Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 5 april 1912 - Arbeidets frihet, av Johan I. L. Schaaning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 april 1912
• TEKNISK UKEBLAD
185
være ødelagt, idet ingen hæderlige,
organiserte arbeidere vilde arbeide sammen med
streikebrytere. Første voterende, hvortil de
øvrige assessorer sluttet sig, ytret blandt
andet: „Jeg maa endog anse det naturlig,
at lagretten er gaat ut fra at der trues
nJed at tiltalte og den forening som han
repræsenterer, eller særlig dennes bestyrelse,
vil søke at gjøre det almindelig bekjendt,
at B. (fornærmede) efter deres opfatning
er en streikebryter. Og at beskyldningen
for at være streikebryter er ærekrænkende,
kan jeg ikke finde tvilsomt under hensyn
til straffelovens kapitel 17 § 5, som sætter
straf for at bevirke ellei* søke at bevirke
at noget finder tiltro, som er egnet til at
skade en andens gode navn og rygte eller
til at utsætte ham for hat, ringeagt eller
tap av den for hans næring eller stilling
fornødne tillid. Jeg skal i denne henseende
til belysning av hvilken betydning der kan
være tale om at tillægge en saadan
beskyldning, henvise til en artikel i
„Social-Demokraten“ for 10de mårs 1900, der netop
har hensyn til den foreliggende sak, og
hvor en streike- eller blokadebryter
betegnes som en forræder mot sin egen stand.
Det siges her, at de forholdsregler som
arbeiderne tar mot saadanne mennesker,
for det første bestaar i den naturlige
følelse hos ethvert menneske overfor
forrædere, der gir sig utslag i foragt. Videre
siges det, at arbeiderne vil ikke omgaaes
dem som kamerater, ikke taale dem i sit
seiskap. For det andet bestaar disse
forholdsregler, heter det, i at organiserte
arbeidere (i mange tilfælder ogsaa uorganiserte)
ikke vil arbeide sammen med
streikebrytere . . . Jeg skal forøvrig bemerke at B.
ikke hadde brudt nogen avtale om streik
eller blokade, idet han da han tok arbeide
paa verkstedet, endogsaa var ubekjendt
med at der hersket nogen konflikt der“.
Denne uttalelse er like aktuel efter
straffeloven av 22de mai 1902, som efter den
ovenciterte gamle straffelov.
Ved Oslo lagmandsretsdom av 2den mai
1908 blev det igjen erklæret retsstridig
som forsøk paa strafbar tvang mundtlig at
uttale til en arbeider som hadde overtat
en avskediget arbeiders plads, at hvis han
ikke forlot denne, vilde han bli betragtet
som en »hædersmand«. Lagretten fandt, at
dette forhold maatte betragtes som forsøk
paa „ved retsstridig adfærd eller ved at
true med saadan, eller ved at true med
fremsættelse av en ærekrænkende
beskyldning retsstridig at tvinge vedkommende til
at gjøre, taale eller undlate noget44.
I februar 1910 faldt der en ny
høiesterets-avgjørelse (indtat i Retstidende for s. a. nr.
18), der tildels har været opfattet som
staaende i strid med høisteretskjendelsen
1900. Dette er imidlertid ikke tilfældet.
Forholdet var at de indklagede hadde
ut-færdiget og til bruk for vedkommende
fagforenings og tilsluttede foreningers
medlemmer utlagt nogen hundrede plakater, hvori
en uorganisert arbeider der hadde arbeidet
nogen dager under en streik, var opført
paa en liste med overskriften »hædersmænd«
under vedkommende arbeidskonflikt. Det
var paa det rene at uttrykket var brukt
istedenfor „streikebryter44 og ombyttet med
dette sidste uttryk alene i den hensigt at
at gaa klar av straffelovens bestemmelse
om ærekrænkelser.
Høiesteret dømte vedkommende for
æresfornærmelse ved at ha benyttet et uttryk
der paa grund av dets form uanseet dets
sandhet maatte ansees utilbørlig.
Det maa imidlertid vel merkes at
høiesteret selv paa ingen maate fastslog, at
uttrykket „streikebryter44 var berettiget og
lovlig kan anvendes paa en uorganisert
arbeider der uten brudd paa nogen avtale
eller forpligtelse arbeider under en streik.
Tvertom fremgaar det tydelig at høiesteret
av processuelle grunder ansaa sig avskaaret
fra overhodet at prøve dette spørsmaal, idet
Kristiania meddomsret — der hadde avsagt
dommen i første instans — (under dissens)
hadde anset det under saken bevist, at der
med uttrykkene „streikebryter“,
„hædersmand44 og „skruebrækker44 alene sigtes til
det nøkne faktum at vedkommende har
arbeidet under en streik, uten at deri i og
for sig ligger nogen dadel mot ham, uten i
høiden for et brudd paa solidaritet og
samfølelse.
Videre maa det merkes at der under
saken som var anlagt som privat
injuriesak, ikke var reist spørsmaal om
anvendelse av straffebestemmelsen for tvang.
