Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 25.
TEKNISK UGEBLAD.
synd ved at træde ind i kunstens helligdom, og jeg
er ikke i den stilling at kunne støtte en dom mod
dem i estetisk retning. Såvidt jeg ved, svinger de
sig aldrig så høit, at de kan komme til at begå
kunstneriske forbrydelser. Isåhenseende kjender vi
bedst selv «hvor skoen trykker os» sagde min før
omtalte kritiske ven nylig. Han var meget streng
i dette punkt. Da jeg spurgte ham: «Hvorledes
vilde Du bære dig ad med sådanne, som kun
besidder en tvivlsom teknisk uddannelse og
videnskabelig kundskab, og hvis pligt det er at lede
bygherrerne ?» svarede han: «Der er ingen nytte i at
prøve på at opdrage dem, der er for dovne og ingen
lyst har til at tilegne sig den nødvendige kundskab,
de vil fortsætte som de er begyndt, de bliver
hjulpet igjennem ved bygmesterens praktiske sands; Du
ligesåvel som jeg må vide, at den største del ikke
kan udføre en detailtegning, som viser en
bygningsdels konstruktion og med hensyn til videnskabelig
talent er det en ukjendt ting for de fleste.
Desuden stoler bygmesteren jo på sine formænd og en
stor rolle ved opførelsen af en bygning spiller også
polereren, der dog igjen atter på sin side ofte stoler
på den dygtige arbeidsmand». Dersom dette kan
være sandt viser det sig i ethvert exempel, at
hovedet og halen har byttet plads og vi har herved
en illustration til ordsproget, «at den sidste ofte
bliver den første og den første ofte den sidste» i
samfundet.
Jeg har her anført synsmåden hos en streng
opponent mod den akt, som nu er forelagt parlamentet
om en høiskole i en modificeret form, en sag, der
øiensynlig fortjener arkitekternes vedvarende
bestræbelser for at gjennemføres. Jeg tror, at
arkitektens fagstilling derigjennem skal kunne hæves, at
såvel denne som staten derved er bedst tjent,
og jeg tror, dersom mit forslag vinder bifald, at de
bestræbelser, foreningen må foretage, vil blive mødt
med skyldig og høflig hensynsfuldhed hos demænd,
som for nærværende har et andet syn på sagen,
men hvis erfaring vil være af stor betydning for
ordningen af formålet i sine detaljer.
Jeg håber, at de medlemmer af vor stand,
der ikke endnu har udtalt sig om
høiskole-sagen, vil kunne slutte sig til de l 300, der
allerede har udtalt sig til gunst for samme, og at alle
må kunne enes om forslaget i dets detailer. Det
er let tilgjængeligt såvel gjennem arbeiderne som
igjennem offentlige dokumenter i form af lovforslag.
Det kunde måske være ønskeligt at lade trykke,
hvad der senere er skrevet om denne sag og sende
sådanne aftryk til alle interesserede.
Det nu for parlamentet fremlagte forslag kan
sammenstilles således:
Der oprettes et råd (direktoriat) som skal
kaldes: Generalrådet for uddannelse og indregistrering
af arkitekter i Storbritanien («the General counsil
for architectural Education and Registration in the
United Kingdom») og særegne underafdelinger heraf
oprettes for England, Skotland og Irland.
Lovforslaget er udfærdiget i lighed med talrige
lignende akter, der har passeret parlamentet og det
er helt igjennem grundet på principer, som
parlamentet har betegnet og kundgjort at være kloge
og rigtige. Det er kun nødvendigt at referere til
«the medical Act» af 1858 som et exempel, der
handler om præcis lignende tilstande som de det
arkitektoniske lovforslag er bestemt til at afhjælpe
og som i mangt og meget ligner dette.
Sagen, således som den er behandlet i
lovforslaget, tilsteder en rolig diskussion, og jeg tror, at
den videre behandling deraf vil kunne lade alle
personligheder ud af betragtning.
Den første virkning af registrationsforslaget
vil, dersom dette går igjennem, være at sætte en
stopper for enhver videre tilvæxt af de udygtige
arkitekters antal, men det vil selvfølgelig respektere
enhver praktiserende arkitekts indehavende
rettigheder. Dette er kun simpel retfærdighed og
parlamentet vil ikke samtykke i at udelukke en sådan
indrømmelse i lovforslaget, en indrømmelse, der må
betegnes som et princip ved alle lignende
anordninger; det hårdnakkede forsøg på at udelukke en
lignende indrømmelse fra «the medical Act» var
hovedårsagen til dennes udsættelse gang på gang i
hele 30 Aar. Dette princip, der er grundet på
parlamentarisk praxis, har visselig mødt modstand,
idet den forudsætter at give udygtige personer
adgang til fremdeles at sprede det ukrudt, der blev
sået, medens retvished og klogskab sov og viste
efterladenhed og ligegyldighed. Disse modstandere
vil rydde ukrudtet op med rod, men ved neppe
selv at skille klinten fra hveden. Et gammelt råd
siger os derimod «lad begge voxe op sammen indtil
høstens time kommer. Ved klogskab og
tålmodighed vil ukrudtet kunne skilles og forsvinde
ligeoverfor det gode der vil seire. Og jeg tager
visselig heller ikke feil, når jeg udtaler den tro, at den
offentlige smag tiltager i retning af at påskjønne
og bifalde det smukke i arkitekturen, der kommer
frem i vore bygningers konstruktion og indre
bekvemme anordning. I kunstnerisk henseende er
formerne og den fuldendte konstruktion meget
analog med forholdene i musiken mellem dennes
skalaer og den fuldendte komposition. Temaerne er
endeløse og behandlingsmåden kjender ingen grænse
uden den, der ligger i komponistens individualitet
hans større eller mindre geni. Jeg tør imidlertid
ikke lade mig friste til her nærmere atter at
berøre arkitektens herlige kald. Jeg er jo for
Øieblikket optaget med at diskutere langt mindre
behagelige ting. Det vanskelige i mine betragtninger
angår igrunden nærmest de udygtige mænd, som
trænger sig ind på os, skader vor virksomhed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
