Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 12. 21 marts 1894 - Stavskikkens anvendbarhed, af Thorsen (forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
TEKNISK UGEBLAD.
21 marts 1894
Endvidere er enkelte af de bygningsordninger, der danner
stavkirkernes skib, så massive, at de store mastetræer i en
uforholdsmæssig grad opfylder de forholdsvis små kirkerum.
Blot en brøkdel af disse konstruktioner vilde have været
tilstrækkelige for at give skibet kirkelig form og fornøden
konstruktiv styrke.
Dog, om end ikke i kirkerne, så turde disse
bygningskonstruktioner være påkrævede for den bygningsanvendelse,
de egentlig tilhørte.
Nogen udviklingstid som kirkelig bygningskunst har
stavskikken egentlig ikke havt, omendskjønt den indehaver
betingelser for at kunne udvikles hertil. Den blev anvendt på
ganske små kirker, hvis skibe, så vidt bekjendt, aldrig har
oversteget en længde og bredde af ca. 8 X 10 meter
(midtbygningen).
Enkelte af skikkens konstruktionssystemer egner sig
imidlertid for at kunne overbygge et meget betydeligere
grundareal. Begrænsningen vil man imidlertid straks mærke,
da den gamle skik ikke er beregnet på nogen skjødning af
rammer, sviller eller,stave.
Det er selvsagt, at stavskikken, anvendt som
kirkebygningskunst, ikke ,,mit eins" har kunnet danne en så
fuldkommen kirkebygning, som stenbygningskunsten allerede
havde havt århundreder til at udvikle. Stenbygningskunsten
havde allerede en fuldstændig kirkestil, inden de første
trækirker reistes i Norden, og vi kan lige fra de romerske
katakomber og basilikaer følge stenkirken i hundredetusinder
af eksempler under dens mangeartede udviklingstrin, men
samtidig eier vi ingen eksempler på, at der fra Rom
udviklede sig nogen kirkelig træbygningskunst* Derimod lærte
Gaule og Britannien og disse landes saksiske og skandinaviske
gjæster på en meget eftertrykkelig måde at kjende den
romerske træbygningskunst i form af clavicula, onager, cat,
mangonel, trebuchet, vinea, endvidere fra "the movable bridge",
"movable tower". At Normanner-stammen havde vist sig
lærvillig og havde forstået igjen at byde Romerne sin
træbyg-ningskunst i forbedret form, viste sig jo, da de med held
bragte den i anvendelse på de romerske befæstninger. At
Skandinavernes krigskunst ikke blot bestod i strandhug, for
at trække gods og trælle ombord i sine vikingesnekker, derom
har vi beretninger i al overflod fra de lande (England,
Holland, Belgien, Frankrige, Spanien, Italien, ja selv
Grækenland og Lilleasien), som de beærede med sine erobringstog.
Deres gjentagende beleiring af Paris i årene 845 - 875 -
861 - 886, hvilken sidste beleiring strakte sig udover et
noget længere tidsrum, var ikke blot og bare "overraskelser".
Når de med sine vikingeflåder seilede op Seinen, Loire, Garonne,
Rhone, Rhinen, Mosel og indtog befæstning efter befæstning,
så udfordredes for disse beleiringer en temmelig udviklet
bygningskunst. Det gik dengang ikke at skyde befæstninger
ned på 5 kilometers afstand, heller ikke var de så ganske
til at skræve over, men man måtte dels grave sig under og
dels bygge sig over, dels ligetil bryde muren ned. Ved
flodmundingerne opførte i regelen vikingerne sine forskansninger,
og at de også forstod den kunst at befæste disse stillinger,
kan befæstningen af deres leir Ted Maas 882 tjene som
eksempel. Om denne heder det, at den forgjæves beleiredes
af Karl "den tykke", og at hans "vældige hær" intet
formåede mod deres faste bolværk. Angelsaksiske annalister ved
ligeledes at berette om, at Skandinaverne med raskhed og
kyndighed forstod at forskanse sig. Fra deres erobringstog
på de britiske øer berettes blandt andet, at da Alfred 882
fordrev Danskerne fra deres beleiring fyf Rochester, havde de
udenfor stadens porte bygget "a strong castle" eller "tower".
