Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
»Jeg sporger Dig kun,« sagde Aaton og saae
starpt paa hende. Men pludselig opgik der et Lpa hos
ham. »Nu begriber jeg det-« udraabte han heftigt,
»1·cg burde for langesiten have indseet, at Birger ikke
bar nogen Hemmelighed for Dig. Kan Da negte,
at Du kjender til det Hele ?«
»Nei, Anton, jeg negter det ikke; men berolig
Dig na, mind Dig, at jeg bærer den samme Byrde
som Du. Dette er en Sag, som vi egentlig aldrig
bor tale om, men siden det nu engang er steet, vil jeg
sige Dig mine Tanker-, min Trost. Du veed, at hvad
der for mange Aar siden er begravet, staaer ikke i
vor Magt at tilbagekalde eller forandre,4 og hvia vi
vilde forraade hvad vi vide, vilde det dog ikke nytte
Noget. Gud seer og donimer. Hvad mig angaaer-,
da er det trosteiige Maal for mit Liv at forsone Bit-
ger med sin Gud. Og jeg haaber at han allerede er
det; thi hans Anger har været og er endnu ligesaa
dyb som sand , og siden vort Gisiermaal har han ikke
begaaet noget Ukovligt. Hang for-dumtl Vildhed er for-
svunden, han er ganske som et andet Menneste. Hnsier
Dn ikke, med hvilken Taalmodighed og Fornegtelse
han pleiede Dig i Din Sygdom? Paa den Tid vilde
han sikkert ikke have gjort det, dersom han ikke allerede
dengang havde soltslnger og troet for en Deel at have
været Aarsagen til Dine Lidelser.«
e
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
