Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KEISERINDE AF ØSTERRIGE OG DRONN. AF UNGARN 1 303
serinden reiste til Regensburg og derfrå til Munchen for at
trøste den sørgende moder.
Kort tid senere festligholdtes Marie Valeries og Franz
Salvators bryllup. Smilet, som havde været forsvundet fra
Elisabeths læber siden sønnens død, viste sig atter paa dat
terens bryllupsdag. For den dag aflagde hun ogsaa sørge
dragten og iførte sig en graa silkekjole.
Men dette lysglimt i hendes stemning forsvandt hurtig.
Valeries hengivenhed havde mildnet hende livets tryk. Mo
deren vidste, at seiv om hun blev gift med en østerrigsk
prins og blev boende i landet, vilde forholdet mellem dem
blive et andet efter denne dag; hun vilde miste sin datters
stadige selskab. Og hun, som syntes at elske ensomheden
saa høit, græd hede taarer ved tanken paa, at nu skulde
hun blive endnu mere alene.
Hun blev dybt bedrøvet, da hendes moder kort efter blev
syg og døde (den 25de januar 1892). Hun trak sig tilbage
til sit slot Achilleion paa Corfu,*) hvor hun havde ladet reise
et mindesmerke for sin ulykkelige søn, og hvor hun levede
for erindringen om sine døde.
Paa toppen af bjerget Aja Kyriahi staar en ensom liden
kirke omringet af cypresser. Hver morgen før solen stod
op, vandrede hun derop; hun havde nedlagt forbud mod, at
nogen anden gik did saa tidlig.
Seiv paa de steileste og farligste bjergstier gik hun nu
altid uden følge. Den udtærede, sortklædte keiserinde dan
nede en trøstesløs modsætning til øens lyse, vaarlige farve
pragt.
„Jeg aander lettere og friere paa de ensomme høider,
hvor andre føler sig fortabte," sagde hun. „Paa Aja Kyriahi
behager det mig helt; her kunde jeg endog fornegte mit
reise-princip og blive for bestandig/1
Paa muren af kirken deroppe har hun skrevet:
„ Elisabeth af Østerrige sad her. Vestenvinden hviskede
mildt til hende. Og klippen, som for hendes skyld havde
klædt sig med blomster, elsker at bevare erindringen om
hende.“
Hendes hofdame og hendes forelæser saa hende i denne
*) Se kapitel XXIV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
