Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 7.
TEKNISK UGEBLAD.
eller fra sønnens, Magnus Håkonssøns - quod erat
demon-strandum l
«Der vides heller ikke overhovedet noget til hinder for,
at de nævnte former kunne have været oprindelige eller
hidrøre fra bygningens istandsættelse efter branden i 1266 > -
tilføier hr. Nicolaysen beroligende for dem, der muligvis ikke
fuldstændigt måtte føie sig overbevist af hans skarpsindige
logik, i samme opsats og umiddelbart efter at have citeret
Turners ovennævnte redegjørelse. En halv side nedenfor, da
vides der intet.
Bemærkningerne indeholder mere af samme slående
beviskraft, men det anførte turde være fyldestgjørende.
På dette og intet andet grundlag, og under henvisning
til det, er det, at de trende herrer i forening i sin erklæring
udtaler følgende:
«Endelig skal vi med hensyn til arkitektens udsættelse,
hvorved gaylernes trappeform erklæres uberettigede, indskrænke
os til at bemærke følgende: sålænge der haves en tegning
fra ca. 1580, som viser bygningen med disse former, sålænge
det endvidere må antages (s. årsberetn. f. 1885, side 163, fra
foreningen til n. fortidsmindesm. bevar.), at denne tegning
er korrekt, og der heller ikke er mindste sandsynlighed for,
at bygningen ei har seet således ud allerede i middelalderen,
så vilde det være historisk urigtigt at give gavlerne rette
sider rned udeladelse af trapperne».
Den ærede læser vil allerede være sat tilstrækkelig istand
til at vurdere denne udtalelses lødighed, samt til at afgjøre
hvad der er Ahistorisk urigtigt» i denne forbindelse.
Vi skal imidlertid se noget nærmere på hvad bygningen
selv beretter om brandspørgsmålet.
Ikke rettere end det kan forståes af brandgodset og dets
tilstand, således som det findes beskrevet i hr. Blix’s rapport,
fortæller dette brandgods ikke om én, men om tvende brande:
én der indtraf medens bygningen var tækket med en legering
af kobber og tin, altså bronze, og én der indtraf da
bygningen var tækket med ujævnt store og ujævnt tykke heller af
glimmerskifer og lerskifer, hvilket skifertags møne var
indklædt med bly.
Hr. Blix meddeler ikke udtrykkeligt at de forefundne
»større masser» af dels nedsmeltet dels usmeltet metal har
været tækningsmetal, altså plademetal, men jeg går ud fra
at dette er så. Hr. Blix vil vistnok være af den godhed at
korrigere mig, hvis denne antagelse bevisligt skulde befindes at være
urigtig. Som beretningen foreligger kan man ikke vel gå ud
fra anden forudsætning.
Er det så, da har det sin interesse at undersøge hvilken
af disse brande indtraf sidst.
Kobber giver et meget kostbarere og finere tag end
uregelmæssige skiferheller, og fra Håkon Håkonssøns og
Magnus Håkonssøns tid og fremover var vore forhold ikke
opadgående; ikke i nogen henseende. Det skulde således alene
af denne årsag synes rimeligt at metaltaget var det ældere.
Men hertil kommer, at der er ting som taler for, at
tækning med skifer, i modsætning til store tykke heller af andre
stenarter, der nu bruges og vel fra gammel tid har været
brugt på vestlandet til ringere bygninger, først sent kom i
brug her i landet, ialfald i de ydre bygder og i vort
offentlige bygningsvæsen, om denne tækningsmåde end er påvist
at have været anvendt såvel i Frankrige som i England
mindst så langt tilbage som i elevte og tolvte årh., ja endog
af Romerne i Britannien.
Vi har nemmelig ingen rigelig tilgang på tagskifer her
i landet, og den skifer vi har, ligger overveiende i
fjeldbygderne. Hr. prof. Vogt meddeler herom i sin bog «Norges
nyttige mineraler og bergarter» side 107:
«Tagskiferbrud findes hos os i Sel og Froen i
Gudbrandsdalen, i Tønset, Store Elvedalen og ved Røros, i Hemsedal
.og Ål i Hallingdal, i østre Slidre i Valders, desuden på flere
steder i det Throndhjemske, navnlig i Værdalen og i
Finmarken».
