Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 44. 31te oktober 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 44.
TEKNISK UGEBLAD.
185
Indhold: Legale bestemmelser om Kristiania regulering og deres
virkning. - Foreningsefterretninger. - Tekniske
meddelelser: Norsk Teknisk Tidsskrift. - Belysning i trapper og gange. - Den nye
tekniske høiskole. - Ny cellulosefabrik (sulfitstof). - Forholdene ved
Ofoten-Luleåbanen. - Arbeiderforhold. - Udstillinger. - Dividender.
- Aders telefon og mikrofon. - En ny mikrofon. - Teplanter. -
Tyrkiske tæpper. - Léclanché’s. - Receptkasse: Fremstilling af
glycerin-blanksværte. - Olie-blanksværte. - Lederappretur. -
Nøddetræbeits. - Brevkasse. -
Legale bestemmelser om Kristiania regulering og deres virkning.
Af Herm. M. Schirmer.
(Slutning fra f. no.).
Den seneste lov af 5te juni 1875 har intet
væsentligt forandret i dette forhold. Man har dog i
denne, i modsætning til loven af 1863 fjernet
initiativet til udarbeidelse af planer for de enkelte
bydele fra kommunerepræsentationen og betingelsesvis
lagt sådanne planers udarbeidelse som forpligtelse
over på reguleringskommissionen. Denne forpligtelse
er dog overmåde betinget, idet den går ud på
«såvidt muligt» og «efterhånden» at efterkommes, og
synes næsten i den almindelige forestilling at være
gået over til mere at betyde en kartlæggelse af,
hvad der er gjort, end en planlæggelse af hvad der
skal gjøres.
Idetheletaget har nu forholdet udviklet sig
derhen, at fordring på plan og planmæssighed i en
videre forstand aldeles ikke mere er forhånden,
eller kun betragtes som noget man leilighedsvis
også gjerne kan tage med, når man har god tid
- og det har man naturligvis aldrig - ikke som et
behov, der må tilfredsstilles, og den forestilling
synes efterhånden at være bleven befæstet, at det,
som var bleven resultatet af de talrige,
enkeltstående reguleringer, det var, hvad man havde ønsket
og tilsigtet, det var planen.
Betræffende § 7 i loven af 1875 lyder i sin
helhed som følger:
«Reguleringskommissionen har at fatte
bestem-«stemmelse om gaders og offentlige pladses anlæg,
«retning, udvidelse, forandring og nivellement.
Kommissionen bør, såvidt muligt, efterhånden udarbeide
^planer for de forskjellige bydeles regulering, hvilke
«planer, efter at vedkommende grundeiere er givet
«adgang til at udtale sig, blive at forelægge
kom-«munerepræsentationen til antagelse og derefter at
«undergives kongens approbation. Sålænge og
forså-«vidt sådanne planer ikke er istandbragte, bliver de
«specielle reguleringer, som af
reguleringskommis-«sionen er eller vorder besluttede, at tage tilfølge,
«dog under adgang for grundeieier, som dermed er
«misfornøiede, til at fordre sagen forelagt for
kom-«munerepræsentationen. Det samme gjælder også,
«forsåvidt reguleringsplan er istandbragt, om de af
«reguleringskommissionen besluttede reguleringer,
«som ligger udenfor planen uden dog at komme i
«strid med denne. Ingen udgift i anledning af
«regulering må påføres kommunen uden samtykke
«af den bevilgende myndighed».
Det næstsidste punktum, der endnu nævner
«planen» er ordret skrevet ud af loven af 1863. I
denne sidste var den, som vi har seet alene en
flgurant, idet loven blev til for at overfladiggjøre
den, her er den bleven til et tomt ord; thi der
alluderes ikke engang til det gamle påbud om
udarbeidelse af en samlet plan, hvilket endnu var
tilfælde i 1863, og selve ordet står uden logisk
sammenhæng med paragrafens øvrige indhold, der
kun taler om planer for de enkelte bydele, ikke om
en samlet reguleringsplan for den hele by.
Et specielt herhenhørende punkt i den
tankegang, hvoraf disse forskjellige love er fremgåede er
værd at lægge mærke til. En plan kan ikke vel
udarbeides af et kollegium. Den kan kritiseres af et
sådant, der kan af det forlanges ændringer i den, og
det kan endeligt godkjende den, men udarbeides må
den af enkeltmand, om han end hertil kan bruge
assistense. Under denne rigtige forudsætning
på-byder også loven af 1842 at
reguleringskommissionen skal lade udarbeide en reguleringsplan. Efter
loven af 1863 er det reguleringskommissionen selv,
der skal gjøre det, og i loven af 1875 er endog
grund-eierne tagne med. Dette beviser jo også, at man
rent har tabt bevidstheden om, hvorledes her
foreligger et værk at udføre, der forudsætter en chef^
et hoved, og er bleven hængende i forestillingen om,
at det at planlægge reguleringer, det kan man tage
sådan lidt efter lidt, og lempe til efter grundeiernes
forhåndenværende specielle interesser, istedetfor at
det specielle her må vige for det almene, thi er der
noget radikalt væsen til, da er det reguleringsvæsenet.
Her at tage grundeierne med på råd, er en
tanke, der står i afgjort strid med begrebet:
regulering af en by, hvilket efter sin forudsætning skal
etablere nye lokale forhold, istedetfor de
forhåndenværende, og derfor ikke kan rette sig efter de
særlige ældre private interesser. Derfor er også
den enkeltes tarv i lovgivningen garanteret
ligeoverfor det indgreb, som reguleringen måtte gjøre i hans
særlige og oprindelige interesser, idet der, i
overensstemmelse med grundlovens § 105 herfor
tilsik-res ham fuld erstatning.
I tiden siden loven af 1863 udkom, er
indtruffet den stærkeste byggeperiode, som byen hidtil
har havt at opvise, det tiår, ved hvis udløb V« af
byens samlede assurancesum repræsenterede
nybygninger. Dette stillede lignende fordringer til at
fatte beslutninger om gader og pladse, når der ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
