Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
TEKNISK UGEBLAD.
7de mai 1891
der må kurme anbringes, hvor omstændighederne
kræver det. I en fabrik, som skal kunne forarbeide
aifaldet fra et slagtehus, hvori der slagtes omtr.
150 dyr, vil det være tilstrækkeligt at anvende en
dampkjedel med 45 kvadratmeters
ildpåvirknings-flade, som kan arbeide med en spænding af 4 atm.
Dertil vil der bruges mellem ca. 800-1 000 kilo
kul pr. dag.
Ben.
De ben, der bliver tilovers efter slagtningen i
slagtehusene, bliver for en del allerede på stedet
tagne fra kjødet. En anden del sælges med kjødet
til forbrugerne. Den fabrikant, der skal bruge
benene, vil derfor handle rigtigt i, foruden at opkjøbe
de ben, han direkte kommer i besiddelse af i
slagtehusene, tillige at erhverve sig de andre ben i
enkelte partier.
-Han må se til, at de ikke er gåede formeget
i forrådnelse, fordi de da indeholder kulsur
ammoniak, som indgår sæbeagtige forbindelser med fedtet.
Ved en regelmæssig drift ligger denne fare dog ikke
nær, når der 2 å 3 gange om ugen kan skaffes et
så stort parti ben tilstede, at forarbejdelsen kan
betale sig. Skulde benene være begyndt at gå i
forrådnelse, tilsættes der vandet, i hvilket de
udkoges, noget svovlsyre, hvorved amoniaken bindes
og de sæbeagtige forbindelser dekomponeres. Det
første arbeide består i at sortere benene.
Man skiller de fedtstoffattige ben fra de
fedtstofrige rørknogler, da kun en fedtextraktion af de
sidstnævnte betaler sig. Disse bliver altså kogte
ud, og derved indvindes, som senere beskrevet under
Å, fedt og limsuppe. Efter at benene således
fremtræder i renset og bleget tilstand, skiller man igjen
de større fra de mindre. De første sælges til
drei-ere, knap- og knivfabrikanter, som betaler de
høieste priser for en godt fremstillet vare. De mindre
ben samles derefter med de fedtstoffattige, der ikke
bliver kogte, og forarbeides til benmel (B) eller
til superfosfat (C), men de kogte ben kan også
stødes til benskrå, som sorterede i forskjellige
størrelser anvendes til fremstilling af det i
sukerfabri-kerne anvendte benkul og betales af fabrikanterne
af denne til sine tider meget søgte artikel høiere
end benmel. Til at bryde benene i småstykker
udfordres en dampmaskine og andre maskiner, man
gjør derfor bedst i at sælge de kogte ben til folk,
der fremstiller benskrå.
A.
Ved Udkogning af benene i syreholdigt vand,
er man i stand til at indvinde halvdelen af de
fedtstoffer de indeholder, og som snarere er til skade
end til gavn for deres gjødningsevne. Før
kogningen hugges de større ben itu på langs for at få
marven ud af dem. Denne smeltes med fedtet af
hove og klove, og deraf laves smøreolje, som gar i
handelen under benævnelsen klovfedt eller hovfedt.
Selve kogningen sker i en med sibund forsynet
kjedel eller i et trækar. Begge må være forsynede
med damptilstrømning. Fedtet smelter ved
opvarmningen, stiger op til vædskens overflade og kan
skummes af, når kogningen er færdig. Ved en
gjentagen omsmeltning i vand renses det. Benene
miste ved kogningen foruden fedtet en del af deres
lim og bliver derved noget fattigere på kvælstof.
Fedtet bliver altså skummet af, og limsuppen bliver
benyttet til Udkogning af flere ben. I dette Øiemed
sænker man knoklerne i en af båndjern dannet
kurv ned i kjedlen, løfter kurven op efter endt
Udkogning og lader den dryppe af, tømmer den, fylder
den med nyt materiale, sænker den igjen ned i den
endnu varme limsuppe osv., indtil denne er bleven
til en temmelig stærk koncentreret limopløsning.
Denne bliver da anvendt enten direkte som gjødning
eller som appretur i væverier eller efter en
yderligere afdampning til fremstilling af koncentreret
kvælstofholdigt gjødningsmiddel.
B.
De kogte ben blandes altså sammen med de
andre og underkastes en dampning. Hertil bruger
man en jerncylinder af stærk kjedelblik. Dens
høide er omtr. 1,30 m. og dens diameter 0,70 m.
Låget fastgjøres med skruer og tættes med en
gummiring. Låget har et mandhul, hvorigjennem
benene påfyldes og udtages, og som lukkes ligesom
cylinderen selv. Ligeledes er der på cylinderen
anbragt et manometer og en sikkerhedsventil.
Damp-røret er ved flancher fæstet til låget. Dampen kan
afspærres ved ventilen. Inde i cylinderen befinder
sig en gjennemhullet bund, på hvilken benene
stables op. Under denne samler sig det kondenserede
vand, der kan aftappes gjennem hanen.
Cylinderen kan også være af støbejern. I hvert
fald må den forud være prøvet, om den kan tåle
trykket. Anlægsomkostningerne andrager omtrent
til 225 kroner.
Benene udsættes i 4 timer for et tryk af 4
atm., hvorefter der spærres for damptilledningen,
den i apparatet værende damp lukkes ud gjennem
ventilen og benene tages varme ud af kjedelen.
Så længe de er varme, er de bløde og bøielige.
Er de afkjølede, bliver de sprøde og i høi grad
skjøre. Man bringer dem derefter til tørring i
tørrestuen og maler dem der på en mølle, der er
indrettet til håndkraft, indtil de danner et støvfint
pulver, der er kjendt som dampet benmel.
Der indvindes ikke ved uddampning af benene
noget fedt, da dette ved de spændte vanddampes
høie temperatur indgår en forbindelse med
benbe-standdelene. Derimod forvandler dampene en del
af benbrusken til lim, der går over i kondensations-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
