Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26 januar 1912 - Om patenter, varemerker og mønstre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26 januar 1912
TEKNISK UKEBLAD
49
L avdeling har sin egen fast ansatte
formand, i II. avdeling forretter styrets
chef som formand.
Til utvalgene i begge avdelinger kan
indkaldes til raadslagning sagkyndige som
ikke er medlemmer av styret, men disse
kan naturligvis ikke ta del i nogen
avstemning.
Ved § 7 i styreloven er den meget
vigtige og ønskede bestemmelse truffet, at de
i en sak interesserte parter kan opfordres
eller paa forlangende gives adgang til at
avgi mundtlig forklaring i sin sak.
De respektive registre føres omtrent
som tidligere. Patentbrev eller
registreringsbevis blir utstedt, naar saken er
tilendebragt, og tror jeg at denne særskilte
lov om styret forøvrig ikke indeholder
noget der har interesse for publikum
utenfor hvad de særskilte love for
patenter, varemerker og mønstre tilsiger, og
hvortil jeg nu skal komme i rækkefølge.
Patenter.
Hvad der efter den nye patentlovs
paragraf 1 er unddrat patentbeskyttelse
er omtrent det samme som under den
ældre lov, nemlig:
a. opfindelser, hvis utøvelse vilde stride
mot lov, sedelighet eller offentlig
orden;
b. opfindelser, hvis gjenstand er et
nærings-, nydelses- eller lægemiddel eller
en kemisk forbindelse; dog kan
patent gives paa den særskilte
frem-gangsmaate for fremstillingen.
Den nye lov har altsaa ogsaa undtat
kemiske forbindelser; noget som ogsaa i
sin almindelighet under den ældre lov
har været anset for ikke at kunne
patenteres.
Efter den gamle patentlov var det den
første opfinder der tilkom patent. Hadde
to søkt om patent paa det samme, var
det den første opfinder der tilkom
patentet, selv om han ikke var første ansøker.
Efter den nye lovs paragraf 3 ansees
derimot den av to ansøkere der har indlevert
sin ansøkning først for at være den
virkelige opfinder. Hvorfor denne forandring
er gjort? kan man spørre. Ja, det vilde
føre for vidt her at komme ind paa
præmisser og konklusioner. Jeg skal holde
mig til de foreliggende fakta og kun
nævne at bevisførelsen for den gamle
patentkommission om, hvem der av to
opfindere hadde gjort opfindelsen først,
jo kunde føre til de reneste uhyrligheter.
Det vil vistnok de fleste som har været
utsatt for saadanne tilfælder, være enig om.
Nuvel, men netop denne lovforandring
gjør at opfinderen, saa snart han
nogenlunde har forvisset sig om brukbarheten
av sin opfindelse maa faa den anmeldt
til patent. Det vil nemlig ikke nytte,
at han senere kan bevise at ha gjort op
findelsen før en anden der før ham har
anmeldt patent paa det samme. Mens
saaledes enhver opfinder, nu som tidligere
naturligvis, maa eksperimentere sig frem
og selv forvisse sig om at han virkelig
har gjort en opfindelse, virkelig frembragt
noget nyt, maa han drive paa og
hur
tigst mulig faa patent anmeldt. Er
derimot en opfindelse annektert eller likefrem
stjaalet fra en anden og anmeldt til
patent, saa kan naturligvis — naar
vedkommende ansøkning blir utlagt for
offentligheten — den virkelige opfinder i
henhold til den nye lovs § 28 nedlægge
indsigelse mot at patent bevilges, og der
er ogsaa git sidstnævnte adgang til da
selv at gjøre fordring om patent paa den
samme opfindelse. Enhver vil imidlertid
forstaa at saadant jo helst bør undgaaes,
der opstaar jo altid en længere eller
kortere procedyre for patentstyrets I.
respektive dets II. avdeling, med derav følgende
forholdsvis betydelige omkostninger. Det
endelig bevilgede patent kan ogsaa ved
dom helt eller delvis bli frakjendt
patenthaveren, naar det godtgjøres at han efter
forskriften i paragraf 3 helt eller delvis
ikke har ret til patentet. Bestemmelsen
om de 6 maaneder, inden hvilken en
opfindelse uten risiko for nyhetsfortapelse
efter den ældre lov før anmeldelsen kunde
offentliggjøres gjennem trykt skrift,
bortfalder, og i det hele tat maa nu en
opfindelse før ansøkningens indgivelse ikke
ha været saaledes fremstillet eller gjengit
i alment tilgjængelig skrift eller
reproduktion eller her i riket saa aapenlyst
utøvet, utstillet eller fremvist, at sakkyndige
derefter kan bringe den til utførelse.
