Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 33. 15de august 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 33
TEKNISK UGEBLAD.
143
poler, da atmosfæren der jo stadig strømmer hen
til solækvatoren for at erstatte de bortrevne gaser,
men forbrænder igjen på veien did. Denne
virksomhed betinger en kraftig rivning af gasstrømmen
mod fotosfæren, som herved bliver stærk elektrisk,
medens gaspartiklerne tager den modsatte
elektricitet med sig ud i verdensrummet. Solen bliver
derved positiv elektrisk, Da nu jorden og
sandsynligvis også de andre planeter er ledere for
elektriciteten, så må enhver af dem med solen danne en
mægtig elektrisk kondensator, hvis isolerende skikt
det mellemliggende tomme rum er. Det elektriske
sollegeme vil da ved induktion fremkalde
elektricitet i j orden. Dennes negative elektricitet vil trække
hen til den side, som vender mod solen, medens
den frastødte positive fra den anden side vil gå ud
i atmosfæren og tildels tabe sig i verdensrummet,
tildels neutraliseres af den fra solen udgåede
elektricitet. På denne måde kan således jordens
negative elektricitet, som L a mon t tidligere udledede fra
termoelektriske differenser, forklares. Jordens
elektriske potens er dog afhængig af solens.
Jordmagnetismens forekomst såvelsom nord- og sydlys lader
sig også om end ikke i alle sine enkeltheder udlede
herfra. Taler således disse overensstemmelser for
Siemens anskuelser, så fremholder dog Holtz1)
herimod den inkonsekvense, som ligger i, at jordens
positive elektricitet skulde adspredes i
verdensrummet, derimod ikke den negative. Dog viser Holtz,
at også antagelsen af en fuldstændig isoleret jord,
der ved den adspredte solelektricitet og solens
øvrige indflydelse bliver elektrisk, er skikket til at
forklare tordenveirselektriciteten fra solår indvirkning.
ITveirsskyernes elektricitet forklarer sig herefter
ved jordens inducerende virkning, ifald skyerne er
isoleret fra den, og ved direkte meddeling, ifald
skyerne ved regn er i ledende forbindelse med den.
I det første tilfælde bliver den positive elektricitet
bortledet i de høiere regioner, da uveirskyerne for
det meste danner den nederste del af en mere eller
mindre omfangsrig hvirvel. Hvor skyernes ledning
er ufuldstændig, frembringes denne ved lynene.
Om nu end jordmagnetismens og nordlysenes
forklaring ved solens influenzvirksomhed kan have
meget for sig, så synes dog denne ikke at kunne
fastholdes med hensyn til uveierselektriciteten. Her
støder den meget mere på vanskeligheder, som ved
forudsætning af en elektricitetskilde i selve jorden
uden videre bortfalder, hvorfor denne antagelse
måtte synes langt rimeligere. Til disse kan regnes
luftelektrisitetens daglige periodicitet samt den af
Palmieri iagttagne kjendsgjerning, at man «der, hvor
der falder regn, har stærk positiv elektricitet,
omgivet af en mere eller mindre bred zone af stærk
*) Holz, Centralblat flir Elektroteclmik, VI, 258 efter
Gottiuger Nachri eliten.
negativ elektricitet, hvorpå følger nok en zone af
stærk positiv elektricitet, der i nogen afstand raskt
aftager»*); endelig også den vidt forskjellige
karakter af de tordenveir, der optræder foran et barometrisk
minimum, og de, der optræder efter. Den
omstændighed, at skyer, der forøvrigt ikke viser den
ringeste forskjel, snart kan vise sig elektriske og snart
ikke, kan også her anføres.
De Palmieriske iagttagelser tyder meget stærkt
hen på, at elektricitetskilden må være at søge i
skyen selv, da det ikke kan indsees, hvorfor jordens
inducerende virkning ikke skulde udstrække sig lige
godt til alle skyer. Vilde man imidlertid antage,
at den positive sky var isoleret fra jorden, medens
den sky, der danner den negative zone, var i
ledende forbindelse med den, så vilde der herimod i
det enkelte tilfælde vistnok intet være at indvende,
men det vilde dog umulig kunne indtræffe så ofte,
at Palmieri herpå kunde bygge nogen «lov».
Taler nu allerede dette for antagelsen af en
elektricitetskilde i jorden selv, så lader sig desuden
også tordenveirenes forskjellighed herved så let
forklare, at den dog altid noget søgte hypotese om deres
solåre oprindelse synes unødig. Herpå skal vi i
det følgende se lidt nærmere.
Når hidtil den antagelse, at
tordenveirselektriciteten havde sin kilde i jorden, kun har vundet lidet
bifald, så har dette åbenbart havt’sin grund i, at de,
der har fremsat disse teorier, ikke har været
tilstrækkelig opmærksomme på, at udviklingen af den
virkelig iagttagne positive elektricitet i skyen
forudsætter en tilsvarende mængde negativ, der må
bortfjernes. Kun AVettstein og Siemens har
tilstrækkelig betonet dette og også allerede antydet,
på hvad måde den negative elektricitet må blive
bortledet, v. Bezold s’2) indgående iagttagelser af
tordenveir har nu godtgjort, at ved uveirets udbrud
når lufttrykket et minimum, lufttemperaturen et
maximum. Heraf følger imidlertid, at årsagen til
tordenveiret må være en opadstigende luftstrøm, og
en sådan indeholder igjen muligheden for en
tilstrækkelig rask dekomposition af det neutrale fluidum.
Med den kommer varme og fugtige luftlag rask op
i koldere regioner, derved fortættes vanddampene
under varmeudvikling mere eller mindre rask,
op-hedende strømme endnu mere ved afgivelse af sin
latente varme og således bringende den til at stige
endnu raskere. De herved dannede vanddråber
begynder da at falde med stigende hastighed, og deres
relative hastighed til luften, der er lig summen af
de absolute hastigheder, bliver let så stor, at en
fordeling af elektricitet finder sted, da jo, enten man
nu vil se kilden dertil i dråbernes rivning mod luf-
x) Palmieri a. a. O. S. 36.
2) v. Bezold, Zeitsckrift flir Meteorologie, XVIII. S.
200 og 201, samt Elektroteclmische Zeitschrift 1883,
S. 132.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
