Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5O
TEKNISK UGEBLAD:
13de marts 189O
Tekniske nyheder.
Elektrisk centralstation for Kristiania. Som
komu-nalt dokument er trykt indberetning samt betænkning fra
direktør Bryn om elektrisk centralbelysning. Vi skal idag
blot anføre deraf følgende udtalelse.
Som den stærkeste grund, der taler for at kommunen
enten selv bør anlægge centralstation for elektrisk belysning
eller også give koncession til private, vil jeg fremholde
hensynet til, at der gives de lyskonsumenter, der ønsker det,
anledning til at erholde et belysningsmiddel, der specielt med
hensyn til hygieniske egenskaber og komfort står høit over
de tidligere kjendte belysningsmidler. Indførelsen af elektrisk
belysning fortjener utvivlsomt at betegnes som en hygienisk
foranstaltning af ikke lidet værd. Desuden vil forhindring
af anlæg af elektrisk centralbelysning kun medføre, at der
- nu da trangen til elektrisk belysning er begyndt at vækkes
også her i byen - dels for særskilte bygninger dels for hele
kvartaler anlægges private elektriske belysningsanlæg i ikke
liden udstrækning; herfor taler erfaringerne fra andre byer
meget tydelig. Som exempel herpå skal jeg nævne, at der i
Stockholm blev mig opgivet at brænde ca. 7000 glødelamper
fra private anlæg.
Imod at indføre eller tillade indført elektrisk
central-belysning vil der muligens kunne blive indvendt, at
gasværkets indtægter derved skulde blive forringede i for høi grad.
Hertil vil jeg dog gjøre opmærksom på den sågodtsom
und-tagelsesfrie erfaring fra tyske byer, at gasforbruget i de to
å tre første år efter indførelsen af elektrisk lys ikke er aftaget
- ja at det endog flere steder er vedblevet at stige med
samme progression som tidligere. Årsagen til dette forhold
ligger deri, at indførelsen af elektrisk belysning i en del
lokaler nødvendiggjør anskaffelsen af stærkere gasbelysning
i de lokaler, der fremdeles vedbliver med at benytte gas.
Hvorvidt derimod gaskonsumtionens stigning fremdeles kan
påregnes i en længere årrække fremover, er det vanskeligere
at have nogen mening om. Imidlertid fremgår det tydelig
af de i foregående kapitler meddelte forklaringer om de
økonomiske betingelser for elektrisk centralbelysning, at der med
de til dato udtænkte systemer ikke er muligt at levere
elektrisk belysning fra centralstationer i de allerstørste dele af
byen; når hertil kommer, at der også i de dele af byen, hvor
der kan erholdes elektrisk lys fra et c. en tral anlæg, til enhver
tid vil blive en del, der vil vedblive at benytte den billigere
gas, og desuden gasens overordentlige bekvemme anvendelse
til kognings- og andre Øiemed vil medføre et stadig udvidet
konsum hertil, så er det under alle omstændigheder klart, at
sådan tale, som undertiden høres, at gasværkernes dage skulde
være talte efter indførelsen af elektrisk belysning, er
fuldstændig falsk, at det tvertimod heller må siges at være
sandsynligt, at gaskonsumtionen ikke vil blive noget indskrænket
efter det elektriske lys’s indførelse.
Når jeg finder at burde foreslå, at kommunen selv
overtager at anlægge og drive for egen regning et eventuelt
elektrisk belysningsanlæg, så er dette begrundet deri, at
kommunen allerede på forhånd er eier af det eneste
herværende gasværk. Nærmere at fremhæve de mange grunde,
som af dette hensyn taler for en sådan ordning, finder jeg
her unødvendigt.__________
Bog- og bladnyt.
Vore næringsveie og midler til deres fremme, af A.
Bødtker, generalkonsul i Leith.
Bogen, der kun er trykt i et par hundrede exemplarer,
fremtræder nærmest som et sammendrag af tidligere rapporter
til Indredepartementet. Vi skal idag indskrænke os til at levere
et kort sammendrag af udtalelserne i indledningen, idet vi
senere skal komme nærmere tilbage til det interessante hefte.
Udover hele Europa foregår der i vore dage et anstrængt
og vedholdende arbeide til næringernes udvikling. Man se
f. ex. hen til Tyskland og hvad der udrettes. Fra en ufarlig
producent af de simplere industriprodukter er det blevet
Frankriges og Stor-Britanniens farligste konkurrent på de fleste
industrielle gebeter, og dets magt i så henseende øges med
hver dag. Stor-Britannien har langtfra slået sig til ro med
den overlegne stilling, som det så længe har indtaget på det
økonomiske område; det har begyndt at føie den stigende
konkurrance fra Tysklands side, 02 det er gået op for
nationen, at den trods sit jern og kul står i fare for at ligge under
i konkurrancen, hvis ikke den videnskabelig tekniske dannelse
bliver mere udbredt blandt de næringsdrivende. Dette
spørgsmål er et af de mest brændende for tiden i Stor-Britannien,
og der er ingen tvivl om, at man snart vil se betydelige
reformer på dette punkt.
