Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 19. 11 mai 1893 - Sneforholdene på Bergensbanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 19
TEKNISK UGEBLAD.
147
er karakteristisk ved høifjeldssneen, at den er løs, let og fin
og har en stor evne til at trænge ind gjennem alle
utætheder, så man måtte i den henseende gardere sig. De
erfaringer, man i denne henseende havde gjort ved
Meraker-banen - hvor forholdene i disse henseender neppe var meget
forskjellige fra forholdene på Bergensbanen - såvelsom på
Nordvestra Stambanen havde vist, hvorledes man kunde undgå
disse vanskeligheder. På Nordvestra Stambanen var
indbygningerne noget primitive, ikke engang tætte, men desuagtet
rostes de dog for at have beskyttet linien tilfredssillende.
Det var jo en mulighed for, at disse vanskeligheder ved den
fine, løse sne kunde være større på Bergensbanen, skjønt
taleren tvivlede på det, men i betragtning af, at de primitive
indbygninger på det nævnte jernbaneanlæg havde vist sig
effektive, og da taleren gik ud fra, at man på Bergensbanen
skulde have bedre indbygninger - specielt skulde de være
tættere - troede han, at disse vanskeligheder ikke var af
nogen mere fremtrædende betydning. At indbygningerne
kunde gjøres tætte anså taleren ikke utvivlsomt Man
behøvede kun enten at anvende over- og underliggere, eller
man kunde dække fugerne mellem bordene med særskilte
lister, hvilket kunde gjøres uden synderlig store omkostninger,
og dem vilde der ikke være tale om, at sneen vilde kunde
trænge igjennem.
Ingeniør Eostad udtalte sig i samme retning som
Overingeniør Lekve. Taleren havde reist oppe på fjeldvidderne
5 sommere, hvor forholdene havde været høist forskjellige.
I 1887 lå der is ved Taugevand, i 3890 var der åbent vand
og næsten ikke sne, hverken der eller nedover Moldådalen.
Langs hele Taugevand fandt man sne liggende i enkelte
fordybninger om sommeren, men ikke i nogen større
udstrækning. Han troede efter dette, at der ikke vilde være tale
om synderligt snedrev, og at man næsten kunde udvære
indbygninger; der skulde ialfald kun blive tale derom på de
øverste 10 km, af den udstukne linie. Gjennem Moldådalen
burde der ikke være tale om indbygning, idet linien her var
lagt dels på høie banker og dels i tunneller, og man havde
her et dalføre, hvor liniens retning faldt sammen med den
fremherskende vindretning. Taleren tvivlede i det hele ikke
på, at linien overalt vilde kunne holdes klar med de
nuværende hjælpemidler til at fjerne sneen.
Ingeniør Steenberg havde altid forestillet sig, at man
på Bergensbanen måtte være belavet på lidt af hvert af
sneskred og lignende, som man var udsat for ved jernbaneanlæg
i sådant vanskeligt terræn. Men efter hvad der var
fremkommet om de virkelige forhold, troede han, man kunde være
berolig3t i så henseende. Når man så, hvad man havde
anseet det nødvendigt at foretage for at beskytte St.
