Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 26. 1 juli 1933 - Universets Ekspansion og Videnskapens Stilling hertil, af Paul Bergsøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Gud, men en kosmologisk Konstant. Vi maa
sikkert lade den sunde Menneskeforstand træde lidt i
Baggrunden, hvis vi skal forstaa disse Forhold, den
er udmærket anvendelig, naar det gælder om at
argumentere Jonas ud af Hvalfisken men haabløs
ubrugelig lige over for Naturens inderste Væsen, her maa
vi lade Naturen tale selv i Form af Kendsgerninger
– notabene, hvis den vil.
Og det er saa heldigt, at vi i dette Tilfælde kan
komme Spørsmaalet nærmere ved Hjælp af direkte
lagttagelser over Afstand og Hastighed af
Spiraltaagerne, Undersøgelser der først tog Fart for et Par
Aar siden, og som nu da Spørgsmaalet er aktuelt,
drives med større og større Iver. Det beyndte med,
at Dr. E. Hubble med Hjælp af Kæmpeteleskopet
paa Mount Wilson Observatoriet i de to eller tre
nærmeste Spiraltaager fandt 5 [delta] Cepheider. Hermed
forstaar man Stjerner af ringe Tæthed, som er kommet
i Svingninger af en bestemt, let kendelig Art. Der
er det mærkelige ved disse pulserende Kæmpestjerner,
at deres Svingningsperioder staar i et bestemt
Forhold til deres absolutte Lysstyrke. Har man
bestemt Perioden, kender man den absolutte Lysstyrke,
og har man maalt den Lysstyrke Stjernen viser paa
Himlen, kender man Afstanden, og den Metode
overgaas ikke af nogen anden Afstandsmaaling, man skal
blot kunne observere Stjernen, man behøver ikke en
Gang dens Spektrum. Kan man i et Kæmpeteleskop
"opløse" en Spiraltaage, saa den viser enkelte
Stjerner, har man ogsaa Mulighed for at finde [delta] Cepheider
og derved faa Afstånden bestemt. Det lykkedes for
tre Taagers Vedkommende, deriblandt den store
Andromedataage. Og Radialhastigheden bestemtes
af hele Taagens Lys ved Hjælp af Dopplers Princip:
Forskydningen af Spektrets Linier.
Hvis vi nu kaster et Overblik över de hidtil til
Dato fundne Afstande og Radialhastigheder, møder
vi noget ganske mærkværdigt, ja man kunde fristes
til at kal de det sensationelt: Alle Spiraltaagerne
fjerner sig ikke alene fra os, men ogsaa fra hinanden
indbyrdes, jo større deres Afstand er, des større er
dens Flugt fra os. Og Regelen lystrer en simpel
Lov: Hastigheden er proportional med Afstanden,
Fordobling af Afstanden giver Fordobling af
Flugtens Hastighed. Den samme Regel kender vi fra en
Gummiballon, der pustes op, to Punkter paa dens
Overflade vil fjerne sig fra hinanden med en
Hastighed, der er proportional med Punkternes Afstand. Er
der flere Punkter paa Overfladen, vil de alle gensidig
fjerne sig fra hinanden, et Punkt kommer aldrig til
at indtage et andet Punkts Plads.
De vil spørge mig, om der er fundet Undtagelser
ved disse Observationer, skulde der ikke findes en
oneste Taage, der bevsoger sig imod os, thi gør der
det, ved vi hverken ud eller ind. Nej, der findes
ingen, 80 undersøgte Taager giver ikke een eneste,
der nærmer sig os. Med "os" menes en Kugle om
Mælkevejen med en Million Lysaars Radius, vor Sols
store Egenbevasgelse över 200 km/sec nødvendiggør
denne Betragtningsmaade, eliers kommer et Par af
de nærmeste Taager til at nærme sig Solen, men
Betragtningsmaaden er fuldt ud berettiget, den er jo
kun et Spørgsmaal om Størrelsesordenen af "os".
