Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 16. 19 april 1894 - Foreningsefterretninger - Polyteknisk forening - Tekniske nyheder - Forbrænding af affaldsstoffe i Chicago
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ie
TEKNISK UGEBLAD.
143
Dr. Weber i Berlin skriver: "På Deres skrivelse af
15/i2 er jeg, på grund af nødvendige forretninger, først idag
istand til at svare. Et anlæg af den art, som De i Deres
brev har beskrevet, er efter min mening, med nutidens,
tekniske midler, udførbart; naturligvis fordrer denne udførelse
mer erfaring og forsigtighed, end en efter de almindelige
brugbare systemer, hviJke for det meste ikke har større
spænding end 2 500 volt, dog er vanskelighederne ikke
uovervindelige. Beviset derfor er leveret gjennem anlægget
Lauffen a/N. - Frankfurt a/M., hvilket flere måneder har
arbeidet fuldstændig tilfredsstillende. Driftssikkerheden er
et relativt begreb, den afhænger ikke så meget af
spændingens høide, - thi med 15 000 volt kan man fuldkommen
sikkert isolere apparaterne og transformatorerne - som af
Veirforholdene, som ved sne og frost, - og især ved
tordenveir, der indvirker ugunstigt på et overjordisk anlæg. -
Kapacitetsvanskelighederne spiller ingen særlig forstyrrende
rolle ved overjordisk ledning. Ferrantis system i London var,
efter min viden, udført med underjordiske ledninger, heri
frembød sig de fleste vanskeligheder, som blev bemærket.
Anvender man overjordiske ledninger, undgår man næsten
fuldstændig vanskelighederne ved kapaciteten, derimod træder
faren ved lynild i forgrunden. Hvor stor uveirets indflydelse
kan være, lader sig ikke bedømme, man må da vide, hvor
hyppigt sådanne optræder derhenne, hvor heftige de er og
hvor længe de varer.
I nærheden af Alperne har tordenveiret ofte fremkaldt
ubehagelige forstyrrelser. Dog har man i den sidste tid
både i Schweiz (navnlig i fabrikken Oerlikon) og i Amerika
ivrig beskjæftiget sig med at forbedre lynafledernes
konstruktion.
Fabrikken Oerlikon har vel samlet udførlige erfaringer i
denne retning, da den selv har udført flere overjordiske
ledninger og også holder i drift. Hvad risikoen angår, er det
ikke muligt, uden nøiagtigste kjendskab til enkelthederne, at
afgive nogen dom. Det afhænger af valget af firma, af
affattelsen af kontrakten, som bliver afsluttet med firmaet,
som af hvilken størrelse af forbrug man kan vente sig, af
anlægskapitalens størrelse, hvilket sidste væsentlig afhænger
af arten af vandkraft. Når vandbyggearbeiderne ikke bliver
synderlig dyre, og vandkraften er tilfredsstillende konstant,
så tror jeg, at man, ved forsigtig affattelse af kontrakten og
valg af et godt firma, intet har at befrygte."
Brevet fra H o p k i n s o n lyder således in extenso: "Hermed
svar på Deres brev af 19de ds. Med et passende
arrangement tror jeg ikke, at udførelsen og driften af
kraftover-føringsanlægget med høispændt vekselstrøm vil møde nogen
særlige tekniske vanskeligheder.
Jeg har ikke den mindste tvivl om, at anlægget kan
gjøres praktisk sikkert. Under gunstige omstændigheder
vilde jeg ikke tage i betragtning at arbeide med 20 000 volt.
Hvor overjordiske ledninger benyttes, vilde vanskeligheder
med kapaciteten neppe forekomme. - Jeg tror ikke, at der
er nogen forskjel på det l-, 2- eller 3-fasede system med
hensyn til sikkerheden. Vanskeligheden ligger sædvanlig i
igangsættelsen, dette kan dog overvindes ved dem alle.
