Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
TEKNISK UGEBLAD
24de mai 1888
som omhandlede, end at anvende 19500 kr. til et
anlæg, hvorom man på forhånd har erfaring for vil
være fuldt pålideligt og funktionere
tilfredsstillende i enhver henseende. Ligesålidt har jeg den
opfatning at dette slags experimenter hertillands vil
bringe problemets løsning synderlig nærmere målet,
end hvad tilfældet har været i udlandet specielt i
Belgien under opfinderens egen kontrol. Heller ikke
kan de store distrikter som er interesserede i
omhandlede anlæg være tjente med at blive benyttede
som «prøvekluter».
Såfremt indeværende års budget er så spændt,
at det ikke tåler en merudgift af 7000 kr. til
udførelse af et pålideligt anlæg, vil det vistnok være
mere i vedkommende distrikters interesser at vente
et år eller to, end at få 12500 kr. til experimenter,
der muligens ikke vil blive til fordel for nogen,
men kun komme til at forkvakle og forhale
anlæggets praktiske nytte gjennem et længere tidsrum.
Tekniske nyheder.
Kristiania tekniske aftenskoler afsluttede den 15de
d. m. skoleåret med udstilling af elevernes tegnearbeider i
de for skolerne indrettede tegnesaler i Vaterlands og Sagenes
almueskolebygninger. I skoleåret er udexamineret 23 elever,
til hvem examentestemonierne samtidig blev uddelt.
Sporvogne med ammoniakmotorer. I New-Orleans
har der ifølge «Zeitschr. f. Transportwesen u. Strassenbau»
været gjort forsøg med at drive sporvogne ved hjælp af en
ammoniakmotor, der, ligesom Honigmanns natronlokomotiv
arbeider uden at medføre ildsted. Opfinderens navn er Me.
Mahon, og forsøget skal have overtruffet hans forventninger,
uagtet det foretoges på en interimistisk bane og med en råt
sammentømret vogn, som ikke engang havde nogen bremse.
Ammoniakkens virkning beror på, at denne luftart lader sig
fortætte til en vædske, som allerede ved sædvanlig
temperatur udvikler dampe af meget betydelig spænding, og disse
dampe absorberes med stor begjærlighed af vand, så at de
derved fortættes. Maskinen kan derfor i hovedtrækkene
opfattes som en dampmaskine, hvis kjedel er fyldt med
dråbeflydende ammoniak, som uden opvarmning giver stærkt spændte
dampe, der bringes til at virke på stemplet, hvorefter den
brugte ammoniakdamp ledes til en kondensator, som
indeholder vand, der indsuger og fortætter ammoniakdampen.
Maskinen kan gå så længe, til kjedlen er tom for ammoniak og
kondensatorens vand er blevet mættet med ammoniak.
Kjedlen må da ved en station på ny fyldes med dråbeflydende
ammoniak og kondensatoren tømmes for sit indhold af mættet
ammoniakvand og forsynes med rent vand eller svagt
ammoniakvand. Den mættede opløsning ledes i et
destillationsapparat og skilles her i vand og dråbeflydende ammoniak,
som påny kan benyttes. Naturligvis haves motorens arbeide
ikke gratis, thi det skriver sig fra de til destillationen
anvendte kul, men fordelen er, at man undgår at medføre
fyrsted og brændsel under kjørselen. Ammoniakmotorer har i
øvrigt før været påtænkte, men forsøget er strandet på den
vanskelighed, at ammoniakkens fordampning binder så megen
varme, at der vil sætte sig is på cylinder m. m. Det synes
nærmest at være denne vanskelighed, som opfinderen har
overvundet uden at behøve kunstig varme. Som bekjendt,
bruges ammoniak i flere ismaskiner, netop på grund af den
kulde, som den frembringer ved sin fordampning.
Korrosion ved vandledningsrør af bly. Carnelly og
W. Frew har anstillet forsøg herover på den måde, at de
lagde stykker af rent glinsende bly, som først var
omhyggelig veiede, indi en tynd deig af destilleret vand og af det
legeme, hvis indvirkning på blyet skulde prøves, og lod dem
ligge heri i 2-4 uger under normal temperatur. Derefter
blev blyet atter veiet. Hver forsøgsrække blev udført dob-
belt, og deraf den ene gang i åbne kar med fri lufttilførsel
og samtidig i lukkede flasker. De væsentligste af de
opnåede resultater var følgende: 1) i næsten alle tilfælder er
korrosionen meget større ved fri lufttilgang end ved
luftaf-stængning. Dette viser sig tydeligt ved de stoffe, som har
den største korroderende virkning. Ved lerjordhydrat og
blålere forstørrer imidlertid luftafstæugningen den
korroderende virkning noget, og ved kalciumkarbonat, gammel
mørtel, kalciumsilikat eller en blanding af kalcium karbonat og
sand synes tilstedeværelse eller ikketilstedeværelse af luft at
have liden indflydelse. Stærkest træder luttafstængningens
indflydelse frem ved kaliumnitrat, som ved lufttilgang virker
næsten så korroderende som vand alene, men, når luften ikke
kommer til, næsten lige så beskyttende som kalciumsilikat.
2) ved lufttilgang forhøies vandets korroderende indflydelse
på bly betydeligt ved ammoniaknitrat eller lædsket kalk, og
ved afstængning af luften også ved kalciumsulfat og ved en
blanding af lædsket kalk og sand. Tilstedeværelsen af nogen
af de øvrige prøvede substanser formindsker både ved og
uden tilgang af luft den korroderende virkning. Dette er
endog tilfældet ved kaliumnitrat, omendskjønt det
ialmindelighed påstås, at nitrater forhøier vandets virkning på bly.
3) lædsket kalk udøver såvel ved tilstedeværelse som
ikketilstedeværelse af luft en betydelig større virkning end vand
alene. Omendskjøndt sand er et beskyttelsesmiddel for bly
mod korrosion, så er dets tilstedeværelse i mørtel ikke
tilstrækkelig til at ophæve den lædskede kalks ødelæggende
virkning. 4) kulsur kalk virker beskyttende. Også
torvagtig jord har en, om end ikke stor, beskyttende virkning.
5) det vigtigste resultat var den stærke beskyttende virkning
af sand kalciumkarbonat, gammel mørtel, kalciumsilikat og
en blanding af sand og kalciumkarbonat. De med sand
opnåede resultater bekræfter Crookes, Odlings og Tidys
meddelelser om, at blødtvands virkning på bly reguleres ved
vandets gehalt af kiselsyre, og at man bedst gjør vand
kiselsyre-holdigt ved at lede det over en blanding af flint- og
kalksten. Men de forklarer ikke, hvorfor en blanding af begge
legemer virker bedre end hvert for sig, uagtet dog begge
legemer har den samme beskyttende virkning. Forfatterne
forklarer denne fremtoning ved dannelsen af kalciumsilikat.
6) kalciumkarbonatets beskyttende virkning synes ikke at
være afhængig af tilstedeværelsen af kulsyre, resp. dannelsen
af bikarbonat. 7) magnesiumoxyd virker, i modsætning til
den stærkt korroderende virkendes kalk, stærkt beskyttende
og ligner i denne henseende kalciumsilikat.
(Chem. Zeit).
Kristiania. Det Steenske Bogtrykkeri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
