Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
TEKNISK UGEBLAD.
26de novbr. 1891
dring, måtte den være mindst 2 m tyk, hvad man
også finder exempler på i gamle bygninger fra
oldtiden og middelalderen. Under sådanne forhold var
det let at vedligeholde en jevn temperatur
indvendig, bare ved hjælp af en simpel peis eller kamin.
I vore dage er vi imidlertid langt fra at kunne
bygge så solid; vi må tvertimod bo i huse, der
gjennemtrænges af vinterens kulde og endog af
sommerens varme, der begge fra de indre vægge
stråler ind på os. Trods vore forskjellige
varmeapparater er vore forhold i denne henseende
utilfredsstillende både sommer og vinter.
For at modarbejde dette dobbelte onde, må vi
gjøre vore mure noget tykkere. I Paris og i det
nordlige Frankrig gjør man fagademure 50 cm tykke,
når det gjælder kalkmur og 35 cm., når man
bruger mursten, Denne sidste (argile cuite) har en
isolationsevne, der er omtrent den dobbelte af
kalkmurens, hvorfor den 35 cm.s murstensvæg beskytter
bedre mod temperaturforandringer end den anden
på 50 cm. Imidlertid er de begge undertiden
utilstrækkelige i denne henseende. Man kunde
vistnok betydelig forøge isolationsevnen ved at beklæde
muren indvendig med et lag af træ eller et særligt
isolationsstof. Træet er nemlig 15 gange bedre
isolator end kalkmur og 7 gange bedre end
mursten. Uld isolerer 23 gange bedre end den første
og 11 gange den sidste. Følgelig kunde man
fordoble vore almindelige mures isolationsevne ved
hjælp af en indvendig beklædning af 7 cm. tykt
træværk på kalkvæg og 3,5 cm. på murstensvæg,
medens henholdsvis 5 cm. på den første og 2,5 cm.
på den sidste vilde frembringe samme resultat, når
beklædningen var af uldstof. Uden at ville foreslaa
en så storartet forøgelte af isolationsevnen, vil vi
gjøre opmærksom på, at meget kan opnåes ved at
anvende disse gode isolationsstoffe, og skjønt en
sådan anvendelse hidtil har været anseet som en
luxus, må man dog gjøre noget i den retning, hvis
man vil have beskyttelse mod ydre
temperaturforandringer. Alle vore murfa§ader burde beklædes
med træværk. Man vilde derved opnå at holde
veirets indflydelser meget bedre ude og såvel
sommer som vinter have meget lettere for at
vedligeholde en sund og behagelig temperatur i værelserne.
II.
Murenes egenskaber med hensyn til deres indflydelse
på luften i værelserne.
Alle menneskelige uddunstninger etc. virker
dræbende. Når vi opholder os i frisk luft, undgår
vi al indflydelse deraf, dels fordi vi da ikke
behøver at være i nærheden af menneskelige
exkre-menter, dels fordi den omgivende luft øieblikkelig
fjerner fra vor nærhed alskens skadelige dunster;
dels endelig fordi, selv om vi opholder os på samme
plet i rolig luft - denne dog umiddelbart omkring
os opvarmes ved selve vor legemsvarme, sættes i
bevægelse ved vort åndedrag og således bestandig
fornyes. Såsnart vi kommer ind i hus, er disse
fordele væsentlig borte, og luften fordærves meget
snart, hvis den ikke ad kunstig vei fornyes. Hvor
uheldig nu end ventilationsforholdene er, så
foregår der dog en stadig luftfornyelse gjennem
sprækker i vinduer og døre gjennem selve væggene og
især gjennem ildstederne, som man gjerne
anbringer i hvert beboelsesrum. Alt dette kan dog ikke
skaffe os en luft, der på nogen måde kan måle sig
med den ydre. Vi søger derfor så meget som
muligt at holde vinduerne åbne, når veiret og larmen
og støvet udenfra tillader det. Men i den lange,
kolde årstid forbliver vinduerne stængt, alle
åbninger lukkede og den indvendige luft bliver dårlig
– ofte i høi grad, altid mere eller mindre usund.
I mange tilfælde er det nu så, at murene danner
oplagssteder for smitte og dårlig luft, der altid
modtager og afgiver usundhed. Dette er især tilfældet,
når man opholder sig længe i rum, hvor murene
ikke er porøse d. v. s. gjennemtrængelige for luften.
Hvis derimod murene er gjennemtrængelige for
luften, vil de ikke på denne måde kunne forgifte den
indvendige atmosfære, hvoraf følger at murens
porøsitet er en vigtig ting, som man bestandig bør sikre
sig. Vi skal se, hvordan dette kan ske.
Man kjender materialier, som selv i tykke lag
lader luften temmelig let gå igjennem. Således kan
nævnes den bløde kalk, især den art som under
navn af «ver gelé* findes omkring Paris.
En sådan mur af l m tykkelse lader uden
vanskelighed luft eller idetheletaget enhver gasart
i temmelig stor mængde gå gjennem sig. Lad os
se, hvad der foregår, når et beboelsesrum er
begrænset af en sådan væg: den ydre luft trækker
sig uophørligt ind, og den indre går ud, idet den
medfører den fugtighed og de andre produkter af
livsvirksomheden indenfor, som den indeholder.
Når disse strømme mødes, vil de indenfra
kommende skadelige gasarter oxyderes og blive
uskadelige. Der foregår en virkelig renselsesproces
lignende den, der foregår i porøs jordbund, der
gjennemstrømmes af vand fra kloaker eller
dræns-rør. Som bekjendt foregår der i sådanne tilfælde
et ligeså fuldkomment som hurtigt rensningsarbeide
i naturens store renselseslaboratorium. Nu er de
porøse kalkmure i høi grad tjenlige som
hygie-nisk gode vægge for beboelsesrum. Skjønt de
nemlig i høi grad er gjennemtrængelige for luft, byder
de stor modstand mod vandets gjennemgang,
hvorfor man med sådanne mure ikke generes af
fugtighed udenfra. Man må idetheletaget til
beboelsesrum foretrække kalkmuren*) for ethvert andet
mate-rial, da f. ex. sandsten slipper vand let igjennem
*) Marmorarterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