Jeg har ingen tvivl øiri, at, seet fra et teknisk
standpunkt, overførelsen af kraft ved vekselstrømme og ved
anvendelsen af overjordiske ledninger vilde give sikre resultater;
om anlægget vil svare sig eller ikke, vil selvfølgelig bero på
det kommercielle brug af den givne kraft." - Endelig skal
jeg også få lov at referere in extenso et brev fra Englands
første elektrotekniker, W. H. Pruce, dateret den 27de
december 1893:
"Som svar på Deres spørgsmål skal jeg udtale: Jeg
finder ingensomhelst tekniske vanskeligheder i den plan, De
foreslår at udføre, den kan gjøres praktisk sikker.
Spændingen kunde blive mellem 5 og 10 000 volt. På denne
distance vil antagelig 10 000 volt være at foretrække.
Kapacitetsvanskelighederne kan blive fuldstændig overvundne. "The
London electric supply corporation" bruger tilfredsstillende
10 000 volt på anlægget mellem Deptford og London, en
afstand af over 5 engelske mil. Det trefasede
vekselstrømsystem har intet fortrin fremfor det tofasede system, efter
min formening. Som et kommercielt foretagende vilde
resultatet afhænge af energiforbrugets størrelse, ved et stort
forbrug vil anlægget svare sig,"
Dette er, mine herrer, udtalelser fra over hele verden
anerkj endte autoriteter, fra uinteresserede mænd, og jeg tror,
at vi alle må respektere disse udtalelser, eller hvis
udtalelser skal vi da rette os efter i en for vort lands
industrielle udvikling så stor og vigtig sag?
Tekniske nyheder*
S. Forbrænding- af Affaldsstoffe i Chicago. For
enhver storre by er det et meget vigtigt spørgsmål at
bortskaffe affaldet fra husholdningerne og gaderenholdet, både
på grund af de store mængder, hvori dette opsamler sig, og
fordi det indeholder organiske stoffe, sorn i sanitær henseende
giver anledning til store betænkeligheder.
I den sidste tid har derfor tanken om at lade affaldet
opbrænde, hvorved man opnår både at formindske volumet
og ødelægge de organiske stoffe, ledet til konstruktionen af
mange forskjellige ovne, af hvilke dog ingen hidtil, mest af
hensyn til deres store kostbarhed, har vist sig praktiske.
I Chicago har man imidlertid bragt en meget enkel
for-brændingsmåde i anvendelse, hvilken i principet beror på at
lade affaldet opbrænde på stedet, ikke som det ellers har
været brug, først at bringe det til et oplagsted. Omhandlede
måde egner sig særlig for de amerikanske byer, der har store
kvartaler med en fælles indre gård, i hvilken maskinen kan
opstilles og affaldet for vedkommende kvartal opbrændes.
Maskinen ligner af ydre et lokomobil, d. v. s. den
består af en jerncylinder med skorsten; indvendig er den efter
længden delt i 3 afdelinger; nemlig i et kammer med en
skråtliggende rist, hvorunder der er en afdeling for asken,
medens det tredie rum tjener til direkte forbrænding af
alleslags affaldsstoffe. Idet nu affaldet ifyldes ovenfra, holder
gitterristen de grovere dele tilbage, medens de finere
bestanddele lidt efter lidt glider over denne og derpå træffes
af en flamme fra en petroleumsovn, der er anbragt i maskinens
hele længde. Forbrændingen er så grundig og virksom,
forbruget af petroleum meget ringe, hvorhos den fremkomne
forbrændingsvarme er tilstrækkelig til at tørre og opvarme
det til forbrænding bestemte material.
Med en sådan maskine der betjenes af 2 mand og
ledsages af 2 askevogne, er man istand til at forbrænde en så
stor mængde affald, at der til dettes transport ellers vilde
været nødvendig henimod 20 vogne, ligeoverfor hvilken fordel
det ringe petroleumsforbrug ikke kan komme i betragtning.
I ethvert fald er tanken: at foretage forbrændingen på
stedet, det vigtigste og mest praktiske ved det hele system
og turde dette vistnok også være anvendbart for europæiske
storstæder. "’(Z. f. T. u.’ S.J
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
