Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 14. 5 april 1912
- Særskat paa utbygget vandkraft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 14 1912
av den beskattende myndighet............
Paalæg, som rettes umiddelbart til en eller
flere personer eller sigter mot dem, biir
ekspropriationer, selv om de gaar ut paa
at betale penger“.
Der er visselig al grund til at tro, at
vore domstoler overfor dette spørsmaal
vilde ta samme standpunkt, som de
schweiziske har gjort overfor tilsvarende forsøk
fra kanton Glarus’ side paa i særskats
form at tilvende sig fra vandfald ydelser,
som det vilde være koncessionsstridig
at kræve aapent og direkte.
Stortingets forannævnte special komité
sees at ha været i tvil om, hvorvidt en
særskat kunde paalægges saaledes, at den
udelukkende eller sterkest rammer de store
vandfald, mens de mindre gaar fri eller
beskattes efter en lavere maalestok. I
anledning herav maa nærværende komité
uttale, at den anser det utvilsomt at det
vilde stride mot grundlovens forutsætninger
om likhet og retfærdighet ved fordelingen
av samfundsbyrderne, saafremt en eventuel
særskat ikke lægges paa alle vandfald og
efter deres værdi uanset vandfaldets
størrelse, eller dersom der gjøres forskjel,
eftersom kraften anvendes til det ene
eller det andet formaal.
De hensyn som ved formues- og
indtægtsskat har ført til, at man har
etablert et skattefrit eksistensminimum, er
ikke her tilstede. Da vandfaldenes værdi
i og for sig intet uttryk er for eierens
økonomiske evne, bør der endvidere efter
komitéens mening i tilfælde kun bli tale
om en jevn (proportional) — ikke en
progressiv — beskatning.
Overensstemmende med de regler der
gjælder for den almindelige eiendomsskat
til amt og kommune, (skattelov for landet
av 18/8 1911)bør der heller ikkegjøres nogen
forskjel, hvadenten vandkraften tilhører
stat, kommuner eller private. Optar først
stat eller kommuner virksomheter som
konkurrerer med den private bedrift, har
den enkelte borger en naturlig ret til at
kræve, at disse skal gjøre det i ærlig
konkurranse paa like vilkaar og ikke
gjennem en vilkaarlig ordning av beskatningen
skaffe sig en kunstig begunstiget stilling.
*
Hvis man betragter utviklingen paa det
skattepolitiske omraade i det forløpne
aarhundrede saavel her i landet som i
de øvrige kulturlande, vil man merke en
bevidst stræben efter indførelse av enklest
mulige beskatningsregler med ophævelse
eller indløsning av de særlige skatter og
avgifter og en overførelse av disse til
den almindelige beskatning.
Det ledende princip i vor skattepolitik
har indtil nu været, at særlige skatter og
avgifter kun skal paalægges det
indenlandske næringsliv, hvor enten
vedkommende næring har hat en særlig nytte
av det offentliges virksomhet, og skatten
eller avgiften saaledes nærmest maa
betragtes som et vederlag for denne — som
f. eks. ved havne- og fyravgifter, eller
ogsaa naar staten gjennem sin
beskatning ved siden av de fiskale interesser
vil gi et uttryk for at vedkommende
næring av specielle grunde snarere bør
hæmmes end opmuntres f. eks. malt- og
brændevinsavgifter — altsaa hensyn som
visselig ikke kan gjøres gjældende, hvor
der er tale om en særskat paa vandkraft.
Naar saaledes tendensen i vor
skattepolitik og konsekvensen av den sociale
utvikling har været mere og mere at
gaa over til den almindelige beskatning
paa formue og indtægt med avskaffelse
av alle særskatter for landets naturlige
næringer for derved at tilstræbe en mest
mulig likelig og retfærdig fordeling av
skattebyrden, synes det betænkelig ved
en ny særskat at gjøre brudd paa denne
utvikling og indføre et nyt
beskatningsprincip, der i sin konsekvens med tiden
fører os tilbake til middelalderske tilstande
med priviligerte og upriviligerte næringer.