Man kan derhos ingenlunde forudsætte at alle disse
forekomster var kjendt i middelalderen.
Men der er et direkte vidnesbyrd, der gjælder ialfald
for Bergens vedkommende, og som hr. Nicolaysen for længere
tid siden selv har fremdraget og omtaler i <iFamlevninger« s. 417.
Der forefindes et brev fra biskop Arne i Bergen,
angiveligt af 1308, og som er stilet til hans broder Audfinn, der
dengang opholdt sig i udlandet, som det formodes i Paris
eller Orléans, på vei til kurien i Poitiers.
Biskop Arne var dengang ifærd med reparations- og
byggearbeider ved sin biskopkirke, den store Kristkirke i
Bergen, eller agtede at iværksætte dem. Og så anmoder han
i brevet Audfinn bl. a. om i denne anledning at få opspurgt en
ung mand, der forstår sig på at bryde skifer i fjeldet og
tække med den. Han ønskede gjerne at den samme mand
også skulde forstå sig på andre ting, som glasmaleri og
glas-mesterhåndtering. Han vil dog gjerne vide først hvad
manden forlanger i betaling. Som man ser, var den gode biskop
ganske fordringsfuld, hvilket heller ikke er ukjendt i vore
dage, hvor det gjælder teknisk kyndighed som man ikke er
fortrolig med. Skiferbryder og glasmaler i samme person,
det er meget forlangt. Men den væsentligste mission
Audfinn får i brevet er at skaffe penge til byggearbeider Kassen
synes ikke at have været særdeles velfyldt. Han skal nemlig
udvirke hos Paven, at endel af biskopdømmets kirketiende
hertil kan anvendes.
Dette var først i fjortende århundrede, og biskopen søgte
vel ikke efter en kyndig mand i udlandet, hvis betræffende
arbeidsmåde var kjendt og i brug hjemme.
Ukjendtskabet til skifer og dens behandlingsmåde for
tækning synes yderligere at fremgå af biskopens udtryksmåde.
Han kalder den «petras tenues^, hvilket blot betyder tynd
sten. Den middelalderlige geistlighed reiste meget, og
biskopen har naturligvis i udlandet seet skifertage, i England og
Frankrige, der var nok af dem. Da han så skal bygge eller
er ifærd dermed, og ikke har alt for mange penge, skriver
han til sin broder, der er i udlandet, og beder at han derfra
vil skaffe ham en mand, der forstår at bryde slig tynd sten i
fjeldet og tække med den.
Den vanlige latinske betegnelse for skifer er, såvidt jeg
har kunnet finde, ikke petras tenues men lapis sectilis, hvilket
vel nærmest er at oversætte med kløvet sten, eller både kløvet
og hugget sten, som jo også er et mere adæqvat udtryk
for skifer.
Når der altså på denne måde sker henvendelse til
udlandet fra biskop Arne, i anledning af byggearbeidet ved
Krist-kirken, der lå lige ved siden af Håkonshallen, først i
fjortende århundrede, for at få opspurgt en mand, der kan bryde
og tække med tynd sten, og man så, som det af hr. Blix’s
rapport fremgår, finder at Håkonshallen engang har havt et
skifertag, hvis rester er levnede til vore dage, men som er
brændt, da tror jeg man, indtil et bestemt bevis for det
modsatte måtte findes, er berettiget til den antagelse, at dette
tag hidrører fra en tid, der ialfald ikke ligger forud
for det første decennium af fjortende århundrede, og at den
brand, der ødelagde dette tag altså selvfølgeligt må være
indtruffet endnu senere.
Sammenholdes nu dette med hvad ovenfor er oplyst om
hallens nuværende portal m. m. der, uden at udførelsestiden
nøie kan bestemmes, dog må forudsættes at hidrøre fra senere
middelalderlig tid, så vil der vistnok erkj endes, at være
rigelig plads og anledning også efter ca. 1266 både for brand
og for restaurations- og byggevirksomhed ved hallen, fra
hvilke de gavler eller deres afdækning kan hidrøre, der
fremstilles på kobberstikket af ca. 1580, forudsat denne
fremstilling1 virkelig er mere pålidelig i dette punkt end i andre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
