Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 42.
TEKNISK UGEBLAD.
173
II.
Ved de forsøg ad kunstig vei for at formere
østersbestanden, som hos os er søgt gjennemførte,
er der, som væsentlig årsag til manglende
yngelbesætning anført en for flere års vedkommende
Indtrædende altfor lav middeltemperatur.
Når en moluskart som vor ostrea edulis har
sit naturlige voxested ligefra Kristianiafjorden til
op mod polarcirkelen, og altså på denne lange
strækning må underkaste sig temmelig store
temperatur-vexlinger, uden i tidligere tider at være hemmet
hverken i udvikling eller forplantning, da synes
denne påstand at være mindre vel begrundet.
Enhver, der kjender forholdene på de
strækninger af kysten, hvor ekvatorialstrømmen har
indflydelse, ved også, at temperaturen her kan variere
betydelig i søen selv flere gange i døgnet, og især
i den tid da østersen har sin yngletid; og disse
vexlende temperaturforholde må man kunne antage,
at den har vænnet sig til, når den kan udvikle sig
helt nord på kysten af Helgeland.
Det måtte da være, at der netop under
gydetiden indtraf abnorme tilstande i
temperaturforholdene, der kunde forstyrre eller forhale denne, men
at dømme hele årets gydeproces gjentagende
ødelagt, støttet på en lavere middeltemperatur for det
år hvori dette indtræffer, er mindre tilfredsstillende;
thi årsagen til denne lavere temperatur kan jo ligge
helt udenfor gydetiden.
At temperaturen under gydetiden har en
afgjørende indflydelse er jo noget som fremgår af de
erfaringer som foreligger, såvel fra andre lande som
herhjemme fra, men man ved jo også, at naturen,
om søen bliver for meget afkjølet. under den
almindelige gydetid, da tillader østersen at udsætte denne
til temperaturen bliver mere passende.
Når jeg har fremsat disse meninger til
overveielse og drøftelse, har jeg aldeles ikke været
blind for den kjendsgjerning, at man i de sidste 50
år ved Skotlands, Irlands og Englands naturlige
østersbanker kun har kunnet påvise ganske få yngleår
med virkeligt udbytte.
Som årsag hertil har man angivet den uheldige
temperatur, men noget reelt bevis herfor har man
dog ikke kunnet føre. De engelske østersbanker
reproduceres nu for største delen fra de franske og
hollandske yngleparker, og det at disse, i mildere
klima til et vist stadium udviklede østers, tåler
overflytningen til steder, hvor ^den naturlige forme-.
relse på grund af en lavere temperatur ei skal
kunne foregå, taler stærkt mod, at de skulle være
så sensible.
Man må desuden huske på, at man også her
først begyndte kunstigt at hjælpe naturen, da
bestanden allerede var herjet så langt ned, at det
viste sig, at den ei kunde reproducere sig selv.
Min antagelse, at naturen fordrer en hvis
mægtighed i den bestand, der dækker et bestemt areal,
for at denne ved egen yngel skal kunne
vedligeholde sig under en passende beskatning, er jo ikke
bevist, men efter hvad der foreligger af iagttagelser
og erfaringer, finder jeg sandsynligheden for, at så;
er tilfældet, så stor, at jeg har troet at burde gjøre
opmærksom herpå, og dette såmeget mere som det
netop er derpå jeg bygger den plan, til
ostreaarter-nes kunstige formerelse, som jeg nedenstående fremr
sætter til overveielse og mulige forsøg.
Jeg mener nemlig, at er der en naturlig
affinitet mellem moderøstersen og den til svermningen
slupne yngel og at denne øges i styrke jo større
«kompakt majoritet» - om jeg så må kalde det -
yngleøstersen har i forhold til det vandområde
hvorpå yngelen sværmer, da bør det gå an at
benytte sig heraf, når man vil underlette naturen.
Det gjælder alene at samle
moderøsterserne på et bestemt bundareal, og afgrænse’
det vandområde over dette, hvor der
tillades yngelen at sværme, samt da i
forbindelse hermed at tilføre et stadig
vexlende og næringsholdigt friskt søvand.
Dette har jeg da tænkt at forsøge opnået på
nedenfor beskrevne måde:
Det hele anlæg bør være så langt nord ved
kysten, at der findes tilstrækkelig stor flo og fjære.
Jeg vælger mig en pol med bekvemt indløb for
anlæg af en dæmning og med sådan bund udenfor,
hvor denne anlægges, at pæler der kan nedrammes.
Dæmningen gjøres tæt og med styrke nok indad til
at modstå et par eller flere fods høiere vandstand i
pollen. Den får en luge ved bunden der kan åbnes
og lukkes ovenfra. Fra bunden på begge sider af
denne luge udgår en serie af 3/VJ galvaniserede rør,
der munder ud indenfor dæmningen i en
filtreringskum og hvilke hver især kan - ved hjælp af en
ventil - åbnes og lukkes ovenfra dæmningen.
Disse rør fører udenfor dæmningen til
udklæknings-kummernes bund, i hvis indre de ender i et
opad-visende knæ.
Udklæknings- eller ynglekummene forarbeides
som følger: Man skaffer sig 8 å 10 alen lange
l1/*" å l1/*" brede og l" tykke firskårne lægter,
helst kvistfri.
Disse lægges side om side på et gulv og fæstes
sammen som en gulvmatte ved hjælp af
galvaniserede kjinger og brugt telegraftråd, således at der
lægges 4 å 5 slige telegraftråde tversover lægterne,,
og med en kjing islået over, hvor tråden skjærer
lægten. For hver meters bredde brækker man de
to modsvarende lægters indre kant i 45 ° således at
lægtefladen her kan bøies sammen i ret vinkel.
Når man har nået til 4 meter kan man altså få
firkanten sluttet. Denne lægtekum der altså
udbredt dækker ca. 120 Q alen o verstryges og tættes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
