Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
TEKNISK UGEBLAD.
23de juli 1891
partiklerne følger med, når udtømningen ikke er
for voldsom. Består laget af en blanding af sand,
grus og småsten, så vil der i begyndelsen under
udtømningen følge en mængde sand og grus op med
vandet; men efter nogen tids udtømning lykkes det
i regelen at få vandet til at løbe klart og ofte i
betydelig mængde. Imidlertid hænder det ikke
sjeldent, når vandet har været udtømt i længere tid,
at sand atter kan trænge op i røret og delvis
tilstoppe dette. Ved en udskylning af røret under
pumpning med vand lykkes det ofte at fjerne
sandet og atter at få vandet til at løbe klart og i
rigelig mængde; men en tilsanding kan på ny
indtræde, og konstante forhold, der er af stor
betydning for en vandforsyning, opnås ikke. Grunden
til disse uregelmæssigheder må antages at hidrøre
derfra, at stenene, som findes i sandet og gruset og
som ikke følger op med vandet ved stærk
udtømning, bliver liggende for neden omkring rørets
munding og danner en hulhed eller et filter omkring
samme, og således holder sandet tilbage. En
nedstyrtning af enkelte af stenene forårsager imidlertid
strax en forstyrrelse, og sandet finder plads til at
trænge op med vandet, indtil andre stene ruller
frem og stopper hullet.
Et borerør, som er ført ned i et lag a£
småsten og singel, vil derimod kunde holde sig
nogenlunde konstant.
Når man borer i kalk, så træffer man ofte i
forskjellige dybder vandførende revner og spalter,
som i regelen er fyldte med grus eller sand. Ved
én boring vil man derfor ikke kunne tømme vand
fra flere end én spalte, når forerøret er et
almindeligt trukket smedejernsrør med tæt væg.
Mindre boringer udføres som sagt i regelen i
stærke smedejernsrør, der samles ved skruemuffer
med skråt afskårne kanter, og drives ned med
ranislag; større boringer udføres derimod ofte i
støbejernsrør med udvendig glatte muffesamlinger, der
trykkes ned ved anvendelse af svære skruer og
donkrafte, som virker mod en stærkt belastet
træafstivning eller deslige. Fylden inde i røret fjernes
enten ved sprøiteboring eller ved andre
boreredskaber.
Ved sådanne rørbrønde, der består af et rør
med tæt væg, hvor vandet altså alene skal trænge
op fra den åbne bund, klæber imidlertid, som
ovenfor påvist, flere mangler, og de kan derfor kun
anvendes med held, hvor man i de vandførende lag
træffer på meget grovt grus eller singel, der kan
holde sandet tilbage; mener forerøret af smedejern,
så er dets holdbarhed kun kortvarig. Ofte er
sådanne rør fortærede af rust i løbet af 10 år, og
hvor røret går igjennem et sandlag, vil resultatet
da blive, at sand trænger ind gjennem den af rust
delvis fortærede rørvæg, fylder røret og stopper det.
Erkjendelsen af disse mangler har derfor ført
til andre former af rørbrønde, der tilsigter at hente
vandet gjennem en stor mængde små åbninger i
rørvæggen og altså igjennem hele lagets tykkelse.
Den første form af disse er de abyssinske
rørbrønde, hvortil man anvender små trukne 2 å 3
tommers smedejernsrør, der forneden er forsynede
med en stålspids, og i selve røret er på det nederste
stykke i en længde, der svarer til det vandførende
lags tykkelse, boret et stort antal små huller. Røret
drives ved ramslag ned i laget, hvis beliggenhed i
forveien er undersøgt ved enkelte boringer, og når
røret er drevet ned på sin plads, udskylles det i
røret indtrængende sand ved vandudsprøitning,
hvormed man fortsætter, indtil sandtilstrømningen er
ophørt og vandet er klart.
Sådanne rørbrønde, der først er anvendte af
englænderne i Abyssinien til feltbrug, egner sig
imidlertid mest til midlertidige anlæg og på steder,
hvor det vandførende lag findes i ringe dybde under
jordoverfladen.
Til anlæg af større varighed anvender man nu
rørbrønde med filterrør, der består af gjennemhullede
rør med tæt bund, der er omvundne med metaltrådsnet
og sænkes ned inden i det ved boringen neddrevne
forerør, hvorefter dette, når filterrøret er anbragt
på sin plads, atter trækkes op.
Man opnår herved forskjellige fordele: i) at
sandet holdes tilbage, 2) at man tager vandet
igjennem hele lagets tykkelse, 3) at man får en stor
overflade for vandet at passere igjennem ind i røret
og derfor en ringe hastighed for vandet og 4) at
man kan pumpe direkte af sådanne rør uden at
befrygte sandtilstrømning.
Som materiale for disse rør anvendes for små
rør kobber og for store rør galvaniseret pladejern
eller støbejern, til metaltrådsnet anvendes
messingeller kobbertråde enten i rå tilstand eller
galvaniserede eller fortinnede.
For at undgå galvaniske virkninger må
metalnettet helst være af samme metal eller forsynet med
samme metalovertræk som røret, i ethvert fald må
der ved de to metallers berøring ikke fremkaldes
en kjendelig galvanisk strøm. Røret er tæt i
bunden, men ellers gjennemboret med mange små huller,
og metalnettet er ikke viklet umiddelbart om røret,
men på tynde lister, der er loddede fast på røret.
Ved anvendelsen af disse fllterrør klæber der
imidlertid den mangel - en mangel, der neppe helt
kan afhjælpes - at trådnettene efterhånden under
brugen taber noget af sin vandføringsevne som
en følge af, at fine sandkorn føres med vandet ind
mod nettet og derved formindske antallet og
størrelsen af indstrømningsåbningerne; og det er en
selvfølge, at vandføringsevnen taber sig hurtigere,
jo finere sandet er og jo stærkere udtømningen er.
Ved et anlæg bør man derfor holde sig indenfor
visse grænser med hensyn til den dybde, hvori man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
