Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 26. 27de juni 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
TEKNISK UGEBLAD.
27de juni 1884
Lod og vaterpas i bygningsvæsenet.
(Af en ældre tømmermand).
Nedenstående linier har ikke til hensigt at
fremkomme med en ny opfindelse eller en ny
fremgangsmåde, der kunde erstatte det uundværlige lod
og vaterpas; deres Øiemed er meget mere nærmere
og mere indgående at betragte det allerede
bestående, således som vi nu for tiden har og anvender
det. Dette beskedne og dog så nødvendige apparat
fortjener også at tages i nærmere øiesyn.
Ikke alene skjønheden, behageligheden for Øiet,
gjør det ønskeligt, ikke alene regelmæssigheden
kræver det, men et bygværks soliditet gjør det
nødvendigt, at hvad der skal stå opret også virkelig
står i lod, og hvad der skal være horisontalt også
virkelig ligger i vater. Musikvenner og kjendere
kan en dissonans såre, men endnu større er tallet
af dem, hvem urigtige arkitektoniske linier strax vil
støde.
Bag bugtede vindusglas måtte rigtignok vort
øie vænne sig til at se krumme gesimslinier og
slangeformede vertikaler på for os liggende
bygninger; men anderledes er det i den frie natur, der
direkte fremstiller sig for vort øie. Betragter vi
overfladen af en sø eller et tjern, der så skarpt
skiller sig fra sine omgivelser, eller den slanke
gran, der stolt og lodret hæver sig mod himmelen,
og derpå vender vort øie til beskuelse af
menneskelige bygninger, så ønsker vi også der at finde rolige
og regelmæssige linier.
Men også ligevægts- og tyngdelovene kræver
stærkt lod og vater.
En lodret stolpe kan med lidet besvær holdes
opreist, ja, den vilde stå alene, når dens grundflade,
afskåret normalt på sidefladerne, havde en vandret
flade til underlag; en kjælke forbliver rolig, sålænge
den ligger på et vandret underlag, men den kantrer
eller glider og støder andre legemer med sig, når
dens underlag helder.
Til erkjendelse af den rigtige stilling for en
kant eller linie tjener os loddet.
Et tilstrækkelig tungt legeme bundet til en
snor strækker denne; snoren forhindrer dette legeme
i at falde, men angiver samtidig den retning, det
vilde tage, om det virkelig faldt, - mod jordens
centrum.
Kanter og linier rettet ind efter denne linie
er lodrette. Sigtningen bliver lettere og sikrere,
når Øiet ikke befinder sig for nær loddet og den
linie, der skal indsigtes.
Alle lodrette linier er indbyrdes paralelle,
ialfald for vort øie. Alle virkelig horisontale linier
overskjærer dem under en ret vinkel. En feil heri
er såmeget mere mærkbar, da nabovinklerne
diffe-rerer dobbelt så meget, som en af dem er større
eller mindre end en ret.
j Det hos os brugelige lod er sædvanlig dreiet
af metal; formedelst en hylse bliver snoren indskruet.
En skarp stålspids er bestemt til ved nedsænkning
nøiagtigt at angive lodpunktet. En for stærk
nedsænkning bevirker, at spidsen borer sig ned og
loddet vælter over den, hvad der imidlertid ved en
passende nedsænkning ikke er tilfældet.
Det er allerede oftere blevet diskuteret, om et
lod virkelig kunde hænge urigtigt. Var det
kegle-formigt eller pyramidalsk formet, og snorene var
fæstet til en af sidefladernes kanter istedetfor i
midten, så vilde spidsen rigtignok pege
andetsteds-hen end den rigtige lodlinie; trådens
ophængnings-punkt med loddet og loddets tyngdepunkt vil
imidlertid alligevel danne en ret linie, hvorved altså
tråden hænger rigtig.
Begge disse misligheder er undgåede ved det
amerikanske lod. Dette er cylinderformigt, ikke
uligt et 250 gr. ballancelod. Mantelfladen er
forsynet med fire indgraverede linier, der står
retvinklet over for hverandre. Er loddet sænket ned, så
bliver der ridset rundt det, de fire punkter
afmærkes, og de ligeoverfor hverandre liggende punkter
forbindes med linier, hvis skjæringspunkt giver det
nøiagtige lodpunkt. Desuden hænger det i en
bom-uldssnor istedetfor den af rebslageren spundne
hampesnor, der stadig dreier sig.
At dette simple instrument ikke fra først af
var således, men i lang, lang tid stadig er bleven
forbedret, viser os endnu forekommende
loddeindret-ninger hos andre folkeslag, der dog også nøiede sig
med andre resultater I Nedreitalien, ja endog i
Rom, den gamle bygningskunsts hjemsted, ser man
istedetfor loddet anvendt en kjæde af ca. l m.’s
længde og uden vægt. Hertil passer også
nivel-leringsmetoden, nemlig at helde vand på et firkantet
stykke træ, der med hensyn til planhed og ensartet
tykkelse lader adskilligt tilbage at ønske. Intet
under derfor om montører og mekanikere ikke kan
stemme overens med sådanne bygningshåndværkere.
Det er udenfor tvivl, at det er muligt ved
øvelse og flid at bringe Øiet til nøiagtig at kunne
erkjende en lodret linie. Det fortælles om en
forlængst afdød tømmermester i Kanton Zurich,
at han aldrig har loddet, men kun spyttet. Hans
endnu idag opret stående huse lader dog før
antage, at han alligevel har loddet, men med et
sundt og øvet, skarpt øiemål, og dertil for at
skuffe tilskuerne spyttet.
Lodlinien er en jordradius.
Horisontalen en tangent til samme. Når
imidlertid alle lodrette linier er radier, så må de være
divergerende, og mere, jo længere de er; det vil
sige: en bygning måtte oventil blive bredere, end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
