Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304 ELISABETH
tid kun faa timer daglig; hun levede mest i drømmenes
verden. Men i de mange lidelsesrige dage i disse saa lidel
sesrige aar var det endnu hendes bedste adspredelse at
gjennemlæse et digt af Heine eller en akt af Shakespeare.
Hun forlangte mindre af bøgerne, at de skulde under
holde hende, end at de skulde befolke hendes ensomhed
med billeder for hendes fantasi. Hun havde levet sig saa
ind i sine yndlingsdigteres skikkelser, at de stod for hende
næsten med virkelighedens præg.
Undertiden søgte hendes forelæsere at interessere hende
for nyere forfattere. Men da syntes hendes øine at stirre
længre og længre ud i det fjerne; og det adspredte udtryk
beviste, at alle forsøg i saa henseende var spildte.
Først naar man skiftede læsning og paanyt tog Shake
speare eller Heine frem, blev hendes blik opmerksomt; ikke
sjelden afbrød hun forelæseren for at deklamere nogle vers,
som hun særlig elskede.
Den eneste gang hun viste sig paa en hoffest efter søn
nens død, var da keiseren og keiserinden af Rusland besøgte
Wien i midten af niti-aarene. Hendes nærværelse ved den
store modtagelse vakte mere interesse og nysgjerrighed end
synet af det russiske keiserpar. Spænding og ærefrygt holdt
alle fangen, da hun traadte ind ved den russiske keisers arm.
Hun var, som altid, klædt i sørgedragt. Med majestætisk
ynde hilste hun paa de tilstedeværende og holdt cercle. Hun
saa mindst tyve aar yngre ud end nogen af sine jevnaldrende;
trods alle de lidelser, som hun havde gjennemgaaet, kaldte
man hende endnu med rette den skjønneste kvinde ved sit hof.
Men sikkert var hendes tanker langt borte fra den glans,
som omstraalede hende og hendes gjester.
„Ofte forekommer jeg mig som tæt tilsløret uden at være
det, som paa maskerade i en keiserindes dragt, “ sagde hun
i disse aar. Og ved en anden leilighed udtalte hun: „Naar
jeg bevæger mig mellem menneskene, behøver jeg kun den
del af mig seiv, som jeg har fælles med de andre. Folk er
da forbausede over, at jeg ligner dem saameget, fordi jeg
spørger om veiret og om prisen paa sukkertøi. Det er som
en gammel kjole, man fra tid til anden tager ud af skabet
og trækker paa for en enkelt dag.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
