Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 2. 11te januar 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 2.
TEKNISK UGEBLAD.
Indhold: Om benyttelsen af fagmænd i bygningsvæsenet. -
Centralopvarmning. - Af jernbanestatistiken 1881-82. -
Foreningsefterretninger. - Tekniske meddelelser: Byggevirksomheden.-
Egte bygningsmaterialier. - Brolægningsvæsenet som videnskab. -
Badeanstalt for menigmand. - Cement vandrør. - I Gøteborgs
telefonforening. - Receptkasse: Kalkfarve. - Gammel oliefarve. -
Brevkasse. -
Om benyttelsen af fagmænd i bygningsvæsenet.
Stiftsprovst P. B. Lassen skriver i sin
«beretning over Stiftsstaden Kristianssand dens fortid og
nutid» følgende:
«- Det mærkedes ikke at nogen af de
brandlidte - efter branden d. 18de octbr. 1880 - blev
i sær forlegenhed for husly; istedetfor de opbrændte
bygninger blev dog meget hastig nye bygninger
opførte. Disse er på et par murbygninger nær
opførte af reis værk. De er større og har et tækkeligere
ydre end de forrige, men flere af dem bærer spor af
hastværk, og kun ganske enkelte er indrettede efter en
arkitekts forslag og plan; de fleste bygninger mangle
derfor de bekvemmeligheder, som må ansees
ønskelige for en komfortabel bolig. Den almindelige
mening er gjerne denne, at enhver tømmermand, der
kan opføre en bygning, også forstår at indrede den;
men som følge heraf findes der i disse
tømmermands-huse mange mangler. Hvis man derimod havde
overladt en arkitekt at give planer og simple
tegninger efter opgave af grundrids, og den sum man
vilde anvende, og af de rum man tiltrængte, skulde
man for en forholdsvis billig udgift have erholdt
bygninger, som man kunde være fornøiet med -»
Ovenstående citat af stiftsprovst Lassens værk
er både mærkeligt i sig selv som vedkommende den
allernyeste tid, og af stor betydning som kommende
fra en aldeles udenforstående. Ligeså vist som det
er, at en bygherre ved ethvert bygværk af noget
omfang vil stå sig på at henvende sig til en
virke*-lig, fornuftig arkitekt, ikke til enhver som netop
kalder sig arkitekt eller mester, og at han vil vinde
derved både i økonomisk og i praktisk henseende,
ligeså bekjendt er det, at dette kun sker i de
sjeld-neste tilfælde. Klagen herover er gammel, så
gammel, at den trods dyrekjøbte erfaringer med fuld
grund har lydt gjennem alle tider, ja at den endog
forekommer i den ældste bog man besidder om
bygningsvæsenet nemlig i det nu over 1800 år gamle
Vitruvs værk over bygningskunsten. I dette siger
han i fortalen til sjette bog:
«. . . . Jeg, Cæsar*) har ikke lagt mig
efter at tjene penge, men en hæderlig fattigdom har
altid forekommet mig mere værd end ov’erflod
forbunden med vanære, og vel er jeg ved sådan tæn-
*) Keiser August, under hvem Vitruv levede
kemåde kun bleven lidet bemærket, men jeg håber
dog, at disse bøger desuagtet vil blive kjendte af
efterverdenen. Det er heller ikke til at undres
over, at jeg er bleveu ubemærket af de fleste;
andre bygmestere løber omkring og tigger oin arbeide,
hvorimod mine lærere har sagt mig, at man bør
anmodes, ikke selv anmode om at udføre et arbeide,
og at en ærekjær mand bliver rød af skamfuldhed,
når han må bede om noget, og derved udsætte sig
for mistanke; thi man søger den, som har noget at
give, ikke den som vil modtage noget, og kan det
ikke vække tanken om, at man gjør det for egen
fordels skyld, når man tigger om den nåde, at der
ydes de fornødne midler af ens formue til udgifterne,
ved et foretagende. Derfor overdrog vore forfædre
også kun dem et arbeide, som var af brav familie,
og undersøgtes endvidere, om de havde fået en
hæderlig opdragelse, idet de antog, at anstændig
beskedenhed var at foretrække for uforskammet
dristighed. Kunstnerne selv oplærte også kun sine
børn eller slægtninge, og gjorde’dem til brave mænd,
hvem man uden betænkning kunde betro midlerne
til store arbeider.»
«Når jeg nu ser, at uvidende og uerfarne, som
hverken besidder teoretisk eller praktisk kundskab,
forfusker denne så store kunst, kan jeg ikke dadle
den husbond, som i fortrøstning på egne
kundskaber bygger selv, fordi han tænker som så, at når
et arbeide skal betroes til en uerfaren, er det bedre
selv at kaste sine penge bort end at lade andre
gjøre det. Det falder jo heller ingen ind selv at
drive noget andet håndværk, hverken skomageri,
valkning eller anden let bedrift, men vei at udøve
bygningskunsten, og det fordi de, der udgiver sig
for mestere, ikke i sandhed men falskelig kaldes
således . . .»
Såvidt Vitruv. Hvad han skrev ved
begyndelsen af vor tidsregning, gjælder ligeså fuldt nu som
dengang, og man fristes stærkt til at benytte det
gamle latinske mundheld: «mundus vult decipi, ergo
decipiatur.» Verden vil tages ved næsen, og
følgelig bliver den også grundig taget ved næsen. -
Man tager sig selv ved næsen, indtil man tilsidst
af bitter erfaring må indrømme, at man burde bære
sin næse i en klud.
Der kunde skrives mangt og meget om den her
berørte sag. B. Gr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