Medens de Stjerner vi ser paa Himlen og som altsaa
ligger indenfor vört eget System har Hastigheder i
Regelen paa 20–50 km. i sec., er Spiraltaagernes
Hastighed kolossal i Forhold hertil. For ganske
nylig har man fundet en Taage i Løven, hidtil den
fjernest bestemte, dens Afstånd er 100 Millioner
Lysaar. Den fjerner sig med 19 500 km/sc, omtrent
Hastigheden af en a Partikkel.
Det kan jo ikke nægtes, at de direkte astronomiske
Undersøgelser paa en saare kraftig Maade har
bekræftet Instabilitetspaastanden af det nye
Verdensbillede De direkte Undersøgelser viser os en
indbyrdes Flugt af Spiraltaagerne med aldeles
gigantiske Hastigheder. Og det har heller ikke manglet
paa Speksis över for Dopplers Metode, skønt saa at
sige hele Stellarastronomien hviler paa denne
Metode. Skulde det ikke være muligt, at et Lyskvant
efter at have tilbagelagt Strækninger i Millioner af
Aar af en eller anden ukendt Aarsag undergik
saadanne Forandringer, at det gav sig til Kende ved
en Rødforskydning? Hidtil er det kun lykkedes Dr.
Zwicky at opstille en Teori, som desværre led af en
Regnefejl, som han selv maatte erkende. Som
Stillingen er i Øjeblikket, maa man tage det utrolige
til Efterretning, nemlig at vor Verden Punkt for
Punkt er paa Vej ud i Uendeligheden, og at den har
saadan Fart paa, at den har fordobiet sin Radius
siden Dannelsen af de første geologiske Formationer
her paa vor Jord, den Jord vi alle anser for en saare
ung Skabning. Endvidere at Sammenhængningen paa
en Maade allerede er sprængt, Lyset kan ikke mere faa
Tid til at løbe rundt, ja kan ikke en Gang fuldfore
et halvt Omløb, man har brugt det Billede, at Lyset
nu er som en Mand, der løber paa en Strimmel af
Gummi, som stadig strækkes, han kommer aldrig til
Ve j s Ende. De Spiraltaager, vi ser, kan vi endnu
undersøge, men vi maa skynde os, hver 1,3 Millard
Aar maa vi fordoble Størrelsen af vore Kikkerter for
at se dem, som vi ser dem nu. Paa eet Omraade
skaber det nye Verdensbillede en Konflikt med andre
videnskabelige lagttagelser, jeg tænker her paa den
saakaldte kosmiske Tidsskala; – vor egen Jords
Alder kender vi saa nogenlunde, den er en til to
Millarder Aar, Undersøgelser över de radioaktive
Stoffers indbyrdes Mængdeforhold giver os en
Tidsbestemmelse, hvorimod der ingen Indvending kan
gøres. Hvad Stjernernes Ålder angaar, har vi hidtil
dannet os en Forestilling om en Tidsskala, væsentlig
baseret paa Eddingtons Undersøgelser över
Stjernernes Indre, den blev fremsat i 1917, og j eg
forudsætter, at den er Dem bekendt. Vor Sol – for
Eksempel – taber hvert Minut 250 Millioner Tons
materielt Stof, det er ligefrem Vægten af det Lys, den
udsender, og dog køles den ikke af. Atomenergien
vedligeholder Straalingen Et Massetab af kun 250
mill. tons i Minuettet er en aldeles forsvindende
Mængde, der sikrer en "Arbejdstid" paa månge
Billioner af Aar. Men vort Verdensbillede passer ikke
til denne saakaldte høje Tidsskala, hvis det hver
1300 Million Aar fordobler sin Radius; her maa vi
enten file af Billedet eller af Rammen til Skade for
Helhedsindtrykket. Og Filen har vi i Haanden, det
behøver jo slet ikke at være ved Hjælp af den
gensidige Forening og Tilintetgørelse af Protoner og
Elektroner, at Stjernerne producerer deres kolossale
Straalingsenergi gennem Tiderne, man kan lige saa
godt tænke sig, at fire Brintkerner og 2 Elektroner
forenede sig til en Heliumkerne; vi kan i det hele
taget konstruere en hvilken som helst Levetid, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
