Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 19. 11 mai 1893 - Grusonværket i Buckau- Magdeburg (forts.) - Sneforholdene på Bergensbanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
TEKNISK UGEBLAD.
11 mai 1893
Fig. 20. Hydraulisk kippeindretning med regulerbar styrtehøide.
fræsemaskine, \hvis leie er 8 m. langt og 6 m.
bredt. Desuden er der også 3 univers
al-radialboremaskiner, l høvlemaskine, på hvilken
der kan høvles rundt; diverse maskiner til
at udbore cylindre, høvel- og stødemaskiner;
dreierbænke og båndsage til at skjære jern og
stål. Bygningen er 12 m. høi, 84 m. lang, og
50 m. bred og indeholder i to gallerier en
mate-rialmaskine og et værksted for tænd apparater,
såvelsom et blikkenslagerværksted til
kardætsche-fabrikation; disse er forbundne med underste etage
ved opgange.
Gjennem den gamle panserlavetbygning
kommer vi ved at fortsætte «Lavetgaden» til
lavetmonteringshuset I det 12 m. høie og 70 m.
lange rum, har vi anledning til at betragte nogle
særdeles interessante, og ved sin størrelse,
imponerende værktøismaskiner. (Forts.)
Sneforholdene * på Bergensbanen.
(Eeferat af diskussion i Den polytekniske forening).
Forhandlingerne lededes af formanden, hr. direktør
K. Bryn.
Overingeniør T h. Lekve holdt foredrag om sneforholdene
på Bergensbanen.
Efter foredraget fulgte en diskussion, der indlededes af
Hr. redaktør Løvland jernbanekomiteens formand, der
takkede for den til Storthingets jernbanekomites medlemmer
udstedte indbydelse. Han ønskede nærmere belyst et specielt
punkt i hr. Lekves foredrag. Der vilde naturligvis indtræffe
tilfælde, hvor jernbanen måtte gå gjennem skjæringer i
snebræer ; var man da ikke ved bræens tilbøielighed til at skride
nedover udsat for, at linien på grand af presset kunde slå
høi på sig? Fremdeles var af lokalkjendte folk sneen oppe
i høiderne skildret som ganske mærkelig fin, så at den
bevægede sig næsten som vind. Hvorledes vilde man beskytte
overbygninger og tunneller mod at rende fuld af denne
snestrøm ?
Overingeniør Lekve skulde med hensyn til det første
spørgsmål som sin formening udtale, at man ikke specielt
ved Rundalslinien på noget sted krydsede snefonner af den
udstrækning og beskaffenhed, at der i mindste måde vilde
være at befrygte sådanne forskyvninger, som man kunde
iagttage ved bræer, der ligger under Jøkler - forskyvninger,
som skulde øve nogen skadelig indflydelse på jernbanelegemet.
Som nævnt i foredraget fandtes der langs Taugevand og i
den øvre del af Moldådalen enkelte sommere adskillige fonner,
andre år var de nesten ganske borte på de skråninger, hvor
linien er forudsat ført. Dette viste, at ingen af dem
egentlig var af stor mægtighed, således at de kunde sættes i klasse
med bræer. Terrænet var øverst i Finsedalen på de
omhandlede skråninger så svagt heldende, så knudret og stenet,
at modstanden mod en sådan* bevægelse i snemasserne vilde
blive for stærk, og der var heller ikke noget sådant pres
ovenfra, som kunde drive dem frem. Kaptein Hille havde
udtalt, at da han en sommer reiste der forbi, var der næsten
ikke en eneste fon at se ved Taugevand; øverst i Moldådalen
var der et par fonner på steder, hvor jernbanen måtte ligge
på fyldninger. Skulde man imidlertid være bange far, at
disse forhold vilde medføre vanskeligheder, så havde man en
udvei, som taleren dog ikke troede, man behøvede at benytte:
at slå en bro på murede pillarer over det sted, hvor fonnen
lå, og eventuelt beskytte foden af pillarerne ved Stenjettée.
Hr. ingeniør Eostad havde imidlertid studeret disse fonner
nøiere og vilde formentlig kunne give nærmere redegjørelse.
Hvad angik sneens finhed, da var det ganske vist så, at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