Ed særskat paa vandkraft strider ogsaa
mot den anerkjendte socialøkonomiske
hovedregel, at en skat ikke skal lægges paa
produktionsmidlerne, men paa produktet.
Saa meget betænkeligere vil det være
at lægge en særskat netop paa
vandkraften, som denne er den eneste nationale
kraftkilde, hvorpaa vor industri i fremtiden
kan bygge.
Paalægges der en særskat paa den av
elektricitetsverkerne benyttede vandkraft,
vil derfor den forøkelse av
fremstillingsprisen paa den elektriske kraft som
dette bevirker, medføre en tilsvarende
forøkelse av salgspriserne. Ti ved de
aller fleste elektricitetsverker her i
landet sælges nu elektrisk kraft baade til
lys og industrielle bedrifter til en saa
billig pris, at indtægterne som
gjennemsnit gjennem et længere tidsrum netop
strækker til for dækning av drifts- og
vedlikeholdsutgifterne, almindelig rente
og den nødvendige amortisering av
anlægskapitalen. Kun ved de
elektricitetsverker som har været mange aar i drift,
er der opnaadd saavidt store indtægter,
at der kan tales om et virkelig overskud
av driften, og selv ved de fleste av disse
er ikke overskuddet større end, at det
maa anvendes til dækning av de første aars
underskud eller manglende amortisering.
En særskat paa den av
elektricitets-verkene benyttede vandkraft vil derfor —
hvor dertil er anledning — gjennem en
forøkelse av salgspriserne bli overført paa
konsumenterne, og derigjennem væltes
over paa de øvrige kredser i samfundet.
En saadan »overvæltning« vil ogsaa
finde sted, hvor det gjælder det
indenlandske forbruk av industriens produkter ;
men ikke ved eksportindustrien. Da
eksportindustrien er avhængig av priserne
paa verdensmarkedet, vil en særskat
paa kraften ikke kunne væltes over paa
de utenlandske forbrukere, men virke
som en særskat paa eksportindustrien, og
saaledes direkte staa i strid med de
bestræbelser fra det offentliges side for at
fremme denne, som har git sig utslag i
toldfrihet for raastoffer, drawback etc.
I denne forbindelse maa det ikke sees
bort fra, at industrien med hensyn til
skatter hos os allerede arbeider under
langt vanskeligere vilkaar, end den gjør
i de land som er vore konkurrenter paa
verdensmarkedet.
Med hensyn til fremstillingskostende
stiller kraften fra norske vandfald sig
vistnok gjennemsnitlig gunstigere end
vandkraften i andre europæiske land.
Dette motvirkes dog ved, at vore
vandfald ligger forholdsvis fjernt fra de
vigtigste økonomiske og kulturelle centrer,
likesom der som regel maa regnes med
større transportutgifter baade paa
raamate-rialer og eksportartikler. Hertil kommer, at
vort land i klimatisk henseende i
al-mindelighet ikke byr industrien saa
gunstige vilkaar som andre industrilande, og
at arbeidslønnen hos os er
gjennemgaa-ende høiere.
Skal derfor vore vandfald kunne byde
industrien fordelefremfor andre landes, maa
det forsprang som vor vandkraft har i
en billigere fremstillingspris, ikke igjen
tapes ved ekstra byrder paa industrien.
Desuten bør man være opmerksom paa
utviklingen og forbedringen av andre
kraftmaskiner, som tildels foregaar meget
raskt. Specielt for dampturbiner, gas- og
olje-motorers vedkommende foregaar
utviklingen raskt i retning av at anvende større
aggregater og formindske kraftens kostende.
Komitéen vil i denne forbindelse ikke
undlate at gjøre opmerksom paa, at
vand-kraftverkene i almindelighet er særlig
vanskelig stillet i den første driftstid,
da de allerede fra begyndelsen av maa
belastes med store utgifter til anlæg, som
først kommer til nytte efter hvert som
kraftbehovet stiger. Dette er saa meget
føleligere, som anlægsomkostningerne for
vandkraftverkene er meget større end
forandre kraftverk.
Det vilde derfor være ønskelig, at
vandkraftverkene kunde være helt
skattefri i den første tid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:19 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1912/0194.html
