Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 AUGUSTA
Fraseet keiseren og storhertugen og storhertuginden af
Baden, som selvfølgelig var tilstede, naar de besøgte Ber
lin, saaes medlemmer af familien sjelden i keiserindens the
salon.
En undtagelse dannede prinsessen af Hohenzollern.
Det fyrstelige katholske hus Hohenzollern, som abdice
rede 1849 til fordel for kongen af Preussen, havde altid ved
ligeholdt venlige forbindelser med det beslegtede protestan
tiske hus; de to grene af familien havde dog været skilte i fire
hundrede aar. Men Tysklands keiser betragtes nu som fami
liens hoved, og medlemmerne af det katholske hus bærer
titelen „prinser af blodet.“
Prins Karl Anton, jernbanekongen dr. Strousbergs kom
pagnon, efterlod tre sønner: Leopold, Karl og Fredrik.
Det var Leopold, den ældste, hvis kandidatur til den
spanske trone gav anledning til den fransk-tyske krig. Han
er preussisk general, men har mere smag for videnskaberne
end for militærlivet.
Den næstældste er Carol, konge af Rumænien.
Prins Fredrik, den yngste af brødrene, tilbragte næsten
hele’sin ungdom i Berlin, men levede übemerket før sit
giftermaal. Da han 1879 egtede den nydelige prinsesse af
Thurn-Taxis, den østerrigske keiserindes søsterdatter, tog
keiserinde Augusta hjertelig hans gemalinde op i sin kreds.
Man havde været saa vant til at betragte prins Fredrik
som privatmand og som en person uden ringeste betydning,
at aristokratiet rynkede paa næsen, da Augusta gav prin
sessen en hofdame og forlangte, at man skulde behandle
hende som medlem af det kongelige hus.
sind. Pariserbladet „Le Temps“ siger efter en længre, varm indledning: „Ingen fransk
mand kan tænke paa keiserinde Augusta uden med den mest respektfulde sympati.
Vi behøver kun at mindes den deltagelse, som hun viste de franske saarede, der
1870 blev førte til Tyskland. Som dronning og keiserinde havde hun en moders om
sorg for sine undersaatter under de krige, der næsten uafbrudt fulgte hinanden efter
1864; men en mere ophøiet følelse levede i denne heltekvindes sjæl, for hvem der
ikke eksisterede seirherrer eller overvundne, naar man stod ansigt til ansigt med dø
den 1“ — Et andet fransk blad kalder hende med rette en af sin tids mest oplyste
fyrstinder og roser; „L’esprit non seulement évangelique mais humain de la souve
raine.“ Et tredie blad udtaler: „L’impératrice était mieux qu’une femme å I’esprit
élévé, c’était un coeur d’or.“ Det fortsætter; ,Je ne fais pas une phrase en disant
qu’elle s’est de tout temps prodiguée pour soulager la souffrance et la misere."
Det tør i denne forbindelse nævnes, at en af keiserindens sidste velgjørenhedshand
linger gjaldt en institution i Paris, en forening til beskyttelse for unge damer, som
hun endnu i begyndelsen af aaret 1890 faa dage før sin død lod tilstille en
større pengesum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
