Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 15 mars 1912 - Revision av bygningsloven for Kristiania av 26 mai 1899, av Th. Svane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 11 1912
Især efter at bolignøden i 1911
begyndte at ta saadanne dimensioner, at
selv de ivrigste motstandere av
boligsaken maatte erkjende at den var
tilstede, og at der nu maatte gjøres noget,
begyndte atter agitationen for
lovforandring at gjøre sig gjældende. Enigheten
saavel blandt de sagkyndige som
deri-gjennem ogsaa dagspressen var
tilsynelatende stor, men de som mener at
særlig trappebestemmelsen ikke maa
væsentlig forandres, har saagodtsom ikke uttalt
sig under den voldsomme agitation. Man
talte og skrev i det vide og brede om
at »boligspørsmaalets løsning« ene og
alene berodde paa at faa
trappebestemmelsen m. v. ophævet, og det gjaldt kun
at gjøre loven saa »elastisk« som mulig,
saa at spekulanterne kunde faa lov til at
fare likesaa letvint frem som i de gode
gamle dage. Der blev da ogsaa i mai
1910 nedsatt en komité som i december
1911 har avgit et forslag, som nu
endelig snart skal avgjøres av regjering og
storting.
Der har endog offentlig været ført sterke
anklager mot den mand som i embeds
medfør og under ansvar og forstaaelse
har søkt at bevare en for den store
al-menhet absolut paakrævet
sikkerhetsforanstaltning i bygningsloven, som
trappebestemmelsen er. Det har endog
offentlig været uttalt at denne mand, nemlig
ekspeditionschef Carlsen i
arbeidsdeparte-mentet »staar og stænger for
byggevirksomheten«, og at han er skyld i at der
ikke endnu tiltrods for bolignøden, kan
bygges arbeiderboliger i Kristiania.
Intet er urigtigere og mere uretfærdig
end denne paastand. Meget mere skyldes
ekspeditionschef Carlsen stor tak for at
han tiltrods for en saadan »sagkyndig«
opinion, staar som den rakryggede mand
uten at svikte det ansvar, som er lagt
paa hans skuldre.
Det er ikke paa nogen maate hans
skyld, at der ikke nu bygges
arbeiderboliger. Men meget mere ligger skylden
hos de mange som stadig agiterer for
lovens forandring, og som derved gir
eventuelle byggespekulanter et haab om en
lettelse i loven som ikke bør og ikke
maa foretages, og som jeg heller ikke kan
tro statsmagterne vil ta ansvaret for at
foreta. Jeg sigter her fremdeles
væsentlig til det ankepunkt som menes at
ha den største betydning som hindring
for byggevirksomheten, nemlig
trappebestemmelsen. Forinden jeg gaar over
til dette specielle spørsmaal, vil jeg
bemerke at ogsaa jeg er enig i at loven
nu efter 12 à 13 aars levetid tiltrænger
revision. En bygningslov bør vistnok
revideres hvert 10de aar, og der bør uten
tvil foretages enkelte lempninger og
forandringer. Men det er nødvendig at den
revideres av folk som har erfaring i dens
behandling og anvendelse, og som staar
frit og upartisk utenfor den private
byggespekulation.
Saaledes bør der træffes en heldigere
og retfærdig ordning med hensyn til
gate-oparbeidelse. I denne henseende burde
der maaske endogsaa være tale om hel
systemforandring.
Bestemmelserne angaaende murtykkelse
kan ogsaa i nogen grad lempes, naar
man ikke gaar under de tilladelige
grænser for stabilitet og i varmeteknisk
henseende.
I forbindelse hermed kommer
spørs-maalet om anvendelse av indvendig
panel, som loven forøvrig ikke har noget
paabud om. Men naar der i den senere
tid hævdes at man ogsaa paa dette
omraade skal efterrape andre lande med
mildere klima og undlate at anvende panel,
saa maa jeg, under henvisning til de
eksperimenter som efterhaanden er gjort hos
os, advare mot en saadan byggemaate i
vort kolde og sterkt vekslende klima, ofte
med store temperaturdifferanser fra den
ene dag til den anden. Det staar enhver
frit for at undlade at anvende indvendig
panel, men ingen vil i længden hos os
være tjent dermed. Man har hertillands
ikke høstet de bedste erfaringer med
saadanne bygninger. Det er ikke alene
beboerne som ikke befinder sig vel indenfor
disse kolde og ofte fugtige murvægger,
men ogsaa eierne vil ha liten glæde av
dem, særlig naar der er godt om hus i
byen.
Med hensyn til anvendelse av fælles
brandgavler, da bør dette altid kunne
tillates for indtil 2 etages rækkehuser,
og særlig naar disse bygges samtidig.
