Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 31.
TEKNISK UGEBLAD.
143
på Hardangervidden. Terrænet vexler her kun
mellem nøgent eller med snefonner dækket fjeld,
isbelagte eller tildels åbne vande, en absolut død
natur uden spor af vegetation eller af dyr i luften
eller i vandene. Tåge, regn, sne og storme er det,
der karakteriserer tilværelsen i dette støg, hvis
naboskab er de evige snemarker på de
omkringliggende høie fjelde.
? På siderne heraf, udenfor disse snefjelde i nord,
øst og syd, begynder atter vegetationen, ligesom
nedbøren aftager. På Lærdal, Stumdal og Garen
sees således nedbøren at andrage til 500 å 665 eller
i middel 574 mm. og afgiver således bevis for, at
de vestenfjeldske dalfører, der ligger ude af den
rådende nedbørsretning i henseende såvel til samlet
nedbørsmængde som til snefald i ingen henseende
skiller sig fra østlandets tilsvarende dalføre.
«Da man ikke har nogen nedbørsobservationer
over det egentlige foran nævnte høifjeld over
Norddalen, Austdalen, Memorge (Taugevand) og Såta,
kan man selvfølgelig ikke heller med bestemthed
udtale sig om det årlige snefalds mægtighed i dette
strøg og er således henvist til at søge samme ad
beregningens vei.
«Ved Espeland, beliggende op for Ulvik, har
nedbøren i femårsperioden andraget til l 679 mm.
årlig, og deraf 341 mm. som sne i løbet af 3
måneder. 6 måneder har været aldeles snefri. Stedet
er beliggende 345 rn. over havet og drives der
jordbrug i et forholdsvis mildt klima.
«Det nævnte strøg, hvorom det handles at
bestemme sneforholdene, ligger i høider stigende fra
900 til l 400 m. og hvor erfaringsvis neppe nogen
af årets måneder er fri for et kortere snefald.
Angående dette strøg har snemålingsmændene ifølge
ingeniør S. Sørensens snemålingsrapport af 25de
juli 1889 udtalt, at det tidsrum, hvori arbeide
antagelig kan foregå i dette strøg, neppe kan sættes
til mere end 3 måneder i året. Og i disse 3
måneder vil man efter andre erfaringer fra reiser i
høifjeldet vistnok få enkelte skoftedage på grund af
tåge, regn, sne og storm. Det tør derfor antages,
at der i mindst 8 måneder falder udelukkende sne.
Nu er det vistnok så, at nedbøren ikke falder jevnt
året rundt; men da der på den anden side
erfaringsvis falder mere nedbør i de høiere end de lavere
strøg, må man kunne antage, at snefaldet over
Austdalen og Memorge mindst vil andrage til 2/3
af nedbøren ved Espeland, eller omsat i nysne
omkring 12 m. Da dette andrager til 6 gange så
meget som østlandets gjennemsnitlige snefald, synes
resultatet véd første øiekast noget overdrevent,
hvorfor hidsættes en nærmere begrundelse.
«Efter snemålingsrapporten for marts 1889 sees
således, at den midlere tykkelse af den
sammen-pakkede sne var, over:
Memorge 2,43 m. med 30 steder uden bund af
201 mål.
Austdalen 2,49 m. med 11 steder uden bund af
111 mål.
Norddalen 2,79 m. med 3 steder uden bund af
28 mål.
Herbergryggen 2,50 m. med 39 steder uden bund af
126 mål.
«Da antallet af de steder, hvor bund ikke blev
nået med 3,1 og 4,5 m.s stang, var ca. 18 pct. af
samtlige mål, ansættes den midlere snedybde til ca.
3,0 m., forudsætter dette en sammenpakning af det
4-dobbelte mod nysne. Dette stemmer nokså bra
med foretagne Veininger af sne, der har givet
sådant resultat:
Nysne pr. ma. . . . . fra 75 til 85 kg.
Drivfonner, nyere . . . « 185 « 195 kg.
Do. ældre . . . « 340 « 437 kg.»
Forholdet synes herefter at være dette, at hvor
den store vestenfjeldske nedbør kan nå frem oppe
i fjeldet, falder den for den væsentligste del af året
som sne, der for store strækningers vedkommende
ikke smelter helt af. Grænsen for disse klimatiske
forhold synes betegnet af de store høitliggende
is-masser: Folgefonden, Hallingjøklen og
Halling-skarven, samt Oseskavlen og Vosseskavlen, medens
de dele af fjeldet, der ligger øst og nordøst for
disse bræer, er undergivet østlandets nedbørsforhold
og ligger i ly for den svære vestenfjeldske
snenedbør i høifjeldet.
Herved bliver den væsentlige forskjel klar,
som snemålingerne konstaterer mellem de tvende
nordre og de tvende søndre hovedlinieretninger, og
som med hensyn til sneforholdene, man kan her
oppe næsten tilføie og isforholdene - thi sne som
ikke smelter bliver tilslut is, og fonner og
overliggende snemasser sees mange steder ved høisommer
at være antruffet på Taugevands- og Ulvikslinien*)
- så afgjort sees at tale til fordel for de tvende
førstnævnte linieretninger.
For opklaring af sne- og Veirforholdene ved
Numedalsliniens fjeldovergang og Ustadalføret, hvor
fuldstændige målinger og observationer endnu ikke
besiddes, sees forfatteren at have havt den geniale idé
at indrangere vore sportsmænd som hjælpekorps for
jernbaneundersøgelsen, uden deres vidende og uden at
de har oppebåret hverken skyds eller diæt, idet han
som bilag indtager endel skiløberes beretning i
dag-bladspressen om forsøg på at krydse disse vidder
afvigte januar.
I tilslutning til alle disse undersøgelser og
oplysninger redegjør forfatteren for de forholdsregler
man i andre lande, specielt Amerika, har truffet til
beskyttelse af jernbanelinier mod svær sne i
høifjeldet, hvorpå han støtter generelle beregninger
*) Se specielt anhanget s. 14 o. fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
