Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
TEKNISK UGEBLAD
31te juli 189O
Det fremgår af den detaljerede beskrivelse og
ledsagende profiler, at samtlige overgange, som
rimeligt kan være, hvor man som her, særligt på
vestsiden, med en forholdsvis kort linie skal tracere op
fra havet til høider fra 960-1 410 m., er tunge,
med stærke stigninger og store optræk, der dog,
generelt taget sees at samle sig voldsomst på de
søndre, høiest liggende hovedretninger.
1. Lærdalslinien. Største høide 960 m. Længde
323 km.
2. Aurlandslinien om Sognefjord. Største
høide 1150 m. Længde 305,4 km.
3. Aurlandslinien om Gravehalsen. Største
høide 1150 m. Længde 320 km.
4. Taugevandslinien. Største høide 1300 m.
Længde 246,7 km.
5. Ulvikslinien. Største høide l 300 m. Længde
235 km.
6. Eid f j ordlinien. Største høide 1260 m.
Længde 250,3 km.
7. Numedalslinien. Største høide 1202 m.
Længde, til Kongsberg, 351,5 km.
8. Såtalinien. Største høide 1410 m. Længde
240,8 km.
9. Kvanjollinien. Største høide 1300 m.
Længde 251,7 km.
Af denne sammenstilling fremgår, hvad de
vedliggende specifikationer yderligere oplyser, at de
kortere linier også er de besværligere, de der må
høiest op i fjeldet.
Foruden traceen er der imidlertid en meget
væsentligt faktor, som tæller med i høifjeldet,
sneforholdene tilfjelds, hvilke derfor også sees at
have været gjort til gjenstand for en indgående
undersøgelse.
Det oplyses at opmærksomheden har været rettet
på dette anliggende siden 1872, men det er først
siden 1884 at specielle målinger og observationer
har været gjennemført, og da særligt siden 1887,
Resultaterne er fremstillet i detalj ved indtagelse
af snemålernes originalrapporter.
Undersøgelseschefen sammenfatter disse
resultater og observationer i en overmåde oplysende
oversigt, som vi tror at burde gjengive i dens
helhed:
«Angående resultaterne af disse undersøgelser og
observationer kan anføres, at de ere i god
overensstemmelse med det meteorologiske instituts
erfaringer, idet de viser den principielle forskjel såvel
mellem størrelsen som navnlig den vindretning,
under hvilken nedbør falder på østlandet og på
vestkysten. Og sammenholder man resultaterne af
snemålingerne med nedbørsobservationerne, får man
indtrykket af, at der gives en temmelig bestemt
grænse mellem disse tvende arter nedbør, udover
hvilken den ene ikke virker til at forøge den anden.
«På østlandet (indlandet) hvor nedbøren falder
ved østlige og sydlige vinde, viser der sig ingen
nævneværdig forskjel i dens mængde, når undtages
i de høiereliggende partier, navnlig omkring
Kristiania. For østlandet i middeltal viser den sig at
andrage til ca. 520 mm., hvoraf omtrent */3 eller
167 mm. falder som sne. Mindst er den over Eøros,
Tønset og Dovre, men selv på disse steder går
snenedbøren på grund af den høiere beliggenhed op
til omkring 160 mm.
«På Sveingård i Holsdalføret og Fjeldberg ved
Ustavandet har den midlere årlige nedbør været
511 mm., hvoraf ca. 177 er faldt som sne. Når
bortsees fra snenedbøren ved Sveingård, hvorfra
der blot haves et års observationer, må det antages,
at såvel Usta- som Holsdalføret er undergivet samme
vilkår som østlandet forøvrigt med hensyn til
veir-lig og nedbør.
«Snemålingerne viser også, at Holsdalføret i ingen
henseende er mere belemret med sne end østlandet
forøvrigt; når Ustadalføret viser et herfra afvigende
og ugunstigere resultat, kan dette neppe tilskrives
den stedlige nedbør, men må nærmest antages at
komme fra drivsne, der føres derhen af sydvestlige
vinde. For disse ligger som bekjendt Ustadalføret
åbent, medens Holsdalsføret i denne heneeende er
beskyttet af Hallingskarven, udover hvilken ingen
vinde formår at føre drivsne over på dalførets
østside.
«Den midlere snemængde over østlandet kan
således ansættes til ca. 2,0 m. målt som nysne, idet
dennes vægt omtrent andrager til V12 af vand. Da
den tid efter anden komprimeres eller
fordunster, synker den sammen henimod våren, således at
den i de lavere strøg går ned til omkring 0,3 å 0,5
m., medens den i de høiere liggende og tørrere
ind-landsstrøg fremdeles holder sig i henved 0,5 å l
m.s tykkelse.
«På vestlandet, navnlig vestkysten, falder
nedbøren ved sydlige og tildels sydvestlige vinde, og
på grund af de klimatiske forhold væsentligt som
regn. Den er størst for Bergen og Florø, hvor
den andrager til ca. 2000 mm. eller 4 gange så
meget som på østlandet. I middel for vestkysten
er den 1723 mm. Den aftager østover, navnlig
langs de fjorde, der afviger fra nedbørens
vindretning. Langs Hardangerfjorden, der i det
væsentlige følger nedbørens vindretning, mærkes
imidlertid ingen synderlig aftagen i mængde østover, idet
den ved Espeland fremdeles er l 679 mm., medens
den i de mod nedbørsvindene af høie fjelde mere
beskyttede sidedale er mindre, således ved Kleivene
i Raundalen l 201 og ved Ullensvang l 362 mm.
Og forfølger man på kartet den af Hardangerfjorden
givne retning videre mod nordost over
Herbergryggen, Norddalen og Austdalen over Memorge og
Såta til Gjeiteryggen, føres man ind over et
ørkenlandskab så goldt, at sidestykke dertil ikke findes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
