Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN FORGLEMT HELTINDE 331
samfundslivet og menneskene. Lidenskabernes tummel var
hende forhadt, og larm var hendes væsen imod.
Hertug Max beundrede det smukke kjøn og lagde ikke
dølgsmaal derpaa. Han var en egte kunstnernatur, sangvinsk,
varmblodig og let bevægelig. Man tillagde ham adskillige
elskovseventyr, der sikkert var kilden til mere end én bitter
time for hans ædle hustru.
Hvad hun end led, saa viste hun det imidlertid ikke for
verden; og tilsyneladende herskede der altid et godt forhold
mellem hende og hendes gemal.
Hvor forskjellige de syntes, saa udfyldte de hinanden des
uden paa flere punkter: Hans sorgløse munterhed oplivede
hendes sind, der var tilbøieligt til melankoli. Og hendes
fasthed, der var parret med et mildt alvor, blev en støtte
for hans bevægelige karakter.
Baade hertugen og hertuginden elskede landlivet og fore
trak at leve langt fra de store stæder.
De var barnløse i de tre første aar af sit egteskab. Men
1831 nedkom hertuginden med deres ældste søn, der blev
kaldt Lndvig efter kongen.
Aarene gik, og barneflokken blev større og større:
Den ældste datter, Helene, blev født 1834. Julaften 1837
fødtes Elisabeth. Sommeren 1839 kom deres anden søn Karl
Theodor til verden.
Den fjerde oktober 1841 nedkom hertuginden i Possen
hofen med sin tredie datter, Maria Sophia Amalia, den se
nere dronning af Neapel.
To aar efter (1843) blev Mathilde Ludovica født. Den to
og tyvende februar 1847 saa hertugparrets yngste datter,
Sophie Charlotte Auguste, dagens lys i Miinchen. Og den
syvende december 1849 fødte Ludovica ligeledes i Miin
chen sin yngste søn, Maximilian Emanuel.
Tunge prøvelser rammede forældrene gjennem de fleste
af deres børn.
Hertugens lette sind bar ham over de store sorger.
Men i hertugindens dybere natur slog de dybe merker.
Hvad hun end oplevede, fastholdt hun imidlertid sin urokke
lige tillid til et forsyn, der stod over verdens foreteelser, og
hvis tilskikkelser hun modtog med taalmod og resignation.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
