Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
TEKNISK UGEBLAD.
12te mai 1892
dernes fortjeneste ikke skal reduceres, det er vel
utvivlsomt.
Det er mærkeligt, at man fra den
kontraktvenlige side aldrig får høre klare, praktiske
motiveringer for systemets godhed. Man har så ofte
fornemmelsen af, at de vilde lyde omtrent således:
«Kontraktøren står selv resikoen, hvilket statens
ingeniører ikke gjør, hvorfor disse let kan være
samvittighedsløsen Denne fornemmelse er vel
forhåbentlig feilagtig, men man har hidtil intet greit
og praktiskt seet anført til dets forsvar, hvorfor
fornemmelsen så let indfinder sig.
Kontrollen må være skarp, det er sikkert, så
nogen videre administrationsbesparelser for staten
kan ikke påregnes, men dertil er det heller ikke
altid, denne kontrol kan udøves fuldt i praxis. Man
har exempler på ved grusning af jernbaner, at sten
og lere nokså kvikt er gåede i grusvognen sammen
med den gode grus. Når man nu tænker sig en
masse kontraktørarbeidere som står i et grustag og på
samme tid, hvor liden respekt størstedelen af dem
i grunden har for den, der ikke direkte kan gavne
dem, så kan man vist godt tænke sig, hvordan
kontrollen her praktisk virker; jo mere sten og andet,
der følger med i grusvognen, jo bedre både for
kontraktør og arbeidere nemlig; dette har man rig,
praktisk erfaring for, så man får håbe, at
anlæggene herefter selv må udføre sin grusning.
Efter således at have fremført nogle praktiske
ankepunkter mod kontraktørsystemet, vil man komme
med punkter, der mærkværdig nok hidtil af
kontrak-tørvennerne formelig er overseede.
Hvad er nemlig et anlæg uden arbeidere; skal
man da rent overse disse og overlade dem uden
nødvendighed i privatmænds hænder blot for
muligens at få et arbeide billigere udført. Teorien
anføres også ofte her; man siger: «Arbeiderne har
det bedre hos kontraktorerne», medens de derimod
i praxis desværre i regelen har det langt værre
hos kontraktørerne end hos staten både i åndelig
og legemlig henseende; thi misfornøielsen bredes,
selvagtelsen tabes og mistroen er stor: «Når vi
tjener staten, siger de, er vi da alfald visse på at
få det, vi tilkommer». Dertil virker systemet meget
demoraliserende i andre retninger. Kontraktøren
tænker så let: «Indfødte og uordentlige personer,
når de blot er flinke, er jeg bedst tjent med; de
uordentlige, gjør ingen indsigelse, om de tjener
mindre godt, når de blot får ture imellem uden at
blive afskedigede, og de indfødte er fornøjede, når
de blot får arbeide i nærheden af hjemmet; hvad
det sidste angår, er der jo intet at sige herpå. For
de uordentliges vedkommende vil man muligens sige:
«De kontrollerende kan jo blot afskedige dem».
Denne tale bliver imidlertid blot teori; thi i praxis
vil man se, at det ikke går godt an at afskedige
100 mand for strax at få andre ligeså uordentlige
100 mand, og det resikerer man let hos
kontraktører. Den skikkelige arbeider trives ikke blandt
en sådan arbeiderskare, og tildels kan han også
ledes på afveie. Den ordentlige arbeider får se på,
at den uordentlige foretrækkes mangen gang. Man
hører jo teoretisk fremført, at kontraktørerne vil se
sin fordel i at have ordentlige folk. Praxis har
ikke bevist dette hidtil her i landet ialfald.
For statens yngre kontrollerende ingeniørstand
j er systemet ikke gavnligt. Man hører jo anført,
at ingeniørerne da bør gå den praktiske skole hos
kontraktørerne, men at dette lader sig gjøre, kan
man jo ikke være sikker på. Den kontrollerende
ingeniørstand bliver til fordel for kontraktørerne
nok ikke rar med tiden der, hvor
kontraktørvæse-net existerer.
Det synes således, som både arbeidere og
ingeniører skulde lide ved systemets anvendelse, når
man ser praktisk på sagen.
Staten vilde visselig også komme til at lide.
Misfornøielsen er meget stor både blandt arbeidere
og distriktsindvånere de steder, systemet virker.
Det vanlige spørgsmål skal være: «Det er vel
snart slut med det kontraktørsystemet nu vel?»
Sagen er, at akkordarbeide drevet af staten synes
arbeider en bedst om.
I de lande, hvor kontraktørsystemet har været
meget anvendt, findes heller ikke få socialister og
anarkister. Man bør tage advarsel heraf.
Kommuner og private, som ikke altid har den
nødvendige tekniske indsigt, er det rimeligt undertiden
bruger systemet, men staten burde være den sidste
hertil, når undtages mindre arbeider som f. ex.
opførelse af huse, der mere bliver at betragte som
akkorder, og hvor systemet har både et
forsvindende gavn og iligemåde skade.
O.
Imprægnering efter ingeniør Pfisters metode.
Under iagttagelsen af forrige års
landsudstil-ling i Agram måtte enhver besøgende blive
opmærksom på en opfindelse af ingeniør Pfister,
et patenteret imprægneringsapparat, som på
forlangende kunde sees i virksomhed i Pajanovic & Co.s
pavillon. Metoden består væsentlig i at
gjennemtrænge hele stammer af enhver træsort med en
tynd vædske eller med en gasart ved hjælp af en
trykpumpe. Stammen mættes og udlades herved
for at den skal holde sig; den kan også farves.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
