Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 1. 4de januar 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
TEKNISK UGEBLAD.
4de januar 1884-
Om spon og spontage.
Efter «Norsk Landmandsblad» hidsættes
følgende der turde være af interesse for vore læsere.
Spon har i lang tid været kjendt som
tagtækningsmiddel, men har ikke fået nogen særdeles stor
anvendelse hertillands. I det nordlige Sverige har
den derimod været brugt i meget lang tid og er
der anvendt i stor udstrækning. De væsentlige
grunde til, at den er bleven så forholdsvis lidet
benyttet her, tror jeg især ligger i frygten for dens
ildsfarlighed og og uvarighed. Dernæst er den flere
steder kommen i miskredit på grund af slurveri og
Ukyndighed med tækningen. Mangel på adgang til
god spon og forholdsvis let adgang til tagsten har
vistnok også gjort sit til, at den ikke på langt nær
er bleven benyttet i den udstrækning, som den
fortjener i et så skovrigt land som vort.
Frygten for dens ildsfarlighed kan vistnok for
endel være begrundet; dog er denne på langt nær
ikke så stor, som mange forestiller sig; thi når
sponene får ligget på taget en tid, udsat for regn
og solskin, har den langt vanskeligere for at brænde,
end når den er ny. Man kan forvisse sig herom
ved at tage et tyndt stykke træ eller en flis, som
i længere tid har været udsat for regnets udludning
og veirligets indflydelse, og man vil finde, den har
vanskelig for at brænde. Sålænge sponene er nye,
kan ildsfarligheden for endel fjernes ved at
indsætte sponerne med en salt- og vitriolopløsning.
Skjønt jeg kjender mange spontage, har jeg
endnu intet tilfælde hørt, hvor de har forårsaget
ildebrand. Assuranceselskaberne har heller ikke,
såvidt mig bekjendt, noget sted, når undtages
byerne, sat nogen forhøiet præmie for huse, tækket
med spon, hvilket også viser, at man ingen
synderlig frygt har for dens ildsfarlighed.
Med hensyn til dens varighed, så er denne
vistnok meget forskjellig efter den sort spon, man
bruger. Jeg kjender selv 15 år gamle tage, hvorpå
der ikke kan mærkes spor af råddenhed eller anden
feil. En troværdig mand fra Sverige fortalte mig,
at han der vidste om spontage, der var omtrent 80
år gamle og fremdeles i god stand.
Den kløvede spon er vistnok den varigste, men
vil falde altfor kostbar, da der skal udsøgt træ til
og den er sen at tilvirke. Skårne spon vil også blive
kostbare, og er ikke meget varige, da de på grund
af sin tykkelse og rue overflade trækker til sig og
beholder fugtighed og derfor har lettere for at rådne.
Den høvlede spon vil uden tvivl finde den største
anvendelse. Den er måske ikke fuldt så varig,
som den kløvne, men flere omstændigheder gjør den
billigere og let at tilvirke, navnlig da man ikke
til den behøver kvistfrit og let kløvbart træ. Mange
steder har man af mangel på passende træ meget
vanskeligt for at tilvirke kløven spon. Måske er
også den høvlede spon næsten ligeså varig, da dens
glatte flade tillader vandet hurtig at rinde af,
ligesom den på grund af sin ringe tykkelse hurtig vil
tørke, egenskaber, der i væsentlig grad vil bidrage
til at gjøre sponen varig.
Det er af stor betydning at få godt træ til
spon. Nogle er af den mening, at furu skal være
den bedste og fordelagtigste; dette tror jeg knapt
er tilfældet. For det ene er furuen sprød, især
malmen furu, så den har lettere for at briste;
dernæst må den være omtrent kvistfri, da furukvisten
har let for at falde ud eller sprække; endelig er
furuen på de fleste steder en kostbarere og
værdi-fuldere træsort. Sentvoxende, god fjeldgran tror
jeg giver den fineste og bedste spon; denne er i
regelen temmelig seig, og om der findes mindre
kviste, er sponen lige god. Man bør helst benytte
mindre trær, høist 20 cm. tykke. Er træerne for
store, er de i regelen sprødere, ligesom sponene
bliver for brede: 10 á 13 cm. bred spon er den
bedste, da den ligger bedst på taget.
Den meget brugte metode at høvle ved hjælp af
hestekraft, hvorved træet i sin fulde længde bliver
høvlet, er ikke ganske billig, ligesom sponene heller
ikke bliver så gode som maskinhøvlede. Disses
fortrin for de almindelige består deri, at de bliver
høvlet på skrå af træets fibre, da de høvles af blot
45 å 50 cm. lange kubber; ved at lægge den rette
ende nedad, vil altså vandet altid trække sig udaf
træet istedetfor at følge samme.
Hvorvidt sponene bør være tykke eller tynde,
er der delte meninger om. En passende tykkelse
anser jeg for 3-5 mm.; er den tyndere, har den
let for at gå itu og blive i ustand på taget.
Jeg-har således flere steder seet, at vinden har revet
sponene af alene af den grund, at de har været for
tynde.
Sammenlignes så et spontags kostende med et
stentags vil man finde en ganske betydelig forskjel.
Jeg skal i denne henseende tillade mig at henvise
til «Håndbog for Landmænd». Man vil her finde
at stentaget bliver 66 øre pr. m2 dyrere. Man vil
vistnok indvende herimod, at når huset er forfaldent
og skal rives ned, er tagstenen fremdeles brugbar,
hvorimod sponen er ubrugelig; men hvis man vilde
regne nøie, hvad det koster år om andet at
vedligeholde et stentag, så vil dette i årenes løb ikke
blive ganske ubetydeligt. Spontagene er man
derimod kvit; er de godt lagt og sponen har været god,
kan de stå i meget lang tid uden nogensomhelst
reparation.
Skal et spontag blive godt, må man først og
fremst have folk til at tække, som forstår sig lidt
derpå, og som man kan stole på er forsigtige og
nøiagtige. Det er meget simpelt, så hvilkensomhelst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
