Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 29 mars 1912 - Literatur om havekunst, om pryd- og om nyttevekster, av Asche Moe - Om aeroplaners likevegt og hvilke veier man bør gaa for at gjøre flyvemaskinerne sikre, av Einar Sem-Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29 mars 1912
TEKNISK UKEBLAD
173
tighet indtar i kredser, hvor den æstetiske
kultur er naadd høiest.
Hvad plantematerialet angaar har den
seneste tid skjænket tre skrifter, som
baade med hensyn til stoffets gedigenhet
og illustrationernes overflod og godhet
maa sættes meget høit. F oerster,
Winterharte Bliitenstauden und Sträucher
der Neuzeit (Weber, Leipzig 1911 10 Mk.)
virker overvældende paa enhver som ikke
kjender de petennerende veksters pragt
og formrikdom. Boken vil derfor hos de
fleste aapne øiet for en uanet skjønhet
som kan overføres til enhver have.
Forfatteren som er en begeistret naturven,
eier evnen til at rive med; hans arbeide
er praktisk i første række og originalt i
bedste betydning, men i den meddelte
vurdering av endel prydvekster vil neppe
alle være enig. Bokens nomenklatur er
forøvrig i nogen tilfælder ikke helt
tilfredsstillende.
Grev Silva T a r o u c a, Unsere
Frei-Iand-Stauden (Leipzig, G. Freytag, 1910
— 15 Mk.) gir i ordboks-form oplysning
om formering, pleie og anvendelse av
nærsagt alle i Mellem-Europa paa friland
anvendelige perenner. Arbeidet, hvis
utgivelse skyldes det dendrologiske seiskap
for Østerrik-Ungarn, vidner i høi grad
fordelagtig om utgiverens kyndighet og
samvittighetsfuldhet. Man møter sjelden
en tilsvarende paalidelighet paa dette
omraade, og endnu sjeldnere en saa nobøl
opfatning av havens plantestof. Hertil
kommer et billedmateriale som tør
betegnes som glimrende. Foruten bokens
leksikalske del er optat omfattende
vekst-lister og flere meget brukbare
anvisninger til perenners sammenplantning i bed.
De i verket indførte gjengivelser av
scenerier fra forfatterens anlæg, dokumenterer
at den er planlagt med fin smak og
noget-nær enestaaende genialitet.
Det tredje verk, prof. Lindmans Vi
och våra blommor (Stockholm, Wahlström &
Widstrand), av hvilket hittil er utkommet
tre hefter (à 4 kr.), tegner til at bli en
publikation av høi rang, med hvilken man
nok tør lykønske Sverige, fordi et arbeide
som dette nøie er knyttet til en meget
høi kultur. Man læser med ublandet
glæde prof. Lindmans kyndige og
underholdende tekst og beundrer de farvelagte
illustrationer, der gjennemgaaende maa
betegnes som det bedste, moderne
reproduktionskunst kan form aa.
Av nye specielle frembringelser paa
have-og vekstlitteraturens omraade skal til
slutning nævnes Ida Sager, Från gamla
trädgårdsland (Stockholm, Bonnier — 4 kr.),
en utsigt over en række planter, oftest
nyttevekster som er nær ved at glemmes,
men som ved sit saa at sige historiske
følge og ved sine associationsværdier nok
kan fortjene plads i egentlige amatørers
anlæg. Det vil være nok at nævne
vekster som salvie, hyld og krusemynte
for at man straks synes at merke den
nær middelalderlige duft som ombølger
arbeidet, hvis utgivelse maaske kunde
tænkes iverksatt efter paavirkning av Mae te
r-lincks Le double jardin, som under
titelen Den underbara trädgården er overført
til svensk av docent Hultenberg (Hierta,
Stockholm) og i hvilken et avsnit:
Gammeldags blomster, peker i den retning
som Ida Sagers bok har valgt. Det
heter hos Maeterlinck: »En høi og herlig
side av vor sjæl vilde være saa godt som
stum, hvis ikke blomsterne, aarhundreder
igjennem med sin ynde hadde næret det
sprog vi taler, de tanker som søker at
fastholde livets bedste stunder. — —
Det er derfor jeg mest elsker de enkleste,
de almindeligste, ældste og mest
gammeldagse, dem som har bak sig en lang
fortid blandt menneskene, en lang række
av gode og trøsterike gjerninger, dem som
har været med os i hundreder av aar, og
som er blit en del av os selv, idet de i
vore fædres sjæl nedla noget av sin gratie
og sin livsglæde. Men hvor findes de?
De begynder at bli mere sjeldne end dem
man for tiden kalder sjeldne blomster.
De fører et usikkert og avsides liv. Det
ser ut som om vi holder paa at miste
dem. — De er blit fordrevne fra havernes
rabatter og grupper av indflyttere fra Peru,
Kap, China og Japan. De har dog to
skaanselsløse tiender. Det er først og
fremst den frugtbare og omfangsrike
Knoldbegonia som breder sig over
blomsterbedene, som en hel hær av krigerske
haner med utallige kammer. Den er ret
smuk, men man faar for meget av den,
og den har noget kunstlet ved sig, —
den »utbasunerer skvaldrende, evig og
altid sin duftløse overlegenhet. Dernæst
er det den fyldte pelargon, som er dristig
og paatrængende.« Disse linjer vil være
nok til at godtgjøre at Ida Sager har
arbeidet i Maeterlincks aand, naar hun
samlet de vekster hvis dyrkning i længst
svundne tider godtgjordes av gulnede
dokumenter og gjennem avblekede
malerier.
