Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 34. 23 august 1894 - Om håndboring for fjeldsprængning, af Henr. Lund (forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No.
TEKNISK UGEBLAD.
273
Indhold: Om håndboring for fjeldsprængning. (Fortsættelse fra no. 33.) - Tekniske nyheder: Amerikanske
grave-og planeringsmaskiner. Dampskibsprøveture. - Ledige poster. - Personalia. - Blad- og bognyt. - Fra redaktionen.
Om håndboring for fjeldsprængning.
(Af Henr. Lund.)
(Fortsættelse fra no 33.)
Feisler,
Disse forekommer i handelen dels i hærdet,
dels i uhærdet stand, men kvaliteten er gjerne
mindre god. De hærdede bør før brugen helst
udglødes og hærdes om igjen, og ofte er de af
.så hårdt materiale, at de er bedst uhærdede.
Medens feiselen er varm, bør man også benytte
anledningen til at krumme den, da de i handelen
værende oftest er helt rette. Hvor stor
krum-ningsradien skal være, er ikke så ligetil at sige.
I lærebøger ser man ofte opgivet for
enmands-feisler, at radien skal være afstanden fra
albueleddet til feiselcentret, men dette mål har
ingensomhelst berettigelse. Bevægelsen under slaget
er såvidt kompliceret, at man bedst ved forsøg
udfinder størrelsen af krumningen. Man giver
feiselen en erfaringsmæssig krumning først og
mærker sig så under brugen, hvor de fleste slag
træffer i banen. Er krumningen rigtig, skal
hovedmassen af slagene træffe i centrum. Hver
arbeider bør have sin feisel, som han altså eier,
og som er afpasset efter vedkommendes størrelse
og måde at slå på. Er dette ikke tilfældet, må
man give samtlige feisler en
gjenneinsnitskrum-ning og da gjerne den ene halvdel en ubetydelig
sterkere krumning end den anden. Feiselbanerne
bør slibes, efter at de er hærdede.
Hvor stærkt feiselen skal hærdes, beror på,
hvor hårdt borstål man benytter, og det er af
stor betydning at træffe den rigtige hårdhedsgrad,
idet dette betinger såvel dens varighed som dens
godhed at slå med. De anløbes gjerne i en eller
anden blå nuance.
Til skaftet bør ikke benyttes for hård ved.
De almindelige askeskaft er således ikke
behagelige at slå med. Af rogn og asp kan man få
gode skaft; men emnerne må udtages særlig til
dette brug. Det er ikke heldigt at gjøre skaft
af planker, idet kun få er skåret således, at man
kan få gode emner deraf. Årringene i et skaft
må nemlig helst stå lodret på et plan gjennem
feiselen og skaftet, ellers vil det være tilbøieligt
til at kaste sig til siden ved fugtigt veir. Skaftet
må ikke være for stivt, hvorfor det er heldigt
at forringe tversnittet en del et stykke fra feise-
len, således at det bliver noget elastisk. Man
vil ved første øiekast være tilbøielig til at
anse alt dette for uvæsentlige småting; men har
man været nødt til at slå en dag eller flere med
en dårlig feisel, vil man nok føle noget andet.
Som tidligere nævnt er de i handelen værende
feisler ofte mindre gode, jeg har derfor nu i de
sidste år ladet feislerne gjøre af l1^" borstål og
været vel fornøiet med disse. De bliver ikke
stort dyrere end de kjøbte og er meget bedre.
Af P/a" borstål kan de ikke bekvemt gjøres
tungere end 3 kg., hvilket jo også gjerne er
tilstrækkeligt.
Enmandsfeisierne veier gjerne omkring 2 kg.,
noget mere eller mindre efter det arbeide
hvortil de skal benyttes og øvelsen hos vedkommende
arbeider. Feisler bør nemlig forefindes i flere
størrelser, således at en mindre øvet kan begynde
med en lettere, og ligeledes en øvet for
over-håndsboring kan bytte sin almindelige tyngre.
Banen er gjerne ottekantet og en knap
kvadrattomme i udstrækning.
Skaftet gjøres gjerne omtr. 45 cm. langt,
idet en øvet arbeider holder hånden omtr. 40 cm.
fra feiselen. Skal et hul bores steilt opad, gar
feiselernes form over til rene klubber med 4-5
kvadrattommers bane og endnu mere. Skaftet
er da ganske kort og gjerne forsynet med en
rem eller snor, der forhindrer skaftet fra at glide
i hånden, hvilket det er tilbøieligt til.
Postfeislerne har gjerne en vægt af omtr.
3 kg. for de almindelige bor, medens man for
l" og sværere borstål øger vægten til 4 kg. eller
endog mere. Til 5/8" borstål bør feiselens vægt
være omtr. 23/4 kg. Disse feisler har gjerne en
bane på l kvadrattomme eller mere, og skaftet
en længde af omtr. 90 cm.
Angående den måde, hvorpå arbeiderne
håndterer feiselen, da er det ganske stor forskjel på
den øvede og uøvede. Som regel benytter den
øvede færre muskler end den uøvede, og lægger
man mærke til en øvet enmandsborer, vil man
se, at albueleddet benyttes meget lidet, idet slaget
føres af skulderleddet, medens kroppen samt
håndleddet samtidig gjør en ringe bevægelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
