Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1OO
TEKNISK UGEBLAD.
Ilte juni 1891
har de passeret over større landstrækninger, over hvilke de
har afgivet sine fortættede vanddampe som nedbør, hvorfor
også deres nedbørførende evne aftager, efterhånden som de
nærmer sig højfjeldet.
På denne måde fremkommer det minimum af nedbør, som
er iagttaget nærmest østenfor høifjeldets øverste del.
Det er imidlertid af mindre betydning for valget mellem
Bergensbanen alternativlinjer, hvor stor den totale nedbør
er på de enkelte linjer, Interessen fæster sig næsten alene
ved den del af nedbøren, der falder som sne. Forholdet er i
så henseende anderledes end for den totale nedbør. Som sne
falder nemlig den del af de i luftstrømmene opsamlede
vanddampe, for hvilke dugpunktet først nåes, efterat temperaturen
er sunket under frysepunktet. På grund af den med høiden
aftagende temperatur indtræffer dette langt hyppigere i
fjeldet - og hyppigere, jo høiere det er - end i lavlandet
Følgen er, at den del af nedbøren, der falder som sne, voxer
med høiden over havet. På grund af vestkystens hurtige
stigning tiltager sneprocenten (den del af nedbøren, der falder
som sne) langt raskere, end den totale nedbør synker, hvoraf
følgen altså bliver den, at jo høiere man fra vestsiden stiger
opover fjeldene, des større snemængde træffer man på.
Snemængden er over den del af høifjeldet, hvor
alter-nativlinjer for Bergensbanen er projekteret, større end den
er ved fjeldovergangene for Trondhjemsbanen og
Meraker-banen; på de høiestliggende antagelig mindst dobbelt og ved
de sydligere sandsynligvis halvanden gang så sor som ved de
nævnte fjeldovergange for vore i drift værende baner.
Sne-mængden er dog ikke af sådan størrelse, at denne på nogen
af Bergensbanen fjeldovergange kan antages at blive nogen
hindring for jernbanedriften, hvad enten man ser hen til den
totale snemængde eller til de enkelte snefald.
Værre er det imidlertid, at sneen, der falder i høifjeldet,
i regelen er tør og finkornet, så den let sættes i bevægelse
af vindene. Sneen på de fremstående dele af fjeldet fyger
væk og lægger sig i fordybningerne. Såfremt den
vindretning, hvormed denne fordeling af snemasserne foregår,
tilnærmelsesvis er den samme, således som hyppigst er tilfældet
i dalførerne, vilde man kunne beskytte en åben jernbanelinje
ved de hidtil her i landet i denne hensigt anvendte
sne-skjærme. Imidlertid synes det, såvel af bemærkningerne i
rapporterne over den udførte snemåling som af de på
jern-baneundersøgelsens nedbørstationer gjorte observationer, at
retningen for de stærkere vinde vexler, og under sådanne
omstændigheder bliver det sandsynligt, at man fleresteds må
opføre sneindbygninger af større eller mindre udstrækning,
for at sikre sig en uforstyrret drift på jernbanelinjerne.
Under henvisning til, hvad vi nedenfor vil anføre ved
gjennemgåelsen af de enkelte linjealternativer og til, hvad
der er meddelt angående disse forhold i banedirektørens
fremstilling, skal vi her i korthed redegjøre for sneforholdene på
høifj eldsovergaugene.
På den nordligste af disse, hvor høiden over havet er
mindst, er den større snetyngde indskrænket til et
forholdsvis mindre parti på selve fjeldet og til kortere strækninger
på begge sider af dette. Jernbaneundersøgelsen har ingen
nedbørstationer for denne overgang, og man er derfor nødt
til at holde sig til en almindelig meteorologisk antagelse.
Efter denne og efter den i 1874 foretagne befaring tør man
gå ud fra, at snemængden ikke er ubetydelig over selve
fjeldet, og at vindene ikke sjelden optræder med styrke.
Sneforholdene må dog betegnes som forholdsvis gunstige på selve
fjeldovergangen. Derimod er det i dalføret vestenfor
fleresteds utrygt for sneskred.
Overgangen mellem Aurlandsfjorden og Hallingdalens
hoveddalføre ligger på en større strækning godt beskyttet
mod snedrev. Kun et kort stykke til begge sider af den
høieste del af overgangen - denne selv ligger i en
projekteret tunnel - er snetyngden temmelig betydelig. De
udprægede dalfører til begge sider lader dog formode, at
retningen for de stærkere vinde er nogenlunde ens, og når vi
overensstemmende med banedirektøren går ud fra, at denne
linje i ikke ubetydelig udstrækning tiltrænger indbygning
mod sneen, er dette mere begrundet i linjens beliggenhed i
de bratte fjeldsider i den øverste del af de tilstødende
dalfører end i selve snemasserne.
Overgangen for alternativlmjerne mellem Moldådalen og
Austdalen på den ene side og Pinsedalen på den anden side
af fjeldet er den suetungeste af alle, ligesom den også er den
høieste. - Overgangen selv og de nærmeste dele af de
tilstødende dalfører ligger også i større udstrækning end den
foregående åben for alle vinde. I selve dalene, især i
Finse-dalen, hvor der er let anledning til ved linjens bygning i
forholdsvis stor udstrækning at lægge den frit i terrænet,
antages indbygning af linjen ufornøden, da retningen for de
stærkere vinde følger langs dalføret. Af de gjorte
observationer synes det at fremgå, at de stærkere vinde ikke er
meget hyppige i vinterhalvåret på denne overgang. Der er
for de her projekterede linjer påregnet indbygning i større
udstrækning end for de foregående.
På overgangen over Hardangervidden står det efter de
gjorte observationer til at antage, at snemængden vil være
mindre end ved de øvrige fjeldovergange; neppe mere end
halvanden gang så stor som ved Trondhjemsbanens
fjeldovergang; men derimod fremgår det af observationerne, at de
stærkere vinde er særlig fremherskende om vinteren, og at
disse oftere blæser med stor styrke. Terrænet ligger derhos
åbent for de fleste vinde, og vi kan også for overgangene
over Hardangervidden henholde os til, hvad der i
banedirektørens fremstilling er anført om, at stykkevis indbygning af
linjen sandsynligvis bliver fornøden.
AI banedirektørens fremstilling er endvidere
temperaturforholdene på fjeldovergangene bl e ven behandlet. Det vil
heraf sees, at man på fjeldovergangene for Bergensbanen kan
påregne en høiere minimumstemperatur end ved
Trondhjemsbanen, og at temperaturforholdene om vinteren i det hele vil
være gunstigere. Nærmest forholdene ved Trondhjemsbanen
kommer den høieste overgang. Alle de lavere vil være
væsentlig gunstigere.
En sammenligning af temperaturforholdene ved
Bergens-banens overgange med de ved Roros observerede har under
hensyntagen til det tidsrum, i hvilket arbeiderne ved den i
nærheden af Røros liggende Arvedalsbane blev drevne, gjort
det sandsynligt, at fjeld- og stenarbeide uden vanskelighed
vil kunne holdes igang i 4Va måned om året ved den høieste
overgang og i l måned længere ved de øvrige.
(Forts.).
Angående bevilgning til besluttede jernbaneanlæg for budgetterminen 1891-1892,
(Slutn.).
I medfør af forretningernes fordeling på styrelsens
forskjellige afdelinger vil expeditionschefens forretninger såvel
fordeles, men vil den væsentligste del af disse komme under
baneafdelingen; under denne vil ligeledes for den væsentligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
