Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 14. 6 april 1893 - Om ventilation, af Olaf G. Amundsen (forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 14
TEKNISK UGEBLAD.
10,1
Indhold: Om ventilation, (fortsættelse). - Det syraetriske jernbanevogiihjul. - Offentligt toilette med
oliehik-nmg i Wien. - Luftforpestelsesmaskiner,
Om ventilation*
(Foredrag af ingeniør Olaf G. Amundsen i Den polyteknisk forening.)
(Fortsættelse).
Ventilation«
Jeg har tidligere påvist ventilationens
nødvendighed for værelser, hvori mennesker opholder
sig. Jeg skal nu gå lidt nærmere ind på
ventilationens væsen og maner, de midler, hvorved den
opnåes samt de betingende omstændigheder for
samme.
Ved ventilation forståes den vexling af luft,
som på en eller anden måde finder sted i et
begrænset rum, idet den i rummet værende luft
strømmer ud og ny luft samtidig strømmer ind.
Ventilationen kan inddeles i:
1) ventilation ved temperaturdifferens,
2) ventilation ved maskinelle foranstaltninger.
Man kunde kanske også opstille endnu et
alternativ:
3) ved vindtryk; men dette har væsentlig
betydning for skibe.
Luft af høiere temperatur er lettere end luft
af lavere temperatur, og den varme luft har
derfor altid tendens til at stige opad, indtil den
finder luft af samme vægt. Af dette forhold
afhænger ventilationen ved temperatur differens.
Dersom luften i værelset har en høiere
temperatur end den omgivnende ydre luft, så vil
værelse-luften forsøge at trænge sig ud af værelset for
at stige op i den atmosfæriske luft, indtil den
når luft af samme vægt. Tænker man sig altså
et begrændset rum med ydervægge, så vil luften i
dette rum have tendens til, forsåvidt den er af
væsentlig høiere temperatur end den ydre luft,
at søge udvei gjennem alleslags utætheder -
porer og mindre åbninger - i. den øverste del
af rummet; og på samme måde vil den ydre
luft, som er tungere, søge at trænge sig ind i
værelsets nedre del for at erstatte den
udstrømmende luft. Denne luftvexling vil fortsættes
sålænge, indtil luften i værelset har den samme
vægt eller samme tryk som yderluften, eller
indtil vægtforskj ellen mellem den ydre luft og
værelsets luft er så ringe, at luftens tryk ikke
formår at overvinde modstanden i de små utætheder,
hvorigjennem luftvexlingen foregår. Dette kalder
man den naturlige ventilation.
Man kan gå et skridt videre og tænke sig,
at man istedetfor at lade luften passere gjennem
tilfældige utætheder bygger kanaler for den,
mundende ud oventil og nedentil i rummet. Den
kolde luft strømmer da ind nedentil, og den
varme luft undviger oventil. Men dette er
ikke netop nogen hensigtsmæssig form for
ventilation.
Det kan imidlertid arrangeres lidt anderledes.
Man kan beholde koldluftskanalen nedentil men
foran dens udmunding i værelset anbringe et
varmelegeme, og istedetfor at lade den varme
luft strømme ud oventil anbringe en opstigende
afløbskanal for den med indmundingsåbning
nedentil. På denne måde kommer vi et skridt
nærmere den form, som vi må søge som den
enkleste ventilationsform, nemlig kanal ventilation
ved temperatur differens^ der anvendes på steder,
hvor der ikke er tale om vidtgående
centralsystemer.
Hvis man skal føle det som en behagelighed
at få tilført frisk luft, så kan man ikke føre den
kolde yderluft lige ind på sig; det vil være meget
skadeligt for sundheden. Det må derfor arrangeres
således, at den kolde yderluft, inden den kommer
i berøring med mennesker, bliver forvarmet, og
den varme luft under taget må ikke få lov til
uden videre at forsvinde på den måde, at der
bare bliver en stadig luftstrøm nedenfra opad af
kold luft, som trækker ud efter at være
opvarmet; det vil være en slet økonomi og et direkte
varmetab. Man lader derfor den kolde luft
strømme ind bagenfor eller under et varmelegeme
(se fig. 2) hvorved den opvarmes og stiger
til-veirs. Efter at have passeret langs taget, må
den, idet den afkjøles gå, ned igjen og tage med
sig den forurens ede, kulsyrehold ige luft, hvorefter
den trækkes ud gjennem afløbskanalen nedentil.
Vi skal nu gå et skridt videre til en
anordning, hvor luften ikke forvarmes i værelset selv.
Man kan lade luften forvarmes i et
varmekammer, som anbringes i kjælderen (se flg. 1). Den
kolde luft tilføres da gjennem en kanal A direkte
udenfra til varmekammeret B, hvor der er
anbragt et varmelegeme, enten for opvarmning ved
damp eller for direkte fyring. Den kolde luft
opvarmes i dette varmekammer og stiger derefter
som frisk, forvarmet luft, gjennem en tilførsels-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
