Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 40. 5 oktober 1893 - Arbeiderforhold i Spanien, af Dietrichson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
TEKNISK UGEBLAD.
5 oktober 1893
Arbeiderforhold i Spanien.
(Af ingeniør Dietrichsen.)
Den intense bevægelse, som i de senere år
har rørt sig blandt arbeiderne i de store
industrilande, har i virkeligheden kun i ringe grad nået
søndenfor Pyrenæerne. Betydelig afsvækket sat
den sig fast i provinsen Catalonien, der er
tyngdepunktet for den spanske industri, anført af
socialistiske og tildels anarkistiske ledere, støttet af
udenlandske agitatorer og hjemlige
levebrødspoli-tikere, bredte den sig, mere som en uro end som
en bevægelse, til arbeiderne i jernindustrien i de
nordlige, samt tildels også til
bjergværksarbei-derne i de sydlige provinser, hvor dog kun få
streiker hidtil har fundet sted.
Sammenlignet med den betydning
arbeids-nedlæggelserne siden 1889 har fået andetsteds,
må man sige, at Spanien i det hele er sluppet
med kunstige efterdønninger.
Ganske vist har voldsomheder fundet sted i
Catalonien, men kravene har som regel gået i
retning af ophævelse af misbrug og mod overdreven
arbeidstid, medens det store råb på «8 timers
arbeidsdag» har fundet endnu mindre gjenklang
i Spanien end for exempel i Frankrige,
Det lykkedes ikke agitatatorerne at bringe
arbeiderne til den enighed som i andre lande for
en del opnåedes. Det synes som om indstiftelsen
af den store arbeiderdemonstrations dag, 1ste mai,
ingenlunde har bragt de misfornøiede målet
nærmere, men i Spanien er den sågodtsom ikke
ble ven feiret uden inden enkelte korporationer
af arbeidere i de store byer.
Demonstrationsdagen var vistnok af sine .opfindere ment at
skulle blive et storartet skræmmebrag for årligt
at minde kapitalismerne i særdeleshed, og de
bedre stillede klasser i almindelighed om den
fysiske overlegenhed hos de arbeidende. Vel er
en påmindelse ofte påkrævet, selv de stiveste
arbeidsherrer gjør rettest i at indse og indser
også tilfulde, at arbeiderspørgsmålet så langtfra
kan afvises med magtsprog, men at tvertimod
dets løsning må ofres en stor opmærksomhed.
Dagen har imidlertid tabt i tilslutning og er
vistnok i det hele opgivet som middel til
forbedring i arbeidernes kår, medens dog dens mål og
hensigt stadig vinder terræn. Men de spanske
arbeidere i det hele har aldrig forstået hvorledes
dagen mentes at skulle virke, dette har lederne
ikke magtet at få dem til at begribe, ligesålidt som
det er lykkedes dem i det store hele at bringe
den spanske arbeiderstand til at forstå hvor stærk
enigheden gjør, når der kjæmpes for en god sag
og med blanke våben. Og da det nu ikke gik
at få dem samlet under det store fælles krav,
måtte sågodtsom udelukkende de stedlige forhold
benyttes som agitationsemner og dette svækkede
selvfølgelig bevægelsen. Den spanske arbeider
er også altfor uvidende og letsindig til at kunne
bringes til at arbeide for et mål, som han ikke
ser for sig, eller med engang begriber.
Sågodtsom ingen af de almindelige arbeidere kan
hverken skrive eller læse. Standen i sin helhed er
som følge deraf afskåret fra, gjennem blade og
bøger, selv at gjøre sig bekjendt med den
udvikling som de åndelig bedre stillede søger at
gjøre alle delagtige i. De er henviste til
mundtlige og fordreiede fremstillinger fra kammeraters
eller agitatorers side. Arbeiderne dernede har
forøvrigt mange og store fortrin, de er i
forunderlig grad afholdende og i sin levemåde
yderst nøisomme. De har i det hele få
fornødenheder og er villige og som regel indsigtsfulde
i sit arbeide. De er med et ord gode emner,
men som før nævnt er de forholde hvorunder de
lever en stadig grund til at de vanskelig kan
vinde frem til bedre kår.
Den hemmelighedsfulde religion, de
mangelfulde skoler er allerede nok til at de åndelig
holdes nede. Svage i denne retning, uden
selvstændig opfatning, bliver de et let bytte for
udplyndring fra opsynsmændenes og særdeles ofte
også fra arbeidsherrernes side. Navnlig
bjerg-værksarbeiderne tvinges som regel, til for sit
arbeide at tage dyre og dårlige varer. Så går
de over i ågerkarlenes klør, hvor de kan være
glade ved at slippe med 40 °/o. Ved
bjergværkerne - ialfald hvor der ikke arbeides med
natskifter, - må de være på stedet fra solens
opgang til efter dens nedgang; fraregnet hviletiden
bliver dette i sommeren 12x/2 til 13 timer.
Desuden arbeides bestandig om søndagen, ialfald på
landet. Børn arbeider fra de er ganske små.
Nu må man ikke tro at der mangler love mod
disse misbrug, slige findes, men der er
sågodtsom ingen som overholder dem.
Følgen af alle disse forhold er, at arbeidet
er lidet effectivt og fortjenesten derefter, kun
fra 2 til S1/* pesetas (kr. 1.40 til 2.50) for
almindelige arbeidere.
Man vil lettelig forstå at under slige
omstændigheder mangler der aldrig stof for
opviglere; selv om den almindelige
arbeiderbevæ-gelse ikke støttes, vil der for slu ledere altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