Er nu en opfindelse rettidig anmeldt
til patent, saa biir den her som i alle
andre lande med nyhetsundersøkelse
prøvet i saa henseende, akkurat som for den
gamle patentkommission. Forskjellen er
kun den, at mens alle skrivelser og
indvendinger man før mottok fra
patentkommissionen gav uttryk for den samlede
patentkommissions mening og beslutning,
saa er, som jeg tidligere har nævnt, de
første meddelelser man nu faar fra
patentstyret, uttalelser fra det enkelte
medlem der behandler saken. Naar
imidlertid ansøkningen er bragt i akseptabel
form, eller efter at der av forskjellige
grunde er ført en kortere eller længere
procedyre mellem vedkommende medlem
og ansøkeren eller hans fuldmægtig, biir
der av patentstyrets I. avdeling truffet
bestemmelse om patent skal gives eller
negtes.
Med hensyn til det beskyttelsesomraade
et patent kan gives, er der dog en meget
væsentlig forandring at lægge merke til.
Den nye lovs § 19 siger:
»Ethvert patentkrav............(jeg
ind-skyter her, at den nye lov paa grund av
nynorsken er noksaa uheldig for os der
daglig har med patenter at gjøre.
Pa-tentsøkning skal nu kaldes for
»patentkrav«, mens det som vi før kaldte
patentkrav nu skal hete »patentpaastand«).
»Ethvert patentkrav« siger paragraf 19
»maa kun omfatte én opfindelsesgjenstand,
Dette er dog ikke til hinder for at
forskjellige deler av samme gjenstand under
et enkelt patent kan fordres vernet som
særskilte opfindelser, naar de skal tjene
samme tekniske formaal.«
Denne tilsynelatende uskyldige paragraf
som efter min og mange andres mening
er den nye patentlovs vigtigste, vil
nødvendiggjøre en langt mere omfattende og
grundig behandling av en
patentansøk-ning end tidligere.
Vi skal ta et eksempel rent i sin
almindelighet og skematisk. Vi siger, at
f. eks. en til patent anmeldt maskin eller
et apparat har, la os si, 4
eiendommelig-heter som efter opfinderens mening er
nye i patentlovens forstand. Vi kan kalde
disse 4 eiendommeligheter for a, b, c og
d. La os videre anta at a er den
vigtigste og for opfindelsen mest avgjørende
del. Denne biir da ifølge alle før og nu
gjældende patentretslige regler satt op som
hovedkrav, hovedpaastand, mens de øvrige
b, c og d følger som bipaastande som f.
eks. saaledes :
Paastand 1 (eiendommeligheten a)
— 2 ( — b)
3 ( — c)
- 4 ( — d)
Efter den gamle lov og den derav
følgende praksis i patentkommissionen var
a den egentlige opfindelse, og paastand 1
dannet det egentlige, det virkelige
monopol; b, c og d derimot var underordnede
deler som ved at de opsattes i
bipaastan-der i de fleste tilfælder ikke særskilt var
under patentbeskyttelse, men kun naar
de benyttedes sammen med den i paastand
1 definerte eiendommelighet. Alle
bipaa-stander, eller bikrav som de da kaldtes,
maatte uvægerligen indledes med: »Ved
en maskin..........Ved et apparat som
under krav 1 angit.........«.
Der opnaaddes, som nævnt, ingen
uav-hængig beskyttelse for b, c og d, disse
kunde gjerne være kjendte, kurante
anordninger, og bestod beskyttelsen for deres
vedkommende kun i, at de med
hoved-paastandeu dannet en kombination a—b,
a—c, a—d eller abc, acd, abcd o. s. v.,
hvilke kombinationer respektive jo var at
anse for nye, udelukkende fordi det ene
element a var nyt.
Efter den nye lov derimot, kan altsaa
alle disse bikrav eller bipaastander b, c,
d danne særskilt beskyttede opfindelser
som under paaberopelse av patent skal
kunne benyttes i praksis hver for sig.
Man faar naturligvis ikke et særskilt
paten tbrev for hver saadan patentpaastand,
men som forklart, de 3
eiendommeligheter b, c, d utenfor den første og
vigtigste a er altsaa besyyttet ved patent, selv
om de ikke benyttes sammen med a. Dette
dog naturligvis under forutsætning av at
de 3 deler b, c, d i og for sig er nye.
Er de ikke det, kan de enten overhodet ikke
opsættes som paastander, eller
vedkommende paastander maa som under den
ældre praksis knyttes til
hovedpaastan-den ved en avhængighetsintimation.
Bestemmelsen i vor nye patentlovs
paragraf 19 vil i mange tilfælder komme til
at være av særdeles stor betydning. Jeg
skal ta et eksempel fra virkeligheten (se
fig. 1):
— 1— er en almindelig kjelke, —2—
en almindelig styrestang. Denne
opfindelse som ligger til grund for dette
patent er nu, at den almindelige og kjendte
kjelke og den likesaa almindelige og
kjendte styrestang forbindes saaledes med
hinanden ved et tang —5—, at stangens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
