Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 2. 11te januar 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
TEKNISK UGEBLAD.
11te januar 1884
Centralopvarmning,
Centralopvarmning af privathuse er et
skridt, som man i et land med vort klimat og lange
vinter ikke bør udsætte for længe- med at tage.
Centralopvarinningens fordele fremfor den nu
brugelige lokale er meget iøjnespringende, følgende:
betydelig besparelse i arbeidskraft, besparelse af
brændernateriale, lettere regulerbarhed af
temperaturen, jevn temperatur døgnet runjlt,
undgåelse af meget smuds i huset, der ellers følger med
brændematerialet og endelig lettere adgang til
ventilation.
Der findes nu en hel mængde systemer for
sådan opvarmning. Der er således systemer, med
ovne opstillet i de enkelte værelser; ovnene
opvarmes da ved varmt vand eller damp, som tilføres
dem gjennem rør fra den fælles varmekilde. Så
har man systemer, hvorved frisk luft føres ind i
et eller flere store kammere og her bliver opvarmet
for derpå gjennem kanaler at føres omkring til de
forskjellige rum i huset. Hvilket system bør
foretrækkes, kan man ikke afgjøre så i sin
almindelighed, da det for meget beror på de lokale forholde.
I private huse vil dog vel varmt vand- eller
dampopvarmningen i de fleste tilfælde komme til at gå
af med seieren.
Centraldampopvarmning kan være konstrueret
for høit eller lavt tryk. Vi skal her lidt nærmere
omtale et forholdsvis nyt system med lavtryk, som
vi havde anledning til at se i brug i grosserer S.
Haugs privatbolig i Drammen. Anlægget var
udført af Drammens Jernstøberi, der har kjøbt
"patentet for Skandinavien af opfinderne Bechem & Post
i Westfalen. Idet vi senere skal give nøiagtig
beskrivelse med tegninger af systemet, skal vi her
blot kortelig omtale hvordan anlægget var udført.
I kjælderen var der indmuret en opretstående
kjedel, hvis midtparti dannedes af ildstedet med
dampkjedelen rundt omkring. Der fyredes med koks,
som blev ifyldt ovenfra. Ved påfyldning af
bræn-dematerial har man ikke at tage noget væsentligt
hensyn til temperaturen ude eller i værelserne; man
fylder simpelthen ildstedet omtrent fuldt med koks.
Forbrændingen i ildstedet og med denne
udviklingen af damp i kjedelen reguleres ved trækken, d.
v. s. tilgangen på frisk luft til ildstedet, og denne
regulering er selvvirkende, således at damptrykket
i kjedelen, når det stiger, lukker luftventilen til
ildstedet. Ved det omtalte anlæg var høieste
dtfmp-tryk sat til 3 <ffi Q" (0,219 kg. pr. cm2), og når
dette var nået, lukkedes altså hele lufttilførselen til
ildstedet; da fyringen sker med koks, slukker den
ikke med det samme lufttilgangen ophører. Fra
kjedelen var der anbragt et rør. som munder ud
oppe på taget, og er således reguleret at, når
trykket bliver for stort, så strømmer vandet ud af kje-
delen herigjennem. Ved siden af dette rør munder
også oppe ved taget et andet, der ender i en pibe,
som giver lyd, såsnart vandstanden er sunket under
et bestemt nivå. Betjeningen varsles da om at
slippe mere vand på kjedelen, hvilket sker direkte
fra vandledningen.
Omkring i de forskjellige rum opstilles såkaldte
ribberegistere, der føde$ med damp fra kjedelen i
kjælderen. Disse ribberegistere omgives med en
vilkårlig formet kappe eller ovn, der består af to
tynde pladevægge, mellem Hvilke der er pakket med
en slet varmeleder; disse ovne er derfor ikke varme
at føle på, svider ikke luften (osfrie) og udsender
heller ikke nogen strålende varme, hvorfor
ovns-skjærme o. 1. undgåes. Ovnene har nede ved
gulvet åbninger, hvorigjennem den kolde luft
opsuges, og når den er bleven tilstrækkelig varm
ved berøring med varmeregisterne inde i ovnen, kan
den oventil slippes ud gjennem åbninger, der
kan lukkes eller åbnes efter behag. Når disse
åbninger er lukkede sker ingen luftcirkulation i
ovnen, idet den luft, som kommer ind i den, bliver
der og antager samme temperatur som registeret eller
dampen i dette; når ovnen er lukket sker altså
intet væsentligt varmeforbrug.
Når ovnen er i virksomhed kondenseres stadig
vand i registerne, og dette vand flyder tilbage til
kjedelen (på grund af det lave damptryk); på denne
måde bliver den forbrugte varme liden, og man vil
indse, at det samme vandkvantum i temmelig lang
tid vil nyttiggjøres til opvarmningen.
Der er naturligvis intet i veien for at sætte
ovnene i de enkelte rum i direkte forbindelse med
den ydre luft ved kanaler under gulvene og på
denne måde erholde ventilation, og denne anordning
må vist ofte foretrækkes for luftopvarmningen, når
denne blot vælges af ventilationshensyn, især i
privatboliger, idet man efter behag kan åbne eller
lukke ventilationen.
Der anføres i almindelighed mod dette system,
at selvreguleringen skal være usikker; men den,
som kjender det usikre ved at måtte stole på
tjenestefolk, vil lettelig vurdere denne indvendings
betydning. Og ligeoverfor dampopvarmning med
høi-tryk, så er jo dette system fareløst, selv om
selvreguleringen ophører; man resikerer i det høieste
i at få en temperatur, som man ikke har ønsket, men
som det er let at korrigere. Dampopvarmning med
høi tryk er iethvert fald mere farefuldt, og det giver
desuden stadig anledning til uro ved de mange lyd,
der stadig fremkaldes i ledningerne ved dampens
kondensation og passage gjennem rørpartier med
forskjellig modstand.
For rigtig store etablissementer, der er i stadig
benyttelse af mennesker (f. ex. kaserner), skal vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
