Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298 ELISABETH
Men ved siden af glimrende gaver havde den ulykkelige
fyrstesøn i fremtrædende grad havt Habsburgernes letsin
dige tilbøieligheder. Og inden hans omgivelser havde man i
senere aar begyndt at blive ængstelig for hans fremtid.
En var der dog, som altid havde bevaret tilliden til ham,
og denne ene var hans moder! Hun havde klogt og sikkert
veiledet ham ved hans første fremtræden for offentligheden;
han havde delvis hendes raad at takke for den popularitet,
som han erhvervede sig i sin første ungdom.
Siden var hans veie bleven andre. Men de faa, som
kjendte keiserinden nærmere, hørte i Rudolfs bedste øie
blikke en gjenklang af moderen i hans ord og tænkemaade.
Lammende forfærdelse bemægtigede sig Wien den graa
kolde januarmorgen, da der kom rygter fra Mayerling om
hans død. Ingen vidste fuld besked; og forvirringen var übe
skrivelig.
I forgemakket i Hofburg sagde en gammel kammerherre,
at man først burde bringe budskabet til keiserinden. Skjønt
de fleste frygtede, at hun fuldstændig vilde synke sammen
under det skrækkelige slag, blev man enige om, at dette
var det rigtigste.
Det viste sig ved denne leilighed, at hendes sjæl og ner
ver havde mere modstandskraft end mangen mands. Hun
sagde først ikke et ord, men vendte sig kun nogle minutter
bort fra den, som havde bragt hende efterretningen.
Endelig spurgte hun:
„Hvor er min søn?“
Da man havde svaret hende paa dette, ilede hendes tan
ker fra den afdøde søn til hendes mand, som endnu intet
vidste. I hele Hofburg, blandt officererne og ministrene,
fandtes der nemlig ikke en, som havde mod til at over
bringe keiseren den grufulde efterretning.
Man raadførte sig indbyrdes om, hvad der var at gjøre.
Da traadte keiserinden ud til de andre. Sorgen havde stiv
net hendes træk. Hendes stemme havde faaet en anden
klang; og al farve var veget fra hendes ansigt. Sikkert var
dette den tungeste stund i den prøvede fyrstindes liv.
Hun erklærede, at hun seiv vilde underrette keiseren om
den skrækkelige begivenhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