For høiere bygninger som bygges samtidig
og paa jevn, god byggegrund bør der
heller ikke være noget til hinder for fælles
gavl, men jeg tror de fleste vil være enig
om, at et saadant fællesskap ikke helt er
av det gode.
Der findes ogsaa andre bestemmelser i
loven som bør forandres, og som det vil
være baade til fordel og besparelse at
forandre, men herom har man intet hørt
fra nogen forslagsstiller eller komité.
Jeg har blot løselig villet uttale mig
om de nævnte øvrige ankepunkter, hvorom
man vel vil kunne finde en heldig form
for en løsning.
Men det som jeg især vil fæste
opmerk-somheten ved og rope et alvorlig varsko
om at fare varsomt, kyndig og
samvittig-hetsfuldt med, det er det store
ankepunkt :
Trappespørsmaalet.
Bygningsloven forlanger i § 47 blandt
andet, at der i bygninger av over 120 m2
grundflate fra ethvert beboelses- eller
arbeidsrom skal være uhindret adgang til
2 trapper gjennem samme etage.
Jeg skal ikke her fæste mig ved et par
bestemmelser om at høiden fra
vinduskarmen i 2den etage til jordsmonnet ikke
maa være over 4 meter, eller
bestemmelsen om at største avstand til nærmeste
trappe ikke maa overskride 15 meter, samt
at 2 trapperums vægger ikke maa støte
ind til hinanden, ti disse kan uten skade
lempes for de bygninger som det her
væsentlig gjælder, nemlig de store
arbeiderboliger.
Men selve hovedbestemmelsen om
adgang til 2 trapper bør ikke og maa ikke
forandres, uten at man for enkelte
tilfælder, særlig ved dispensation for
bygnin
ger paa smaa tomter, kan skaffe fuld
betryggelse i ildebrandstilfælde.
Ti det maa staa fast at selv de
mennesker som maa nøie sig med at ha sine
hjem i smaa trange leiligheter paa kun
et eller to værelser og kjøkken, maa ha
krav paa i sine boliger at ha nogenlunde
sikkerhet for liv og lemmer i
ildebrandstilfælde.
Trappebestemmelsen har i det
væsentlige saagodtsom kun betydning for
bygninger paa mere end to etager eller for
store kasernebygninger med de mindste
leiligheter. Det falder sjelden nogen ind
at bygge større leiligheter med adgang
til kun en trappe.
Trappebestemmelsen tilfredsstiller saa
meget mere kun et billig krav, som det
er et faktum baade i utlandet og her
hos os at de mindste leiligheter ogsaa er
de dyreste i leie i forhold til
rumindholdet og beboernes indtægter, og dette
uagtet de aldrig byr tilnærmelvis de fordeler
eller den komfort som større leiligheter.
Der er i regelen i en saadan bygning
ikke alene et stort antal leiligheter, men
der ophopes som oftest ogsaa saa mange
mennesker i de trange rum, at de efter
nuværende anskuelser derom overalt i
utlandet vil ansees overbefolket og
sund-hetsskadelige.
Det spørsmaal som nu maa opstilles er
dette: Er det virkelig saa at
bygningslovens trappebestemmelse er saa umulig
at løse paa tilfredsstillende maate, og er
det virkelig saaledes som de
»sagkyndige« synes at være enige om, at
trappebestemmelsen fordyrer arbeiderboligerue
i den grad at den endog gjør det
umulig at bygge saadanne. Eller er det saa
at trappebestemmelsen har været strengt
eller haardhændt overholdt av
bygningsvæsenet? Nei, det være langtfra
tilfældet.
Feilen er meget mere den, at man
istedenfor at forsøke at finde en heldig
løsning av spørsmaalet bare pukker paa
lovforandring. Var det umulig eller endog
særlig vanskelig at løse denne opgave,
eller var det saa at dette vilde fordyre
bygningen i saadan høi grad, saa vilde
jeg bøie mig loyalt for kravet og forsøke
at foreslaa andre foranstaltninger, som
kunde by nogenlunde sikkerhet.
Men jeg tror at kunne bevise, at det
av disse hensyn slet ikke er paakrævet
rigtig at foreta forandring.
Under min pligtmæssige behandling av
saa godt som samtlige byggeanmeldelser
for den omhandlede slags bygninger,
saavel før som efter 1899, da loven traadte
i kraft, og med stor interesse for at
overholde ogsaa den bestemmelse i min
instruks at »søke at forbedre byens
boligforhold« . . . har jeg forsøkt at finde baade
heldige løsninger og at faa de byggende
til at benytte saadanne.
Efter en studiereise til Skotland,
England, Belgien og Tyskland i 1899,
fremsatte jeg allerede i januar 1901 et
motivert forslag til en løsning av
trappespørsmaalet ved utvendige balkoner som
danner hovedadkomst til hver leilighet,
og hvorved man kan bygge store huser
med de mindste leiligheter — kun 1 og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
