Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 24.
TEKNISK UGEBLAD.
105
aldrig været i Languedoc, men trykkede først
i Mainz, senere i Foligno.
4. For at bestemme textforfalskninger i autografer
eller breve. Vore dages samlerraseri har skabt
en udbredt falsknerindustri, hvorved allerede
mange er blevne narrede og bedragede. Et af
de bedste midler til at opdage falsknerier er
iagttagelsen af vandmærker.
5. For at adskille de efter hinanden følgende, ikke
lige værdifulde af graverede metalplader.
Prisen på kobber- og stålaftryk er som bekjendt
desto høiere, jo tidligere aftrykket blev taget,
jo friskere altså pladen var. Mest skattet er
de første, for kunstneren forfærdigede prøvetryk,
aftrykkene med «remarque d’artiste» og «avant
la lettre». Senere aftryk, som ofte først
decennier senere blev tagne af den slidte plade, har
betydelig ringere værdi. Vandmærket tjener
ofte som et velkomment hjælpemiddel til
adskillelse af sådanne aftryk.
6. For at bestemme indbindingens datum.
Vandmærkerne i skytsbladene giver ofte et middel
for tilnærmelsesvis at bestemme bindets alder,
når Sammes udførelse ikke giver bestemte
slutninger med hensyn til fremstillingstiden.
Sikre oplysninger i alle disse tilfælder kan
man dog kun da vente, når vedkommende
vandmærkers fremstillingstid og -sted er bekjendt.
Fastsættelsen heraf er på ingen måde let og enkel, og
den vil kun lykkes nogle få af de bedst indviede
forskere, sålænge der ikke existerer en almindelig
fortegnelse over vandmærker.
Vistnok er der offentliggjort enkelte arbeider af
denne slags, men de omfatter kun med hensyn til sted
og tid begrænsede gebeter. Det ene værk, af
Fa-briano, indeholder vandmærkerne i det 14de til 16de
århundrede, det andet omfatter vandmærkerne i
Frankfurt i det 16de århundrede,
Ved de vandmærker, som blev benyttet indtil
begyndelsen af dette århundrede, før indførelsen af
maskinfabrikationen, erfarede man følgende: 1)
fabrikantens navn, 2) fabrikens beliggenhed, 3)
papirformatet, 4) papirets beskaffenhed og 5)
fabrikationsåret. Mere kan man vanskelig forlange af et blad
papir. Fabrikantens navn var for det meste
skrevet helt ud, ligeså navnet på det sted, den provins
hvor fabriken lå. Beskaffenheden blev betegnet
ved egenskabsord, som «fin», «middels» osv.,
årstallet ved arabiske zifre, og endelig formatet ved
et eller andet vilkårlig valgt tegn, som klokke,
narrekappe, sol osv.
I dette tidsrum gav de ved lov bestemte
vandmærker de fleste oplysninger. I tidligere
århundreder var disse angivelser mindre fuldstændige.
Ofte giver vandmærkerne kun oplysning om
fabrikantens navn eller fabrikationsstedet, sjelden om
begge samtidig. Mange papirer indeholder kun be-
skaffenheds- eller formattegn, og kun sjelden finder
man et datum.
Fabrikantens navn optræder endnu i det 18de
århundrede hyppigt, idetmindste angivet ved
initialer. I det 17de århundrede er det allerede mindre
hyppigt, og endnu sjeldnere i det 16de.
Ch. Schmidt skrev for to år siden : «Aldrig
finder man i middelalderen fabrikantens navn
skrevet med alle bogstaver». Denne sætning er ikke
mere absolut gyldig, siden man har fundet et papir
fra 1307 med fabrikantmærke. Man må endog
antage, at navne-angivelse eller -antydning var den
oprindelige skik, da man blandt de ældste bekjendte
vandmærkepapirer finder initialerne J. O., som
utvivlsom henviser til navnet.
Denne skik er vistnok bleven meget hurtigt
forladt, men det er nok at vide, at den engang
bestod, for at drage den slutning, at de første
mærker, som blev anvendt samtidig med disse navne
eller istedetfor samme, er at opfatte som
individual-mærker. Man kjender 19 navne på papirmagere,
hvilke er nævnt fra 1307 til 1312.
Hvad angår steds- og provinsnavne, så er deres
anbringelse en moderne metode. Det ældste kjendte
exempel af denne slags stammer fra året 1598 og
henviser på provinsen Aunis (skrevet onis).
Der fandtes imidlertid en anden, meget
forståelig måde at betegne oprindelsen på: ved
heral-dikens sprog, ved våben.
Således finder man Burgunds våben og
Frankrigs skjold siden slutningen af det 14de århundrede,
Champagnes våben i den anden halvdel af det 15de
århundrede, og de fleste Schweizerkantoners våben
blev også anvendt som vandmærker. Denne skik
kan forklares på følgende måde. Da papirmagernes
antal tiltog og de spredte sig over forskjellige
landsdele, var individualmærket ikke mere tilstrækkeligt,
og de optog derfor landsvåbenet som nyt kj
endemærke. De fleste papirmagere forfærdigede kun to
formater, hvoraf det ene var dobbelt så stort som
det andet. Begge havde samme vandmærke.
Tiltrods for denne indskrænkning var der en temmelig
betydelig forskjel i de enkelte landes format. Det
franske våben. Basels krumstav, Ztirichs løve var
anbragt på papirer af forskjellig størrelse.
Forbrugerne lærte snart at adskille disse forskjellige
formater og benævnte dem efter formen af de derpå
anbragte vandmærker. Således blev f. ex.
vandmærket «klokke» benyttet i den første fjerdedel af
det 14de århundrede for papir af middels størrelse
og for sammes dobbeltformat. I det 16de og 17de
århundrede blev dette tegn almindelig anvendt i
i Dauphinée og endelig overført på et papir på 28
til 38 cm. Vandmærket «vindru» (raisin), som
blev anvendt i slutningen af det 15de århundrede,
gjaldt senere i hele Frankrig som tegn for et
papir i formatet 46 til 61 cm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
