Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
»O nn forstaaer ieg hvad der dengang datniorkt,«
sukkede Erikaz og Erindringen om de smertelige Næt-
ter hun havde gjennemgaaet ved Antons Spgeseng« stod
igjen for hende-· »Men Dine Engle, Anton,« til-
føiede hun med et svagt Smiil, »De trøstede Dig;
husker Du dem endnu ?«
. »O ja, meget vel. Gud give de vilde vende
tilbage! Jeg skulde ikke nn, som dengang, bede-Dig jage
den hvide bort, naae han kom Hovedgicerdet for neer.«
Ekika borttorrede en Taare fra sit Oir. »Min
stakkels Anton, Du fik ikke det mindste Lod as Lidelser
for Din Part; men Du kunde dog kannpe med Din
nedtrykte SindsstemningL naar Der-kun vilde forsøge
derpaa-U-
»Nei, Ekika, jeg har hverken Mod eller Kraft
dertil. Syg paa Legemet og slov paa Sjælen, mattes
jeg ved ethvert Arbeide. . Jeg faaer desuden al-
drig Ro sor den Tanke, at jeg er deelagtig i For-
Nydelsen-«
·»Siig ikke detL og tænk endnu mindre noget saa
Skkaekteligt og Uretfærdigt! Du var io et uskyldigt,
styldsrit Barn ——· hvad kunde Du vel have gjort?«
»Det samme som jeg endnu kan givne: angive
dem-« « . —
»Hvad,- Din egen Fader, Din egen Biddets-«
raabte Erika blegnende —»Knnde Du det, saa var Da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
