Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 13. 30 marts 1893 - Vandfaldselektricitet, af K. S. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
TEKNISK UGEBLAD.
30 marts 1893
virkningen ringere, så man her kun ved hjælp
af flammekollektoren fik stærke udslag
Pladskende bække med svagt heldende leie viste
endnu virkning, dog kun når flammen holdtes
nær til vandets overflade, medens glatte vandløb
aldeles ikke påvirkede elektroskopet. Vandfald
i dybe kløfter dannede ingen undtagelse;
virkningen viste sig som overalt kun afhængig af
faldets voldsomhed, og heraf følger, at den ikke
er en influensvirkning, frembragt ved atmosfærens
elektricitet. Denne slutning fandt Lenard
bekræftet ved sine undersøgelser af ti store og
mange små vandfald.
Var den negative elektricitet i nærheden af et
vandfald ikke frembragt ved influens, så måtte den
skyldes en indre årsag, og den måtte kunne påvises.
Når luften bliver negativ elektrisk ved faldende
vand, må der et andet sted være udviklet en
ligeså stor mængde positiv elektricitet, og det
viste sig, at denne fandtes i vandet selv. Lod
man nemlig vand fra vandledningen strømme ud
gjennem et trangt rør med nedad vendt munding
og falde i et isoleret blikspand, blev spandet
efterhånden positiv elektrisk. Det kunde dog
tænkes, at dette skyldtes elektricitet, frembragt
ved influens fra negativt elektriske omgivelser;
herved vil nemlig dråberne på det sted, hvor
strålen opløser sig, udskilles med positiv
ladninger, som vil samles i spandet. For at udelukke
en sådan feilkilde omgav Lenard strålens øverste
del med et videre metalrør. Det sted, hvor strålen
opløste sig i dråber, lå inde i røret, og når dette
blev afledet til jorden, var strålen beskyttet mod
influens. Til yderligere sikring gjordes røret svagt
positivt ved hjælp af et Daniells element, og når
vandet da løb ganske langsomt, viste spandet
en svag negativ ladning. Forstærkedes nu strålen,
tabte denne ladning sig, hvorefter spandet viste
voxende positiv ladning.
At det ikke var gnidning mellem vandet og
udløbsrøret, der var årsagen til
elektricitetsud-viklingen, vistes ved et forsøg, hvor vandet
strømmede fra en isoleret beholder ned i et
isoleret spand, der var i ledende forbindelse med
beholderen. Denne beholder A (se fig.) var af
jern, den fyldtes tildels med vand, og ved at l
fortætte luften over vandet kunde man få strålen
til at træde ud af røret i beholderens bund med
den ønskede hastighed. Strålen faldt på en
zinkplade, der var anbragt i spandet S] dette spand
stod på isolerende fødder, ligesom A var isoleret
ophængt ved silkesnore. A og B var forbundne
med hinanden og med elektroskopet C ved
metaltråde. En ladning af dette apparat kunde ikke
skyldes gnidning eller nogensomhelst anden
virkning mellem apparatets enkelte dele, men kun
Vexelvirkningen med luften, der alene var istand
til at føre den ene af de to udviklede
elektriciteter bort. Det var ingen ringe virkning, der
kunde opnåes med dette aparat; lod man 10 liter
vand fra vandværket strømme ud gjennem en
0,8 mm. vid åbning under et tryk af 3 atm. steg
spændingen til 4000 volt, så apparatet kunde
give millimeterlange gnister. Med destilleret vand
nåedes dette resultat hurtigere, uden at dog
maxi-mumsspændingen blev større. Spændingen voxede
hurtigst, når man blæste ned i J?, idet den
elektriserede luft da førtes hurtigere bort, end når
karret kun ventileredes ved den luftstrøm, som
påvises ved kunstige fale
i lukkede rum. I
Heidelberg gjorde Lenard sit
første forsøg i den retning,
og virkningen var
overraskende. En brus var
anbragt 2 m. høit over
et badekar af zink. Lod
man brusen løbe, så viste
det sig, at luften i det
lille værelse
efterhånden blev negativ elektrisk
overladt, og efter 4
minutters forløb var
elektri-seringen så stærk, at
elektroskopet begyndte at
udlade sig, idet dets
blade med regelmæssige
mellemrum sloge mod
væggene. Først ved
udluftning af værelset
forsvandt elektriciteten.
Forsøget gjentoges i Bonn,
men her mislykkedes
det - som det senere
viste sig, på grund af
vandets ringere grad af
reenhed; i Heidelberg er
drikkevandet næsten så
rent som destilleret vand,
r Bonn efterlader hver dråbe, man fordamper,
en stærk saltkorpe. En mængde forsøg,
anstillede under forskjellige forhold, viste efterhånden
følgende: Enhver vandstråle, dsr støder mod en
fast hindring, udbreder negativ elektricitet i
luften. Falder strålen i vand, bliver
elektricitets-udviklingen svagere, især hvis strålen river megen
luft med sig ned i vandet. Luftens indhold af
Støv er uvæsentligt; at elektricitetsudviklingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
