Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 13. 30 marts 1893 - Vandfaldselektricitet, af K. S. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ko.
TEKNISK UGEBLAD.
ioi
ikke skyldes dette, fremgik allerede af den stærke
virkning, vandfaldene frembringer i Alpernes rene
luft og bekræftedes yderligere ved forsøg i rum,
der var fyldte med filtreret, støvfri luft. Dog
viste det sig, at om støv end ikke var
nødvendigt for at frembringe elektriciteten, så holdt denne
sig meget længere i rum fyldt med luft, som
indeholdt tobaksrøg o. L, end i støvfri luft, og
som følge heraf kunde den støvede luft gjøres
stærkere elektrisk end den rene. Vandets renhed
var så væsentlig, at man ved at bruge destilleret
vand fik 40 gangb så høie negative
luftpotentialer som ved anvendelsen, under samme forhold,
af det saltholdige vand fra ledningerne i Bonn.
strålen rev med sig. - Forskjellige forsøg havde
vist, at selve strålen ikke udvikler elektricitet,
men at denne udelukkende udgår fra det sted,
hvor dråberne forsvinder ved at slå mod en våd
gjenstand eller mod en vandmasses overflade. Af
de faldende dråbers størrelse, antal og hastighed
samt af apparatets elektriske kapacitet og
spæn-dingstilvext under afløbet af en vis mængde vand
kunde den elektricitetsmængde beregnes, som hver
dråbe ved sit anslag mod den våde zinkplade
sendte ud i luften. Lenard kom til det resultat,
at enhver regndråbe, der er 2 mm. i diameter,
og hvis slutningshastighed ,^r 7?3 meter i
sekundet, ved sit anslag mod jorden vil sende en
negativ elektricitetsmængde lig 0,08. l O-12 Coulomb ud
i luften, hvoraf atter følger, at regn, som
består af sådanne dråber, og som i en time giver
5 mm. nedbør, i denne tid vil udvikle såmegen
negativ elektricitet, at luftens potential, regnet
fra jordoverfladen opad, vil aftage med 11,000
volt pr. meter, medens dette potential ellers
normalt voxer med få hundre volt pr. meter; den
stærkeste iagttagne tilvæxt er 828 volt pr. meter.
Man vil derfor let forstå, at regnfald kan
forandre atmosfærens normale elektriske tilstand i
mange miles omkreds.
Lenard anstillede forsøg over stråler af
forskjellige Vædsker, der faldt i forskjellige luftarter.
Størst interesse har den iagttagelse, at
kogsaltopløsninger, der falder i almindelig luft, ved foden
af faldet sender positiv elektricitet ud i luften. En
opløsning med 6,5 pCt. kogsalt virkede stærkest;
dens evne til at lade luften med positiv
elektricitet var omtrent ligeså stor som det rene vands
evne til at lade den med negativ. En opløsning,
der indeholder 0,011 pct. kogsalt, skulde være
elektrisk uvirksom, Lenard mener, at man tør
sætte den saltvandsregn, som i storm finder sted
over havet, i forbindelse med atmosfærens
normale elektrisering; Exner fandt på Ceylons strand,
at luftens positive elektricitet forstærkedes, når
der var brænding på havet.
De forskjellige ovennævnte iagttagelser
forklarer Lenard ved den antagelse, at der findes
contactelektricitet mellem Vædsker og luftarter.
Alle fri væd skeoverflader skal være sædet for
elektriske dobbeltlag; ved rent vand således, at
det yderste lag af vandet er ladet med positiv,
det tilgrændsende lag af luften med negativ
elektricitet. Forener to vandmasser sig, så
forsvinder et vist areal af deres fri overflade, og
luften, der var i berøring med dette areal, må
undvige. Sker dette hurtigt nok, vil den kunne
føre sin negative elektricitet med sig, inden denne
får tid til at forene sig med vandets positive; de
to dele af dobbeltlaget bliver altså mekanisk skilte
fra hinanden på lignende måde, som det efter
Helmholtz^ fremstilling sker ved
gnidningselek-trisermaskinen. Jo hurtigere vædskeoverfladen
forsvinder, desto mere af ladningen bliver der
skilt ud, og dette stemmer med forsøgene, der
viser, at elektricitetsudviklingen er desto stærkere,
jo større dråberne er, og jo hastigere de falder.
Lenard samler sine resultater i følgende
sætninger: Vanddråber, der falder på vand eller et
vådt legeme, udvikler elektricitet. Vandet bliver
positivt elektrisk, og luften undviger med negativ
elektricitet. - Stråler, som opløser sig i dråber,
viser fænomenet stærkt; vandets ladning kan stige
til gnistdannelse, og luftpotentialet i et værelse
til hundreder af volt. - Små indblandinger i vand
svækker virkningen stærkt. Alle andre Vædsker
viser sig ligeledes virksomme, i forskjellig grad
og med forskjelligt fortegn; luftens natur har
også betydning. - En simpel forklaring får man
ved den antagelse, at der findes contaktelektricitet
mellem Vædsker og luftformige legemer. -
vandfalds elektricitet skyldes kun vandmassernes
sammenstød med hinanden og med den våde klippe,
hvorfor elektricitetsudviklingen hovedsagelig har
sit sæde ved vandfaldets fod. Vandets bevægelse
gjennem luften, dets sønderdeling i dråber, dets
gnidning mod stenene og influensen fra
atmosfæren er uvirksomme eller lidet virksomme. -
Eegnfalds og havbrændingers ingflydelse på
luftens elektricitet forklares ved forsøgene.
K S. K
(Tidskr. f. Ph. & Ch.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