Efter denne (straffelovens § 222,2) er trusel
med fremsættelse av ærekrænkende
beskyldning for derved retsstridig at tvinge nogen
til at gjøre, taale eller undlate noget
strafbar som ulovlig tvang eller forsøk derpaa,
selv om beskyldningen er sand. Det var
ogsaa netop av hensyn til saadanne
beskyldninger, hvorved arbeidets almindelige
frihet søkes undergravet, at der i 1890
indførtes adgang til ubetinget offentlig paatale
for tvangsforbrytelserne, naar det paakræves
av nogen offentlig interesse (se en i
Rets-tidende for 1900 side 858 gjengit
avisartikel av daværende riksadvokat Getz).
Der er saaledes intet til hinder for at
høiesteret i en anden sak fastholder sin
opfatning av 1900 om uttrykket
„streikebryter44 — og hævder en helt anden opfatning
av dette end Kristiania meddomsret.
Meddomsrettens eller dens pluralitets
avgjørelse — som høiesteret altsaa forsaavidt
ansaa sig processuelt avskaaret fra at prøve
— synes ogsaa ganske merkelig, naar
man erindrer den før nævnte artikel i
„Social-Demokraten44 hvorefter der med uttrykkene
„streikebryter44 eller „hædersmand44
forbindes tanken paa en forræder og en
foragtelig person.
Ja, selv en avtale om at delta i streik
eller blokade vil visselig kun inden visse
grænser være bindende. Den vil lettelig
være ugyldig som stridende mot lov eller
ærbarhet (Chr. V’s norske lov 5 — 1—2).
I alle fald ytrer tredjevoterende i den
tidligere omtalte høiesteretsdom av 1900 med
tilslutning av de øvrige voterende: „Under
vor rets forfatning har enhver en baade
moralsk og juridisk ret der ikke engang
ved kontrakt kan fraskrives, til uhindret
av andre at ernære sig ved lovlig arbeide44.
I april 1910 avsa Bergens byret en
ganske interessant dom :
En skofabrik blev under lønskonflikt
boycottet av skofabrikarbeidernes
fagforening i Bergen, der utsendte cirkulærer til
sine medlemmer og til alle landets
organi
serte arbeidere om at boycotte fabrikkens
produkter og de forretninger som
forhandlet disse. Fabrikken nedla paastand paa
at fagforeningen skulde kjendes uberettiget
til saadan boycotting og idømmes
erstatning efter sk|øn for skaden.
Rettens flertal stemte imidlertid for
frifindelse, idet de hævdet at retten til
boycotting i og for sig ikke kan bestrides, og
at foreningen i det specielle tilfælde hadde
handlet til varetagelse av eget og alle
ar-ganiserte arbeideres tarv. Mindretallet
stemte for tilfølgetagelse av fabrikkens
paastand, idet han mente at den iverksatte
boycotting var retsstridig, og alene hadde
til formaal at skade forretningen økonomisk
(„Aftenposten44 s. a. nr. 210).
I dansk ret har man en række domme
(se bl. a. dansk „Ugeskrift for Retsvæsen44
1891, 1892, 1894—1895 m. fl., norsk
„Tidsskrift for Retsvidenskap44 1904,
„Aftenposten44 nr. 733 for 1904 og „Verdens
Gang44 nr. 270 for 1909), der indirekte
sikrer de arbeidsvillige, idet retterne har
til-kjendt arbeidsgiverne erstatning og
stadfæstet forbud, hvor det i aviserne eller paa
anden maate har været kundgjort at en
arbeidsplads er blokert for tilgang av
arbeidskraft, indtil forholdene er ordnet44,
eller advaret mot at ta tjeneste hos en
bestemt person eller mot at nyte en blokert
forretnings produkter, eller utstillet
streikevakter for at avholde folk fra at ta arbeide
paa stedet eller lignende. Tildels har
ogsaa saadanne kun dgj øreiser været straffet
som krænkelse av det private livs fred
(meddelelse om huslige eller personlige forhold).
Ogsaa direkte har de danske domstoler
ydet arbeidsvillige sin beskyttelse, ved at
ilægge straf for at betegne vedkommende
som „streikebryter44 eller som
„skruebrækker44, idet de om den sidste benævnelse
uttrykkelig har uttalt, at den maa ansees
som et „ukvemsord eller skjældsord44.
Hvad engelsk ret angaar, kan merkes en
bestemmelse i den saakaldte „Trade
Disputes Act“ av 21de december 1906 § 3,
saalydende:
„En handling begaat av en person med
hensyn til eller for at fremme en
arbeidstvist, skal ikke kunne bli gjenstand for
saksanlæg alene av den grund at den
foranlediger en anden person til at bryte en
arbeidsavtale, eller utgjør en indblanding i
anden persons virke, forretning eller
sysselsættelse, eller i anden persons ret til efter
behag at forføie over sin kapital eller sit
arbeide.44
Som man av det uthævede ord vil se,
vil denne bestemmelse ikke hjælpe de
streikende, hvis deres optræden i og for sig er
retsstridig, idet den for eksempel indeholder
en trusel eller et angrep mot
vedkommendes ære, helbred eller andre uavhændelige
retsgoder.
At dette er meningen, styrkes ved samme
lovs § 2, der tillater „fredelig
forpost-arbeide44 („peaceful picketing44), hvorved
loven mener forpostarbeide der „kun sker
i den hensigt at erholde eller meddele paa
en fredelig maate, eller paa en fredelig maate
at overtale nogen til at arbeide eller avstaa
fra at arbeide44 (uthævelserne er gjort her).
Av de spærrede uttryk fremgaar det jo
tydelig at enhver anvendelse av tvang og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
