Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1O4
TEKNISK UGEBLAD.
14de juni 1888
på samme måde, idet de to andre maskiners
regulatorer betragtes som en maskine.
Skal arbeidet stanses kan dette enten ske ved at
samtidig alle maskiner stanses eller en efter en.
I sidste fald åbnes først H og derpå x, hvorefter
maskinen kobles ud. M. L.
Vandmærker.
Bestemmelsen af papirers oprindelse ved
undersøgelser af vandmærkerne er et vigtigt hjælpemiddel
for den historiske forskning. Forfalskninger, som
er blevne forsøgte ved tilbagedatering af
dokumenter, er ofte blevne opdagede ved hjælp af det
tydelige sprog, som de uudslettelige vandmærker taler.
Det sidste bekjendte tilfælde af denne slags
forekom i processen Caffarel-Limousin, Wilson, den
tidligere franske præsident Grevys svigersøn, var
stærkt anklaget ved breve, som han havde skrevet
til den tvivlsomme dame Limousin, og stod i fare
for at blive brændemærket for hele landet. Men
da disse breve, som havde befundet sig i politiets
varetægt, blev forelæst i retten, viste deres indhold
sig at være ganske uskyldigt. Den anklagede dame
erklærede, at de fremlagte breve aldrig havde været
i hendes hænder, og altså måtte være underskudt
istedetfor de til akterne leverede, for Wilson farlige
breve. Håndskriften var utvivlsomt Wilsons. Denne
måtte altså, hvis fru Limousins påstand var rigtig,
have fundet anledning til at ombytte de ægte breve
med uskyldigere. For at opklare denne sag blev den
9de november 1887 hr. Lyonnet, repræsentant for
pa-pirfabriken Blanchét Fréres & Kléber, fra hvem
papiret i de angivelig underskudte breve stammede, afhørt
som vidne og sagkyndig. Han forklarede strax, at
de i året 1884 daterede Wilsonske breve var skrevne
på et papir, som først i slutningen af 1885 havde
forladt fabriken. Nogle dage senere blev denne
kjendsgjerning bekræftet af hr. Blanchét selv.
Vandmærket B. F. K. i romersk skrift, som stod på
brevpapiret, var først i slutningen af 1885 ble ven
anvendt for denne papirsort. De Wilsonske breve
var altså forfalskede og tilbagedaterede.
Fastsættelsen af denne kjendsgjerning førte til at
ministeriet Rouvier trådte tilbage og rystede hr. Grevys
stilling så stærkt, at han den 3die decbr. 1887
nedlagde sit høie embede. Ikke med urette kan man
altså bringe det sidste franske præsidentskifte i
forbindelse med vandmærkernes uangribelige udsagn.
Gående ud fra dette tilfælde har C. M.
Bri-quet i Genf, den kundskabsrige forsker på
papirvidenskabens område, forfattet et lidet skrift, hvori
han søger at fremstille vandmærkernes betydning
og værdi for retspleie, videnskab og kunst.
Arbeidet heder: <De Futilité des flligranes du papier
et de leur signification. Berne. Imprimerie W.
Biichler 1888».
Forfatteren anfører først de tilfælder, i hvilke
videnskaben kan have fordel af en prøvning af
vandmærkerne. Man benytter vandmærker:
1. For at berigtige falske angivelser af oprindelse
i håndskrifter og tryksager. Det er faktisk,
at talrige ældre værker dels med hensigt, dels
af skjødesløshed eller tankeløshed er ble ven
daterede falsk og for det meste tilbage. Man kunde
anføre mange exempler derpå. Briquet nævner
en afhandling af den hellige Hieronymus om
apostlernes symboler, hvilken efter en
slutnings-skrift blev endt den 17de december 1468, men
efter vandmærkets angivelse er mindst 10 år
yngre. En lignende på samme måde bestemt
feiltagelse findes i en verselære, som blev trykt
hos Erhard Ratdolt. Der er i det romerske
årstal udeladt et X. Bogen stammer fra året
1478 og ikke, som der er trykt, fra 1468.
2. For at bestemme det tidspunkt, ved hvilket
udaterede håndskrifter blev skrevne. Da kun
en forsvindende liden del af håndskrifter er
forsynede med angivelse af sin oprindelse, men
den største del udateret, så er et studium af
vandmærkerne i dette tilfælde af særdeles
vigtighed. Zoughi anfører som et exempel fra den
nyere tid, at et håndskrift i biblioteket i Parma
i lang tid gik for at være fra det 16de
århundrede. Men et opmærksomt studium af
vandmærkerne viste at det var skrevet omtrent ved
år 1380.
3. For at bestemme datum og oprindelse af
udaterede trykte værker. De fleste bøger fra
bogtrykkerkunstens begyndelse mangler
angivelse af sin oprindelse og tilstedeværelsen af
vandmærke byder et væsentligt holdepunkt til
at bestemme denne.
Ved iagttagelse af vandmærker kom i 1807
baron Vernazza til det resultat, at en udateret
Boetius blev trykt i Piemont 1470. Claudin
sluttede i sine studier over Johan Neumeister
ved sammenligning af vandmærker, at denne
berømte bogtrykker havde arbeidet i Alby i
i Languedoc.
Af vandmærker at drage slutninger om en
bogs trykningssted synes dog ofte ret vovet.
Også i det 15de og 16de århundrede blev papir
ofte sendt vidt omkring, og kun i sjeldne
tilfælde fandtes trykkerier og papirmøller på samme
sted. Johann Neumeister har sandsynligvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
