Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11. 14 mars 1942 - Den transiranske Jernbane, af Jørgen Saxild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teknisk Tidskrift
Fig. 2. Ingeniør sætter over en Flod.
Jernbaner i dette vidstrakte Rige, og som et af de
vigtigste Punkter paa hans Opbygningsprogram stod
da ogsaa Udbygningen af et tidssvarende Jernbanenet.
I 1927 følte han sig politisk og finansielt stærk nok
til at realisere den første Del af disse Planer, nemlig
Bygningen af den 1 420 km lange transiranske
Jernbane, som forbinder Hovedstaden Teheran med det
kaspiske Hav mod Nord og den persiske Golf mod
Syd. Han sluttede Kontrakt med et internationalt
Syndikat om Bygningen af to Prøvestrækninger, den
ene fra Banens Endestation ved det kaspiske Hav,
Bendar Shah. gennem Lavlandet op mod Foden af
de nordlige Randbjerge, ialt 127 km lang, og den
anden fra Banens Endepunkt ved den persiske Golf,
Bendar Shahpur, gennem Lavlandet indtil Foden af
de sydlige Randbjerge, ialt 250 km.
Denne Kontrakt blev imidlertid annulleret to Aar
efter i 1929, og Shahen vilde nu forsøge at fortsætte
Byggearbejderne i eget Regie. Der engageredes en
Række Ingeniører til dels at foretage Opmaalings- og
Projekteringsarbejderne, dels at lede
Byggearbejderne, deribland en Del svenske Ingeniører. Disse gjorde
et udmærkt dygtigt Arbejde ved Projekteringen af
den vanskeligste Del af Banen, hvor denne føres fra
Lavlandet ved det kaspiske Hav, gennem Talardalen,
op til Pastunnellen i Elbruzbjergene 2 112 m over
Havet, den saakaldte Nordrampe, hvorom der senere
skal berettes.
Men med selve Byggearbejderne gik det ikke saa
godt, ikke fordi Ingeniørerne ikke var deres Opgave
Fig. 3. Skraaningsbeskyttelse.
voksen, men fordi det komplicerede iranske
Administrationssystem fuldstændig lammede deres
Handlefrihed. Paa denne Maade gik der fire Aar uden
synderlige Resultater. Man var nu naaet til 1933, og
Shahen begyndte at tabe Taalmodigheden.
Saa traadte imidlertid det dansk-svenske
Consor-tium Kampsax til. Dette Consortium, som bestaar af
de to danske Ingeniørfirmaer Kampmann, Kierulff &
Saxild A/S og Saabye & Lerche samt det svenske
Industriforetagende Nydqvist & Holm A.-b., havde i
1927 sluttet Kontrakt om Bygning af to
Jernbanelinier i Tyrkiet paa ialt 900 km. Disse Arbejder var
deres Afslutning nær, og Consortiet saa sig om efter
nye Opgaver og sendte derfor Repræsentanter til
Teheran med en Anbefalingsskrivelse fra den tyrkiske
Regering og med Tilbud om at bygge de endnu
resterende 1 050 km af den transiranske Jernbane.
Forhandlingerne med den iranske Regering
resulterede i en Kontrakt, som undertegnedes den 22. April
1933, i Henhold til hvilken Consortium Kampsax
paa-tog sig Færdigbyggelsen af den transiranske
Jernbane indenfor en Tidsfrist af 6 Aar. I Betragtning
af de mange Vanskeligheder af enhver Art, som var
forbundet med Banens Bygning, var det kun efter
megen Betænkning, at man gik med til en saa kort
Byggetid, men da det var en absolut ufravigelig
Betingelse fra Shahens Side, akcepterede man til Slut.
Banen skulde bygges enkeltsporet med normal
Sporvidde 1 435 mm, og forøvrigt efter de mest modeme
Principper. Den højeste tilladte Stigning var 10 °/00 i
Fig. 4. Længdeprofil.
102
14 mars 1942
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
