Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 1. 4 januar 1894 - Foreningsefterretninger - Den polytekniske forening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. l
TEKNISK UGEBLAD.
Foreningsefterretninger.
Den polytekniske forening. Møde tirsdag den 5te
december 1893.
Forhandlingerne lededes af formanden, hr. veidirektør
Krag.
Formanden udtalte, at han håbede, man skulde få
nedsat en komité til nærmere udredning af spørgsmålet gas og
elektricitet. Denne komites arbeide vilde da snart blive
forelagt foreningen, således at spørgsmålet, om hvilket
meningerne ved sidste diskussion var blevet stående mod hinanden,
kunde komme under fornyet behandling.
Som diskussionsemne forelå:
Overføring af elektricitet på lange afstande.
Emnet indlededes af
Ingeniør F. Stønner: I et land som Norge med dets
overflod på vandkraft er det efter min opfatning et af de
vigtigste spørgsmål, hvorvidt det går an at føre denne kraft
så at sige midt ind i byen på lang afstand. Der, hvor
vandfaldene findes, gjør de ofte ingen nytte, men kan man ved
overføring gjøre sig dem nyttige, vil de danne en uhyre
rigdomskilde. Jeg har derfor tænkt iaften at give nogle
meddelelser om, hvorlangt man nu er kommet i retning af at
kunne foretage sådan overføring.
Som bekjendt, er man allerede for lang tid siden begyndt
med experimenter med at overføre vandkraft. På udstillingen
i Munchen i 1882 viste en franskmand Mor ei l jDeprez et
experiment, og den samme har senere i mange år foretaget
nye forsøg efterhvert på længere og længere afstande. De
resultater, han har opnået, har rimeligvis bidraget til, at
"Allgemeine Elektricitåtsgesellschaft" i Berlin og "Oerlikon"
gik i gang med det store kraftoverføringsanlæg fra Lauffen
til Frankfurt. Der blev overført 300 hestekræfter i en
afstand af 175 km., og man gik op til spændinger, som man
aldrig før havde tænkt muligt, nemlig 10,000 volt - ja endog
lige optil 20 000 volt. Som ethvert nyt anlæg mødte naturligvis
også dette vanskeligheder, og der blev selvfølgelig også
der begået f ett; men resultatet blev dog så tilfredsstillende,
at"_det har vakt den største opmærksomhed hos elektrikerne
over den hele verden.
På mange steder er forholdet det, at man har fabriker,
som går med damp, medens nogle kilometer derfra kan der
findes et vandfald, hvis kraft kunde tilgodegjøres ved
fabri-kerne.
Her i landet har man. såvidt jeg ved, endnu ikke fået
nogen sådan overføring af elektrisk kraft istand. Dette
kommer vist hovedsagelig deraf, at fabriker som sliberier,
cellu-losefabriker, papirfabriker osv. som oftest ligger lige ved
fossefald, medens på den anden side sagbrug og høvlerier i
sit affald har tilstrækkeligt materiale til fyring under
dampkjedler.
Hvor man har vandkraft til disposition i eu by, er det
let gjort at nytte den til elektricitet, og selv her i landet
har vi exempler på sådan tilgodegjøring af vandkraft, således
i Skien, på Hammerfest og Kongsberg.
I udlandet findes der flere anlæg, som overfører kraften
elektrisk lange veie til belysning af byer, og da der blev tale
om et elektrisk belysningsanlæg her i Kristiania, var det mig
umuligt at forstå andet, end at man også her måtte kunne
tænke på dette. Der hævede sig o^så dengang røster i den
retning, og hvor man har vandkraft liggende så at sige lige
ud for sin stuedør som her i Kristiania, syntes der at være
alvorlig opfordring til at tænke på sa.^en.
Selv om det imidlertid ikke den gang’ var muligt at gå
til en sådan foranstaltning - det kan indrømmes, at
problemet ikke den gang var løst - syntes der dog at måtte
have været opfordring til at afvente den videre udvikling;
det havde ikke sådan hast. Især når man har en sådan god
melkeko som gasværket, syntes jeg ikke, der var nogen grund
til at frygte at lide lysmangel. Der var jeg enig med de
herrer, som holder på gasen.
Der var endnu en grund til at indtage en afventende
holdning, den nemlig, at der netop forestod forsøg med den
storartede elektriske transmission fra Lauifen til Frankfurt. Alle
advarsler var imidlertid forgjæves; byen måtte have
elektricitet, der var ingen råd med det. og der var da intet andet
at gjøre, end at lade værket gå med damp. Man er
imidlertid derved slået ind på en vei, hvor man har skudt ad
i det fjerne udsigten til at kunne benytte vandkraft. Har
man engang anskaffet sig et brugbart elektricitetsværk, så
vil man nødig opgive det, selv om man kan få noget bedre.
Deri, tror jeg, ligger den beklageligste side ved det valg,
som er truffet.
De resultater, man har opnået mange steder i udlandet,
er af sådan art, at man trygt kan sige, at vandkraften, når
man har den så tilgjængelig som her, må være det eneste
rette at drive et elektrisk anlæg med.
Før jeg går over til at nævne de forskjellige anlæg, vil
jeg i almindelighed forklare, hvorledes man overfører
elektricitet fra vandkraft. Ved vandfaldet stilles op turbiner,
som driver dynamoerne. Disse dynamoer giver ialmindelighed
en strøm af lavere spænding, fra 50 å 100 optil et par tusen
volt. Hvor afstanden er lang, vil det falde altfor kostbart
at overføre en betydelig kraftmængde med så svag
spænding, idet ledningstrådenes dimensioner vilde blive altfor
kolossale - det forholder sig på samme måde som med en
vandledning, hvor rørene kan gjøres betydelig mindre, når
man forøger vandets tryk - den lavspæudte strøm fra
dynamoerne orngjøres derfor ved såkaldte transformatorer til strøm
af 1000 optil 5 å 10 000 volts spænding. Disse
transformatorer er ganske simple apparater, bestående af to spoler,
skudt ind i hverandre, og af hvilke den ene er omvundet med
tyndere tråd, den anden med tykkere, og isolerede fra
hinanden med olje. Den lavspændte strøm, der passerer
igjennem de tykkere trådvindinger, inducerer i den anden
vinding høispændt strøm, f. ex.l 0000 volt. Gjennem en ganske
tynd ledning fører man så den høispændte strøm den længere
afstand til det sted, hvor strømmen skal bruges. Når man
kommer til byens udkant, foretages akkurat den modsatte
operation, idet man ved transformatorer sætter den høiere
spænding om til en lavere. Hvor det gjælder større byer, vil
det falde for dyrt at tranbformere strømmen ved byens
udkant lige til den spænding, som skal bruges. Man kan derfor
transformere den to gange. Istedetfor at gå ned fra 10 000
til 100 volt transformerer man strømmen ved byens udkant
ned til f. ex. l å 2 000 volt. Denne strøm kan man føre
gjennem kabler af små dimensioner til forskjellige
understationer i byen, hvor atter ved andre transformatorer den
høiere spændte strøm endelig omdannes til en spænding af
vel 100 volt for lamperne.
Det første anlæg, jeg skal nævne, er et anlæg i F
ur-sten wal de. Det gjaldt der at overføre fra et vandfald
180 h. k. i en afstand af 8 km. Der er hidtil kun taget i
brug 120 h. k. til drift af 2 vekselstrømdynamoer, som leverer
strøm af 2 000 volts spænding. Denne strøm føres gjennem 2
tråde direkte til byen, idet afstanden er så kort og kraften
så forholdsvis liden, at det ikke vilde lønne sig ar gjøre den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
