Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
KEISERINDE AF ØSTERRIGE OG DRONN. AF UNGARN
„Titler og æresposter har intet at betyde,“ sagde hun.
„De er brogede lapper, som man hænger paa sig, og hvor
med man tror at kunne dække sin nøgenhed; men de for
andrer intet i vort væsen.“
Hvor lidet hofceremonier end tiltalte hende, bar hun dog
sin del af byrden ved dem med beundringsværdig ynde,
naar hun ikke kunde unddrage sig dem; og naar hun mødtes
med andre keiserinder eller dronninger, var hun stedse den
mest beundrede, og den, som interesserede mest.
Faa aar før det franske keiserdømmes fald havde det
østerrigske keiserpar et møde med Napoléon og Eugénie i
Salzburg. Rank og høi gik Wittelsbachernes datter ved grev
inde Montijos side. Franskmændenes keiserinde stod endnu
midt i sin skjønhed. Men med sine mørke, straalende øine,
sit pragtfulde haar og hele sin personligheds ynde behøvede
Elisabeth ikke i mindste maade at anstrenge sig for at maale
sig med spanierinden.
Ogsaa naar hun mødtes med yngre fyrstinder, var det
altid hende, som bar skjønhedsprisen.
Kong Umberto og dronning Margherita af Italien besøgte
flere aar senere det østerrigske keiserpar; de to fyrstelige
damer viste sig daglig sammen. Margherita mindede om
vaarens friskhed. Men datidens journalister fremhævede, at
Elisabeth var endnu langt smukkere; hun var „den habs
burgske høst“.
Samme aar, som verdensudstillingen fandt sted i Wien,
feirede Franz Joseph sit fem og tyve aars jubilæum som
keiser. Festlighedernes glanspunkt var keiserparrets og kron
prinsens kjøretur gjennem gaderne, der var oplyste som den
klareste dag, og hvor jublende mennesker trængte sig frem
for at hylde dem.
Allerede ved denne leilighed bemerkede man imidlertid,
at det besværede keiserinden at tage del i offentlige fester,
og at hun saa meget som muligt søgte at trække sig bort
fra deres larm og tummel.
Hendes sygdomstid havde lært hende at elske ensom
heden. Det var bleven en livsfornødenhed for hende at være
meget alene. Naar hun var sammen med andre, følte hun
sig som i udlændighed; og naar hendes fyrstelige pligter
6*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