I professor Jönsson, Gagnvakster
Lund, Gleerup — 5 kr.) præsenteres vi
til slutning en bok som vistnok falder
noget utenfor rammen av denne oversigt,
men som ikke desto mindre, især for
tekniske kredser, byder en fængslende
læsning. Alverdens nyttevekster, væsentlig
utenlandske har i dette forfatterens sidste
arbeide — professor Jönsson døde ifjor —
faat en uttømmende behandling med hensyn
til forekomst, egenskaper, anvendelse,
oplysninger, som ellers møisommeligmaa
samles fra spredte kilder paa hvis
tilforlate-lighet der neppe altid vil kunne stoles.
Arbeidets rikt illustrerte avsnit omfatter
nærings- og landbruksøkonomivekster,
nydelses-, industri-, læge- og giftvekster samt
pryd- og trylleri vekster. Som en liten
prøve paa arbeidets tekst hitsættes nogen
linjer om den bekjendte durio-frugt:
»Mange europæere nyter den som en av
de herligste frugtretter naturen har
frembragt, og ifølge Wallace opveies de
anstrengelser, det besvær og de utlæg som
en reise til Indien medfører, helt av
nydelsen av durio paa produktionstedet.
Man maa dog under alle omstændigheter
være vant til fortæring av denne
frugtart, idet den ved siden av en om
nekta-riner og smeltende pærer mindende smak
har en yderst vidrig og gjennemtrængende
lukt, som gjør at den helst bør nytes med
tilstoppet næse og i et særskilt værelse.
Man har forsøkt at uttrykke i ord, hvad
duriofrugten indeholdt av herlig smak
ved at forestille sig forenet: Smak av
maismel, raatten ost, nektariner, stødte
nøtter, ananas, gammel sherry, tyk fløte,
aprikos, en tanke av hvitløk — alt
blandet sammen. Den er hverken søt, sur
eller saftig, men man merker ikke disse
mangler; den er kort sagt fuldkommen.
Hvad man derimot ikke kan beskrive,
men som man nok merker, er lugten.«
Asche Moe.
Om Aeroplaners Likevegt og
hvilke Veier man bør gaa for at
gjøre Flyvemaskinerne sikre.
Foredrag av ingeniørkaptein Einar Sem-Jacobsen
i N. I. A. F. den 19de januar 1912.
(Slutning fra nr. 12, side 163.)
Som man av det foranstaaende vil se, er
likevegtsspørsmaalet et kjernespørsmaal i
flyveteknikken, hvis tilfredsstillende løsning
vil være av vital betydning for dette
kommunikationsmiddels videre utvikling. Man
er paa dette omraade kommen langt, men
endnu staar meget igjen at utrette før
luftskibet vil komme til at indta den plads
blandt vore kommunikationsmidler, som det
bør ha.
Det kan ha sin interesse i denne
forbindelse at betragte nærmere de
forskjellige aarsaker til flyvemaskinulykker; man
vil derigjennem klart faa irettelagt disses
svake sider, og i hvilken retning man
særlig maa koncentrere sine bestræbelser for
at gjøre anvendelsen av dette
kommunikationsmiddel sikker og farefri.
Flyvemaskinerne har i de faa aar man
har kjendt dem, krævet mange ofre.
Man kan inddele flyvemaskinulykkerne i
4 hovedgrupper, nemlig:
1. Ulykker, der skyldes en ufuldkommen
konstruktion av flyvemaskinen.
2. Ulykker, der skyldes feilagtig
manøvrering.
3. Ulykker foraarsaket ved atmosfæriske
forstyrrelser.
4. Ulykker foraarsaket ved uforsigtighet
fra flyver eller tilskuere og forskjellige
andre aarsaker.
Av aeroplanulykkerne skyldes ca. 35 pct.
ufuldkommen eller feilagtig konstruktion av
maskinerne, ca. 27 pct. skyldes
feilagtig manøvrering, 21 pct. maa
tilskrives pludselige atmosfæriske forstyrrelser,
og ca. 11 pct. er foraarsaket ved
uforsigtighet fra flyver eller tilskuere, 6 pct.
andre aarsaker.
Indtil utgangen av 1911 har ialt 109
mennesker sat livet til ved flyvning, og der
er ialt hændt vel 300 større og mindre
ulykker. Ca. 30 pct. av alle ulykker har
hat dødelig utfald.
Det kan være av interesse at se litt
nærmere paa de enkelte ulykkesaarsaker.
ad 1. Ufuldkommen konstruktion.
Man maa der skjelne mellem en
principiel feil i konstruktionen ■— i anordningen
av de enkelte organer — og en mangelfuld
utførelse av detaljerne. Principielle feil i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
