Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 31.
TEKNISK UGEBLAD.
129
Om glasurer.
(Af fabrikant cand. farm. H. Tauber Jensen).
(Efter «Den tekn. forenings tidsskrift^). (Shitn.)-
Her i denne kreds kan kundskaberne til fuld
forståelse af de glasdannende stoffers egenskaber
antages at være til stede, således at mine
kortfattede meddelelser i disse retninger let vil kunne
følges; jeg bemerker her, at en potte- eller ovnmager
uden sådan kundskab aldrig selv - skjønt det på
den anden side for at blive dygtig og erfaren i
denne del af faget, ingenlunde er nødvendigt at
være kemiker ex professo - sikkert vil kunne
fuld-kommengjøre sin vare, om han ikke ved held får
fat i en god opskrift, der tilfældig netop passer for
det materiale, hvormed han arbeider.
Keramikere, der derimod har sådanne
kundskaber, forudsætningen for den rette anvendelse af
midlerne, og derved fuld forståelse af de fænomener,
der indtræffer under arbeiderne, vil, når de har
erhvervet nogen erfaring stå på en anden og sikrere
fod; de vil bedre kunne fatte de virkelige årsager
til indtrufne feil, som også til gunstige uventede
resultater, og forstår at drage sig sådanne
omstændigheder til gode og nytte samt vide at finde sig
til rette, når de har ro til deres arbeider.
Glasurerne er udelukkende blandinger af
forskjellige silikater, d. v. s. kiselsure salte,
forbindelser, der opstår under sammensmeltning ved lavere
eller høiere varmegrader, hvorefter de stivner til
klare, gjennemsigtige eller også ugjennemsigtige
masser, som må være uden tilbøjelighed til
krystallisation ved afkjøling. Den mere eller mindre rene
kiselsyre i form af malet kvarts, sand, brændt flint,
feldspat, pegmatit, ortoklas osv. har den evne i
heden at uddrive andre, selv de stærkeste syrer af
deres forbindelser, og da at danne mere eller mindre
uopløselige forbindelser med de friblevne baser i
mangfoldige forhold, og der gives således både
enkelte, dobbelte, og flerdobbelte silikater blandt
glasurerne. Som almen regel kan det siges, at de
fler-foldige forbindelser danner de bedste glasurer, i
mange tilfælde også de let smelteligste og feilfrieste.
Man vil altid ved tilsætning af let smeltende stoffer
kunne bringe et tungt smelteligt eller endog et for
sig usmelteligt enkelt silikat til smeltning; endogså
blandinger af i og for sig usmeltelige silikater kan
tabe denne egenskab, f. ex. kalk og magnesia eller
kalk og lerjord. Mange feldspatarter, der
indeholder begge alkalier - kalium og natrium - er
lettere smeltelige end den rene albit, som jo er
kali-feldspat.
For nu at yde en klassifikation, der er
temmelig let og overskuelig, skal jeg dele glasurerne i 2
hoveddele:
I. blyholdige, og
II. alkalinske,
og hver af disse tvende afdelinger atter i tre
afdelinger nemlig:
I. Bly-kiselholdig glasur, der dannes ved
blypræparater, blyglans, svovlbly, sølverglød eller
mønnie med malet sand, flint og ler.
II. Bly-tinoxydholdig glasur-emaille, som dannes
ved smeltning af æscher*) og dækker
kalk-holdigt ler-fajance uigjennemsigtig.
III. Bly-borsyreholdig glasur, som benyttes på blødt
engelsk porcellæn og finere stentøi.
I. Alkalisk eller alkalinsk-kalkholdig, en
temmelig sædvanlig glasurmasse i form af
høiovn-slakke til almindelig gods ved høi temperatur.
II. Alkalinsk-lerjordholdig, det tungsmeltelige
overtræk på ægte porcellæn, og som dannes af
pegmatit, kaolin, kvarts og kalk o. a. midler.
III. Alkalinsk-kiselholdig, salt-glasuren, der findes
på almindelig stentøi, rhinsk vare,
vandledningsrør, kemiske apparater,
mineralvands-dunke, o. s. v.
Eller jeg kan nævne disse hovedgrupper i
række efter den brændingsvarme, de udkræver, af
hvilke:
I. Blyglasurerne, hvor dette smeltemiddel har
overhånd, behøver lavest varmegrad,
II, Tinglasurer, emaljen, tinoxyd eller benmel,
som fordre nogen mere varme,
III. Alkali glasurerne; alkalierne har den særskilte
evne at yde farveopløsningen væsentlig styrke
og glans,
IV. Spatglasurerne, som anvendes ved høie
varmegrader på porcelænsmassen; og endelig
V. Saltglasurerne, der kun anvendes ved masser,
som tåler omtrent hvidglødhede.
Idet jeg har nævnet tinoxydet, der tilligemed
antimonet, der dog bruges langt mindre, og af
hvilket det første giver en hvid, uopløselig forbindelse,
medens det andet metal danner en lignende gul
forbindelse (neapelgult kaldet i handelen) og
fosforsyren, i form af hvidbrændt ben, der ligeledes giver
hvid farve på grund af sin uopløselighed, skal jeg
omtale, at andre metaloxyder giver klare og med
alkalitilsætninger især særdeles glimrende farvede
glas; nogle af disse oxyder bidrager til
letsmelte-lighed, andre gjør blandingen tungere smeltelig.
Æscher er en tysk benævnelse på en blanding af tin- og
bly aske, eier vindes under sammensmeltning og af
skumning af disse metaller i forskjellige forhold, under
rigelig tilstrømning af luft i en flammeovn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