Gott-hardsbanen mod sneskred, da var de foranstaltninger, som
her var bragt i forslag for Bergensbanen vedkommende rent
ud bagateller. Endnu værre end Gotthard s b anen er
Arlberg-banen; men også her hørte det til sjeldenhederne, at
snehindringerne standsede trafiken. Man burde derfor kunne fele
sig rolig i den henseende. Den fygende sne troede taleren
heller ikke behøvede at have så stort at betyde. På
Semme-riiigbanen havde taleren således seet, at man havde beskyttet
tunneller ved foran indgangsåbningen at hænge
seildugsfor-hæng. Hvad angik de konstruerede overbygninger for
Bergensbanen var taleren tilbøielig til at tro, at de delvis vilde vise
sig noget svage til at modstå den påvirkning, der kunde
være spørgsmål om. Et nærliggende eksempel herpå havde
man i veianlægget over Haukelidfjeldet; i Dyrskar lå der
en fon, som efter alle lokalkjendtes og sagkyndiges udsagn
ikke skulde have noget at betyde, idet fonnen enkelte år var
ganske borte. Da imidlertid veien blev bygget, blev den
lagt på en temmelig høi fylding, og det viste sig da, at
denne fon, som så næsten uskyldig ud, øvede den indflydelse,
at veien hver vår var væk, og efter forskjellige forsøg blev
resultatet, at rnan måtte bevilge en snes tusen kroner for at
lægge veien i tunnel på dette sted. Efter den erfaring vilde
taleren henlede opmærksomheden på, at hvor jernbanen går
i skråtærren burde man vise megen forsigtighed med hensyn
til banelegemets beskyttelse. Der vilde vistnok udkræves
noget stærkere indbygninger end her var projekteret. Under
almindelige forhold, hvor der ikke kunde ventes noget
horisontalt tryk, vilde disse derimod være fuldstændig
tilstrækkelige. Taleren var ganske enig i, at træ med fordel kunde
benyttes til disse bygværker. Man havde i veivæsenet også
den erfaring, at træbroer oppe i høifjeldet rådnede næsten
ikke. Snehindringerne måtte forøvrigt kunne overvindes ved
benyttelse af hensigtsmæssige sneplouge, og taleren vilde
gjerne forhøre hos foredragsholderen, om det ikke var tanken
at anvende roterende sneplouge; sådanne anvendtes allerede
i ikke liden udstrækning i Amerika og i Preussen.
Overingeniør Lekve var med hr. Eostad tilbøielig til at
tro, at man betydelig kunde indskrænke de forudsatte
indbygninger. De kunde vistnok reduceres til halvdelen af,
hvad man har gået ud fra ved opstillingen af overslaget.
Imidlertid var dette et spørgsmål, som måtte gjøres til
gjenstand for nærmere studium under anlæggets gjennemførelse.
I den østre del af Finsedalen var forholdet gunstigere end i
den øvre del af Moldådalen. Taleren kunde ikke dele hr.
Steenbergs frygt for den skadelige påvirkning af de fonner,
man mødte på Eunnalslinien. Taleren havde reist gjennem
Dyrskar, og der lå en meget stor skråfon i selve skåret.
Var det den, der var tale om, kunde han godt tænke sig, at
den kunde være vanskelig; men forhold som dette fandtes
der ikke på Eundalslinien. Der var opstillet målestænger
langs efter linien af 5 meters længde, anbragte i mursokler
af l meters høide. Sneen havde undertiden gået op i høide
med disse stænger; men disse små mursokler havde som regel
ikke været i nævneværdig grad forskudt, eller stængerne
bøiede. Dette tydede ikke på, at der var nogen bevægeko
af betydning i snemassen på de steder. I Austdal, hvor der
var flere fonner, var terrænet så svagt skrånende og så ujævn t,
at fonnerne ikke vel kunde tænkes at bevæge sig. Hvad
sneplougen angik, da var det forudsat at benytte
alrninclo-lige sneplouge. Forsåvidt man på Bergensbanen gik til at
benytte roterende sneplouge, vilde man omtrent kunne
undvære indbygninger; men taleren skulde dog tro, at det vikle
være billigst og bedst at beskytte linien på en eller and2:1
måde således, at man som regel kun behøvede at anvende
den almindelige ploug for at holde linien ren. De almindelige
sneplouge var gode til at fjerne løs sne med, men kom man
op i faste fonner, kunde man ikke klare sig med do:n.
Enderne af tunnellerne kunde ^ man beskytte mod at fyge
fuld af sne ved at bygge skjærmer på siderne af linien foran
åbningerne. Dette var anvendt på den før nævnte Nordvestre
stambane.
Ingeniør Støren havde lang erfaring med hensyn til,
hvorledes træværk holdt sig oppe i høifjeldet. Det viste dg,
at sleepers og navnlig lodretstående træværk holdt sig
overordentlig godt. Han havde seet, at det kunde stå over 18 år,
uden at der næsten var en rådden flæk at se; sådant fjuidfc
ikke sted i lavlandet. Der vilde man i regelen finde træet
angrebet efter 5 å 10 år. Sneoverbygningerne på Menilicr-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
