Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 12.
TEKNISK UGEBLAD.
49
Indhold: Landets ingeniørstands udvikling og stilling i den
offentlige tjeneste. - Hammerfest «kirke-konkurrance». - Sveisjem eller flus-
jern? - Foreningsefterretninger. - Tekniske nyheder:
Selvregulerende persienne. - Fagskole for udskiftningsmænd og landmålere. -
Landets ingeniørstands udvikling og stilling i den offentlige tjeneste.
|et lader sig desværre ikke benægte, at vort
lands tekniske liv ikke står på den høide, som
ønskeligt kunde være, og det har så ofte været
påpeget, hvorledes landets udvikling og velstand
har lidt under dette forhold, at det her ikke
nærmere skal berøres, uden forsåvidt, som det påny må
fremholdes, at manglerne i denne henseende gjør
det vanskeligt for os at konkurrere med andre
selvstændige nationer, ikke alene i materiel, men
også i intellektuel henseende.
Det er muligt, og jeg tror næsten med
bestemthed at turde påstå, at landets ingeniørstand selv
kan bebreides nogen skyld, idet den måske har
manglet det ønskelige samhold og tildels også
initiativ, som det er absolut nødvendigt at være i
besiddelse af for at kunde drive en såvidt vigtig sag
frem til målet, især når man, som her, støder på
modstand fra et hold, hvorfra man sikkert havde
ventet en hjælpende hånd; imidlertid skal man ikke
frakjende den norske ingeniør- og arkitektforening den
ros, at den ved enkelte lejligheder på en både
værdig og heldig måde har fremholdt standens krav,
og når der ikke har kunnet arbeides med mere
held, må de væsentligste årsager utvivlsomt søges
udenfor ingeniørstanden, i statsstyreisens og den
bevilgende myndigheds mangel på evne til at kunne
se sagens store betydning med deraf følgende
mangel både på evne og vilje til at bringe de
nødvendige ofre for at få den bragt i høide med tidens
fordringer. I den Skjæbne, som den tekniske
høi-skolesag rammedes af ifjor, må man vel også se et
vink om, at et af de første og vigtigste
fundamenter for en forbedring endnu vil lade vente længe
på sig, thi en teknisk høiskole er og blir
grundvolden for landets tekniske stand.
Såmeget nødvendigere må det derfor fremstille
sig, at man ikke i andre henseender forsømmer,
hvad der kan tjene til at hæve den tekniske stand
i det hele taget og dermed også den industrielle
udvikling, og vi befinder os netop nu ligeover for et
felt, hvor der tilvisse i denne henseende kan
udrettes ikke så lidet. Jeg sigter her til den forestående
jernbanebygning og vil tillade mig, at udtale det
håb, at man ved ingeniørernes ansættelse og
løn-ningsvilkår gjør sit til, at der inden denne branche
etableres en etat, hvormed landet kan være tjent
og som det kan have ære af.
Jeg har gjennemgået statens jernbaneetats
lønningslister såvel for de i driften som for de i sidste
ved anlæggene ansatte, men må tilstå,
at det indtryk, man får af de nævnte lister
nærmest må være dette, at man for en så lav betaling
neppe kan være sikret at få gjennemgående dygtige
kræfter. Gagerne er nemlig i det hele taget låve,
forholdsvis lavest dog i de høieste og høiere
stillinger, hvor de på langt nær ikke står i
forhold til stillingernes ansvar og deres krav både på
teoretiske kundskaber, praktisk erfaring og
admini-strationsevne.
De høieste stillinger er og vil altid blive få,
og for en flerhed af de ingeniører, som går ind i
statens tjeneste, må det altså påregnes, at de ikke
kan række længere end til en sektionschefs eller
dermed sideordnet post. lethvert fald med alderstillæg
burde derfor, forekommer det mig, gagerne for disse
stillinger reguleres således, at de sikrede indehaverne
et nogenlunde sorgfrit udkomme selv forudsat, at
de stiftede familie. Noget Coelibat bør man vel ikke
forlange af vore ingeniører, og levemåden er heller
ikke altid billig under en så ambulerende livsstilling.
Hertil kommer endvidere det hensyn, at man oftere
får anvist bopæl, og det for længere tid, på steder,
hvor det kan være småt bevendt med civilisationens
goder, og det bliver under sådanne omstændigheder
dobbelt mistrøstigt, om der til de daglige savn også
skal slutte sig økonomiske bekymringer.
Fordringerne til en dygtig jernbaneingeniør er
ikke små. Arbeidet kræver en dybtgående teoretisk
kundskab, en lang praktisk erfaring og et godt
praktisk skjøn, egenskaber, som det ikke altid er
så let at finde forenede.
Vil ikke staten ved at tilbyde rimelige vilkår
sikre sig de bedre af vore ingeniørkræfter,
underligger det ingen tvivl, at man i økonomisk
henseende begår en skjæbnesvanger feil; en fuldt ud
dygtig ingeniør indsparer i regelen sin gage, selv
om den er meget høi, hvorimod den mindre habile
let sætter midler overstyr i en udstrækning, som
gjør gagens størrelse til et ganske forsvindende
spørgsmål. Br det en almindelig regel, at
det er en dårlig økonomi at lønne sine folk
slet, så gjælder dette tilvisse ikke mindst
på dette felt. Man må nemlig ikke være blind
for, at staten i denne henseende har en stærk og
farlig konkurrent i den private industrielle
virksomhed, som i almindelighed forstår at sikre sig
dygtige folk ved at betale dem godt, og da ingeniørens
kundskab er kosmopolitisk, står for ham den hele
verden åben.
Mange bånd kan vistnok binde en yngre mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