Forskjellige arter af tårnbygninger kunde vistnok ligeså
lidt undværes ved forskansningen af deres leire, som når
de gav sig af med beleiringer.
Det synes klart, at "the movable towers" måtte samtidig
være forholdsvis Jette, stærkest muligt konstruerede og raske
at sætte sammen. Det er lidet tænkeligt, at vikingerne turde
indlade" sig på at lafte op sit "toAver" udenfor Rochesters
porte, ligeså lidt som tårnet, bygget på det vis, vilde egne
sig for at rulle frem. Stavkonstruktionen derimod indehaver
alle betingelser for at tjene øiemedet. Vikingerne forstod
den kunst i en fart både at rigge til og af sine snekker.
Ved at reise en par stave i sit "tower" kande de straks
arbeide videre under dækning. Med en smule kjendskab til
den måde, hvorpå det romerske beleiringsmateriel blev
anvendt, må det være indlysende, at stavkonstruktionen måtte
være den eneste anvendbare byggemåde for alt deres
transportable træværk.
Og ligeså sikkert er det, at uden lignende material
havde ikke Skandinaverne kunnet binde an med
befæstningerne i de romerske eller tidligere romerske kolonier.
End mere end Eomernes måtte deres krigslykke afhænge
af hurtige bevægelser og deres krigsmaterial indrettes herefter-
Uden en stigende udvikling af deres bygningskunst, havde
heller ikke deres stadig større krigsforetagender kunnet lykkes,
men da enigheden brast - brast også krigslykken og vi
kjender efter vikingetogenes tid blot Nordmanden fra hans
eget fattige hjemland. At Skandinaverne hver til sit hjem
bragte og i sin bygningskunst tog i anvendelse den under
deres erobringstog udviklede stavskik, synes adskillige af
stavkirkernes "tower"-mæssige bygningsdele at tyde på.
Stavskikkens udbredelse fra Romerne og udvikling under
Skandinavernes krigstog i Britannien og på fastlandet udelukker
ikke muligheden af, at der med de første geistlige har fulgt
kirkebyggere til Norden, men det kan ikke indsees, hvad
forskjel det gjør i skikkens udviklingsformer, enten
Skandinaverne selv anvendte en bygningsskik, som de havde lært at
kjende og udvikle under sine erobringstog i Gaule og
Britannien, eller at byggefolk fra nævnte lande anvendte skikken
i Skandinavien. At tænke sig skikken overført som fuldt
udviklet kirkelig træbygningskunst er ikke alene i fuld strid
med de fleste stavkirkers byggemåde, men der levnes heller
ikke i nævnte lande skikken nogen udviklingstid som kirkelig
bygningskunst. Kristendommen blev nemlig først
fuldstændig indført på de britiske øer omkring 650 og allerede 675
begyndte engelske geistlige at indkalde bygmestere fra Gaule
for at få sine kirker byggede "in the Roman inanner", det
vil sige, få sig byggede stenkirker, og der er ingen
sand-synnlighed for, at trækirken efter den nye modes indførelse
skulde have havt nogen udvikling.
Omkring 450 var rigtignok kristendommen allerede
indført på Irland, og herfra synes tydelig nok enkelte
kirkeformer at skrive sig. Stavkonstruktionen kan muligens
derfra have fået, anvendt i stavkirkerne, adskillige af sine
kirkelige tilsætninger. Irland har imidlertid været et af de lande,
der stod i den livligste forbindelse med Rom og Orienten, og
der formenes, at stenbygningskunsten på øen - idetmindste
for "the round towers" vedkommende - allerede har været
anvendt flere århundreder før vor tidsregning. Den ældre
kultur kan vel igjen tildels have været udblæst. Sikkert er
det imidlertid, at øen allerede straks efter kristendommens
indførelse havde Europas mest lærde geistlighed, og i
lærdommen kan vistnok også indbefattes den største kjendskab
til Roms og Orientens bygningskunst. Der er således ingen
grund til at antage, at ikke stenkirker har været byggede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
