Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 2. 12 januar 1893 - Foreningen til norske fortidsmindesmerkers bevaring, af M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ko. 2
TEKNISK UGEBLAD.
indhold: Foreningen til norske fortidsmindesmerkers
bevaring. - Installation af elektrisk lys. - Elektriske |
transformatorer. - Lidt om telefonledninger. - Fortegnelse.
- Tekniske nyheder.
Foreningen til norske fortidsmindesmerkers bevaring.
den på foreningens sidste generalforsamling
oplæste årsberetning for 1891 rettes en
opfordring til almenheden om kraftigere end
hidtil at støtte arbeidet for bevarelsen af vore
gamle bygninger af kulturhistorisk og
kunstnerisk interesse. Og sandelig denne opfordring
viser sig at være vel berettiget, når man
betænker, at foreningens medlemsantal ikke
overstiger 700, og at en ikke liden del heraf er
udlændinger. Det vrimler jo for tiden af foreninger,
der alle kræver eii åben pung, og at de
nydannede af disse, selv med de bedste formål, har
vanskelig for at finde nødvendig tilslutning, kan
forklares. Men at foreningen til norske
fortidsmindesmærkers bevaring, der trolig har arbeidet
ligesiden 1845, og hvis formål dog skulde synes
at måtte ligge enhver nordmand med sans for
sit lands fortid og dets derpå byggede udvikling
på hjerte, at den ikke har nået et større
medlemstal, synes at måtte have sin grund i, at man
enten ikke har fået øinene op for, hvorledes den
arbeider for at nå sit mål eller er hildet i den
gamle anskuelse, at vort land, når enkelte store
velkjendte monumenter, for hvis bevarelse staten
sørger, undtages, intet af synderlig interesse eier
fra middelalderens og renaissancens tidsperioder,
som det kan være umagen værd at bevare for
undergangen. Og dog ved enhver, der med åbent
øie har gjennemstreifet Thelemarkens mangfoldige
afkroge, Numedal, det øvre af Hallingdal eller
Hardanger og Voss og flere andre steder, at der
i disse strøg formelig vrimler af bygninger fra
den senere middelalder og renaissanceperioden.
Der er stavkirker, stuer og bure i mængde, og alle
har de noget at lære os både om vore forfædres
liv og om kunsten at konstruere og udsmykke.
Efter sådan en grundig rekognosseringstur
vil man være kommen til den anskuelse, at Norge
er et land, der er mere end almindelig rigt på
fortidsmindesmerker, men man vil også være
nedslået over den forfatning, hvori de fleste af
dem befinder sig. Stavkirkerne står der berøvet
sine s val gange med utette tag og nøgne
grund-sviller. Stormen har drevet . dem rent over på
side, og regnen tærer på konstruktionerne, så vel
selv den malmhårde furru tilslut må give efter.
Inde i de store husklynger skjuler de vakre
profanbygninger sig ireglen indklædt i grånet og
lurvet bordklædning. Eieren forstår ikke deres
verd, og så venter de blot trøtesløst på
udskift-ningsforretningen, der snart skal holdes. Så blir
tunet ryddet, og stuen, som stod der i flere
hundrede år med sit alentykke tømmer, sine vakre
udskjæringer og lister, får tjene til brændsel i
den nye bygning. Årlig års går det så, og
foreningen må mange gange stå rent magtesløs og
være tilskuer til ødelæggelsen. Statens tilskud
er så ynkelig knapt, medlemsantallet lidet, og en
gave på kr. 50,00 noteres i sidste årsberetning
som en stor sjeldenhed. I de senere år har
Hopperstadkirken i Sogn slugt alt, hvad der
kunde afsees til restaurationsarbeider og ikke før
stod den ferdig til glæde for alle, der kjendte
den, før store pengekrav strømmede ind fra
mange kanter og efter forlydende gjorde det
umuligt endog at begynde på arbeidet ved de 2
bygninger, der nu ubestridelig står for tur -
Urneskirken i Sogn og Finneloftet på Voss. Begge to
- særlig jo førstnævnte - er af stort arkeologisk
og kunstnerisk verd, og begge holder de på at
segne. Men de må bevares, vi må tage os
sammen og alle være med at hjælpe, hvor det trænges
så sårt. Særlig skulde det dog synes naturligt,
at de gamle mesteres efterfølgere, bygnings
teknikerne, håndverkerne og de industridrivende, følte
sig kaldet til at verne om clen grundvold, hvorpå
de selv skal bygge videre. Men
medlemsfortegnelsen synes ikke at vise, at dette hidtil har
været tilfældet. Og det er sandelig heller ikke
vanskeligt at hjælpe her. Det gjælder, at de
mange turister bruger sine øine og flittig sender
indberetning til foreningen om, hvad de måtte
finde af severdigheder på bygningsvæsenets og
kunsthåndværkets område, det gjælder ved
leilighed at puste til folkets pietetsfølelse, og
først og fremst gjælder det for alle, der har
evnen: Gå ind i foreningen og støt dens
arbeide ved erlæggelsen af den lille årlige
kontingent af kr. 4.00 *). Til vederlag for
kon-tingeiiten får man ikke blot den moralske
tilfredsstillelse at være med i det store arbeide.
*) Indmeldelsen rettestil Antikvar N. Nicolaysen. Kristiania.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
