Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 2. 27de april 1883 - Vort veivedligehold. Af amtsingeniør A. Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hånd skal udføre et skikkeligt veiarbeide, kan ikke
ventes, og hvad der kan præsteres af dem, er der
desværre alt for rig anledning til at se efter endt,
saakaldt almindeligt veiarbeide, som udføres en eller
et par gange om sommeren. Dette består nærmest
deri, at veien - uanseet dens beskaffenhed -
påfyldes et ofte utjenligt material, som oftest i så store
mængder og på en så hensynsløs måde, at det er
mere til skade end til nytte for den vei, som
underkastes en slig behandling. Istedetfor at fjerne de
forslidte materialier og erstatte disse med gode
i passende mængder, samt med Skjønsomhed
udbedre stedfindende mangler og sørge for en
ordentlig afgrøftning etc., fylder og fylder man i det
uendelige, indtil veibanen tilsidst danner en tyk
sammenæltet masse af søle, lere og sand eller grus.
Dette slags veidække tåler ingen trafik; der danner
sig meget snart dybe hjulspor deri, det tåler ingen
påvirkning af vand, og danner derfor især høst og
vår samt under regn en bundløs søle. Det er et
særkjende for vort veivedligehold, at man
koncentrerer sit arbeide mest muligt, feier det fra sig i
den kortest mulige tid og lader veien siden skjøtte
sig selv.
Følgerne heraf udebliver ikke; thi medens man
ved den overdrevne påfyldning gjør veien tung og
således forringer både dens beskaffenhed og
trafikevne, er der heller ingen, som i tide sørger for at
få udbedret opstående feil. Ødelæggelsen får uhindret
fortgå, og der gribes først til istandsættelse, når
denne kræver stort arbeide, og efterat beskadigelsen
har nået så store dimensioner, at den ofte er til
ubodelig skade, navnlig for de nye veies
vedkommende.
Det er en selvfølge, at, når vedligeholdet tages
på denne måde, kræver det meget arbeide, som
kunde have været sparet; man ser ingen gode
frugter af sit arbeide, og derfor bliver
veivedligeholdet en større byrde, end det kunde være.
Således, som det nu udføres, er det umuligt i
længden at bibeholde de nybyggede veie i god stand,
og endnu mindre kan det lykkes dermed at forbedre
de gamle. Dette træder mere og mere frem i samme
mon, som kravet på veienes forøgede trafikevne
stiger, og det er vistnok på høi tid, at der søges
indført en bedre forvaltning af de i vore veie
nedlagte betydelige kapitaler.
Undersøger man nøiere det nuværende system
for veivedligeholdet, vil man finde, at dets
væsentligste mangler ligger deri, at arbeidet udføres uden
kyndig ledelse, og at veiene mangler et stadigt
tilsyn. Det er således ved en forandring heri, at
forbedringen skal søges vundet.
Gjennemførelsen af en sådan forandring vil
måske støde på mange vanskeligheder; men søger
man at få den istandbragt uden derved at forrykke
det fundament, på hvilket veiloven hviler, nemlig
veivedligeholdets udførelse ved naturalarbeide, så
kan de neppe være uovervindelige.
Idet det må forudsættes, at de store
pengeud-tællinger, som vil være en følge af pligtarbeidets
afløsning, er til hinder for hos os at adoptere det for
veivedligeholdet mest fuldkomne system, må man gå
ud fra fremdeles at være henvist til naturalarbeidets
anvendelse og søge det udnyttet på bedste måde,
hvilket kun kan ske under et kyndigt tilsyn.
Istedetfor ulønnede rodemestere bør der ansættes fast
lønnede, kyndige veivogtere, og lensmændene bør
afløses af praktisk erfarne opsynsmænd.
Veivogterne, der måtte tillægges efter vetens
beskaffenhed, trafikkens størrelse og lokale forhold
afpassede roder, skal føre det nærmeste tilsyn med
og ledelse af veiarbeidet inden roden, stadig tilse
veien og være ansvarlige for dens ordentlige
istand-holdelse.
Opsynsmændene tænkes tillagt større distrikter,
hvor de skal føre det tilsyn, som nu er underlagt
lensmændene, samt bistå amtsingeniøren med tilsynet
af de inden distriktet forekommende arbeider såsom
veiomlægninger, ombygning af broer og lignende,
hvortil der nu i regelen må benyttes særskilt opsyn.
At en ordning som den her antydede vil
medføre forøgede udgifter, er givet; men erkjendes først
nødvendigheden af, at der bør og må gjøres noget
for ophjælpelse af vort veivedligehold, så vil det
også indsees, at dette ikke kan nåes uden opofrelser;
men disse vil efter den omhandlede forandring neppe
blive større, end at de i fuldeste mål vil opveies af
den forbedring, som kan vindes, og som i så høi
grad tiltrænges. Tager man ved siden heraf hensyn
til alt det overflødige og unyttige arbeide, som nu
nedlægges i veivedligeholdet, men som ved ansættelse
af faste veivogtere vil spares, så repræsenterer dette
arbeide en så stor kapital, at den i virkeligheden
er adskilligt større, end man ved første påsyn er
tilbøjelig at tro.
Men skal hensigten opnåes, så må forandringen
ordnes ved lov; thi skal den overlades til distrikternes
frivillige beslutninger, vil der neppe altid kunne
påregnes enighed om foranstaltningens
hensigtsmæssighed og om nødvendigheden af de udgifter, som ved
dennes iværksættelse bliver nødvendige, og heller
ikke tør rnan da påregne at opnå den enhed og
ligeartedhed i vedligeholdet, som er ønskelig.
Spørgsmålet om vort veivedligehold og dets
ordning er af så stor betydning, at det fortjener
den største opmærksomhed, og det vilde derfor være
ønskeligt, om den her antydede forandring i
forbindelse med en revision af veiloven, gjordes til
gjenstand for en sagkyndig behandling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