Det må vel være af fremtrædende betydning at under-
søge, om også vor nation gjør sit for at sikre vor fremtid,
om virkelig de anstrængelser gjøres på det økonomiske gebet,
som man i forhold til vore naturbetingelser i det hele er
berettiget til at vente sig. Vore økonomiske interesser har
lige siden århundredets begyndelse spillet en forholdsvis liden
rolle i vort offentlige liv, idet vor udvikling ikke kan siges
at have været fri for en vis ensidighed. Der har været ofret
meget arbeide på oplysningens fremme; men det har gået
i en uproduktiv retning, idet fortrinsvis de videnskaber blev
dyrkede, som fordredes for at komme ind i statens tjeneste,
medens de videnskaber, som står i forbindelse med næringerne,
de anvendte naturvidenskaber, forsømtes. Nationen har ikke
fået syn for videnskabens enorme betydning for landets
økonomiske udvikling; den har vænnet sig til at anse alt
produktivt arbeide som væsentlig manuelt, der ikke gjorde krav på
nogen videnskabelig uddannelse. Som følge heraf har der
manglet den nødvendige Samvirken mellem de forskjellige
samfundsklasser, som er nødvendig for en alsidig fremgang.
Vor materielle kultur kom ei til at gå hånd i hånd med den
åndelige. Så længe en sådan tænkemåde er den herskende
hos en nation, kan lidet udrettes for næringernes opkomst.
Ulykken er, at den ånd, som engang var kommen ind i
nationen, har vedblevet at gjøre sig gjældende under hele den
påfølgende tid, og man vilde blive skuffet, om man ventede
sig, at den med det første skulde afløses af en ny tid, hvori
nationen vågnede til erkjendelse af sine hovedopgaver,
benyttelsen og udviklingen af landets hjælpekilder. Den
teoretiserende og uproduktive retning, man engang var kommen
ind på, har virket lammende på nationens foretagsomhed på
det økonomiske felt.
Hånd i hånd med en dels pessimistisk, dels uklar
opfatning af vore resourcer og deres rette udnyttelse er der tillige
gået en teori, som engang nød stor anseelse i Europa, og som
i store, udviklede forhold måske kunde have nogen berettigelse,
nemlig teorien: laissez faire, laissez aller, at staten skal lade
næringerne skjøtte sig selv, idet privatinteressen er den bedse
drivfjær på det økonomiske felt. Dermed var alle ængstelser
for, at man havde gjort for lidet, overvundne, når
uvirksomhed just skulde være den bedste økonomiske politik.
Denne teori har uden tvivl været vort land til megen
skade. At den private hos os, hvor befolkningen er så spredt,
kapitalen, kundskaben og interessen på næringernes felt så
ringe, i mindre grad end i de fleste andre lande er istand
til at gjøre noget fremskridt af betydning på egen hånd, at
følgelig det offentlige mere hos os end noget andet sted måtte
blive hovedmotoren og tage initiativet, hvor store
vanskeligheder skulde overvindes, det havde man måske indseet, om
ikke laissez-faire-teorien havde lukket folks øine derfor.
Blandt de få punkter, hvor imidlertid staten hos os har
skredet ind for at fremme den økonomiske udvikling, må
fremhæves jernbanevæsenet. Man feiler storligen, om man
tror, at anlæg af jernbaner og veie i sig selv er nok hos os, som
i det af naturen rige Amerika, til at fremkalde opdyrkning
og virksomhed i de distrikter, som de gjennemskjærerr På
enkelte kanter af landet tjener de vel nærmest til at fremme
skovens ruin. Så uundværlig end udviklingen af vort
jernveis-net er for vor økonomiske fremtid, ligeså vigtigt er det dog,
at næringernes opkomst også direkte fremmes, så jernbaner
kan få noget at føre.
Vore økonomiske tilstande frembyder også flere
fænomener, som, om der ei gribes til kraftige modforanstaltninger,
spår lidet godt for fremtiden. Man behøver blot at nævne
emigrationen. Hvor megen dygtighed derved er bleven
nationen berøvet, kan man bedst bedømme af det ry for
hæderlighed og arbeidsomhed, som vore emigranter i modsætning
til enkelte andre landes nyder i Amerika.
Foruden emigrationen kan man også nævne vore skoves
bestandige formindskning. Også dette har været en
nødvendig faktor i nationens økonomiske balance. Med vore
nuværende ressourcer har vi behøvet både udvandringen og
skovenes udhugst, altså såvel formindskning af landets arbeidskraft
som tilintetgjørelse af nationalformuen, for at få balancen
istand.
Men det er klart, at en sådan tingenes tilstand peger i
en Skjæbnes vanger retning, hvis der ikke tages fat på en ny
måde, samtidig som det må fremhæves, at vanskelighederne
derved er større, end selv de har indseet, som dog1 har havt
åbent øie for nødvendigheden af en forandring.
Såvidt jeg indser, er rnan ikke hjulpen med en og anden
nyttig reform; men der må ske en total forandring i nationens
tænkesæt og interesser. Der kræves, at nationen gjør det
økonomiske spørgsmål til sit første, samler sig om denne sag
og vier den hele sit arbeide, at den ikke længere som hidtil
for at undgå at tage værket op skyder skylden på vore
næringers slette tilstand på dårlige naturforhold, ugunstige tider,
kort sagt, alt andet end på vor egen mangel på interesse og
indsigt i disse ting.
Kristiania. Det Steenske Bogtrykkeri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
