Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 13. 13de juli 1883 - Den norske industri- og kunstudstilling i Kristiania 1883. Træstof- og papirfabrikernes udstilling. (Forts.) - Forblændings- og terracotta-arbeider. Af ingeniør A. Algaard i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uden at opnå noget derved. I den sidste tid har
man begyndt at opnå blegning med vandstofhyperoxyd;
men prisen ved denne fremgangsmåde umuliggjør
den indtil videre. Endelig skal der være en fabrik
igang, som leder den våde pap ind i et kammer,
der er opfyldt af svovlsyrling, som fremstilles ved
forbrænding af svovl på kammerbunden. Når massen
derefter pakkes i sække, skal den optagne
svovlsyrling lidt efter lidt blege den.
Til fabrikation af 100 kg. lufttørret træstof
(med 10% vand) bruges ved 24 timers arbeide
ca. 8 hestekræfter. Salgsprisen for sådan masse er
50 à 53 kr. pr. ton frit leveret pr. jernbane.
Forblændings- og terracotta-arbeider.
Af ingeniør A. Algaard i Berlin.
Den stærkt tiltagende anvendelse af
forblændingsstene og terracotta-gjenstande til bygningernes
ydre arkitektur, istedetfor puds, viser den vågnende
interesse og sands for lerindustrien.
Lerarbeidet i Ægypten udførtes af den
foragtede klasse og var ilde anset. Grækerne derimod
uddannede pottemageriet til en af de frie kunster,
hvis mestere belønnedes med medailler, og for hvem
der oprettedes mindesmærker. De græske vaser og
urner, med de mørke tegninger på lys lergrund,
danner mønsteret for nutidens produkter i denne
gren. Assyrerne og Perserne ligesom senere
alle de pragtelskende folk, som bekjendte sig til
Islaems lære, bedækkede sine paladser med yderst
brogetfarvede, glaserede plader af brændt ler.
Teglstensarkitekturen erholdt først sit
eiendommelige kunstpræg i middelalderens bygningskunst.
Da den romanske stil i det 11te århundrede fandt
almindelig udbredelse, måtte de nordtyske provinser,
som var blottede for enhver quadersten, være
tilfreds med de af lerjorden brændte formstene, som
passede i tidens kunstretning.
I de herpå følgende århundreder, under gotikens
opblomstren, forøgedes variationerne af
teglstensformerne, og de modellerede, plastiske lerarbeider
kom mere i anvendelse. Privatbygninger, rådhuse,
kirker etc. fra denne periode viser den pragt og
den smagfulde stil, hvori disse teglstensbygninger
udførtes. Den vel konserverede tilstand, hvori
disse værker endnu befinder sig, beviser disse
materialers dadelfrie beskaffenhed. Man lærer
heraf ikke at ringeagte det af jorden brændte
bygmaterial. Ligesom «stålet luttres må i ilden», så
erholder lerjorden sin vellydende klang efter at
være bragt i glødende tilstand. Det er samme
kemiske proces, som naturstenene underkastedes ved
jordskorpens dannelse.
Lerindustrien har i løbet af de sidste decennier
undergået betydelige forbedringer. Ligesom alle
fabrikationsgrene, så lettedes også
teglstensfabrikationen i høi grad af dampmaskinens forøgede
anvendelse. De talrige arbeidsmaskiners opfindelse virkede
ikke alene lettende for en masseproduktion, men
også en mere exakt form, et fuldkomnere
byggemateriale opnåedes ved hjælp af samme.
Den 27de mai 1858, altså for 25 år siden,
patenteredes i Tyskland den Hoffmanske
ringovn, der, som overalt bekjendt, bevirkede en
fuldstændig omvæltning i brænding af lermaterialierne,
ja i hele fabrikationsgrenen, som først efter denne
opfindelse kunde drives fabrikmæssigt og rationelt.
Dette indsees bedst af det faktum, at alene hr.
Baumeister (ingeniør) Hoffmann udførte over tusinder
af ovne i alle verdensegne, i Skandinavien ligetil
Tromsø, i det inderste af Rusland, Amerika,
Australien etc. etc.
Den imidlertid indførte gasfyring for
industrielle anlæg anvendtes også for brænding af
teglsten. Dog bibeholdtes herved det samme princip
som ved ringovnen, nemlig det kontinuerlige
kredsløb, hvorved forbrændingsluften føres over de
færdigbrændte, tildels glødende stene. Brændingen i
ildkamret sker ved hjælp af den hede
forbrændingsluft, og endelig bevirkes den langsomt tiltagende
opvarmning af de ubrændte stene ved berørelsen
med forbrændingsprodukterne, inden de føres til
skorstenspiben.
Medens hvert kammer i ringovnen i den
bekjendte rækkefølge benyttes som ildkammer, hvor
de i samme opstablede stene brændes, så bestod
den følgende fuldkommengjørelse af gasovnene
deri, at disse byggedes med kun et eneste
ildkammer, hvor forbrændingen udelukkende foregår.
Råmaterialierne lægges i dette tilfælde på ildsikre
vogne, på hvilke stenene gjennemgår processer
analoge dem i ringovnen. Denne anordning med
ildsikre vogne fortjener megen påagtelse på grund
af den bekvemme indsætning af råmaterialierne og
den lette fjernelse af de færdigbrændte stene.
Resultatet af alle disse anstrengende bestræbelser
kunde ikke blive andet end gunstigt for
lerindustriens heldige udvikling. Man har daglig
anledning til at overbevise sig om fabrikatets exakte
form, dets skarpe kanter, dets blanke, feilfrie flader
og de overordentlig talrige farvevariationer, som
man har at råde over.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
